Kære Robak: "Min kollega skaber dårlig stemning"
Hvordan tackler jeg min ubehagelige kollega, spørger en læser i ugens brevkasse. Læs svaret fra Go’morgen Danmark-vært Michael Robak, der hver uge tager stilling til livets små og store dilemmaer.
Kære Robak
På vores arbejdsplads har vi en kollega, der de fleste dage er sur, vranten og kontrollerende. Hun mener, at hendes ord er "ret". Hvis hun bliver sagt imod, "puster" hun sig op og hvæser med bandeord, står med spredte ben og hænderne i siden. Faktisk virker hun temmelig skræmmende og indrømmet: Jeg er konfliktsky og gør absolut ingenting, og det samme gør sig gældende for mine kollegaer, som siger, at "sådan har hun altid været". Det er træls, og der er ofte en dårlig stemning, når hun er på arbejde. Har du et godt råd, der ikke nødvendigvis involverer, at ledelsen skal inddrages?
Med venlig hilsen Annette
Kære Annette,
Øv. Hun lyder da som en kollega fra helvede. Hun overtræder regel nr. 1: Man kommer som en bedre udgave af sig selv, når man stempler ind på arbejdspladsen. Der findes efterhånden ingen jobs, hvor man er helt alene, derfor har man en forpligtelse til at efterlade sit dårlige humør og sine uforskammede attituder derhjemme. Det har hun desværre ikke lært, derfor må I hjælpe hende. Jeg synes, at du skal sige noget til hende, næste gang I har en ubehagelig oplevelse.
Men gør det ikke midt i situationen. Sig først noget dagen efter og lad vær med at kritisere hende direkte, det vil formentlig bare udløse mere galde. Hold kritikken på egen banehalvdel, og forsøg at tackle hende med venlig, men bestemt imødekommenhed. Og sig det, som det er: At du føler dig skræmt, nedgjort og dårligt behandlet, når hun hvæser ad dig. Dine sætninger skal begynde med: "Jeg bliver..." og IKKE med: "Du er altid..." Med andre ord skal du sige, hvad hendes opførsel gør ved dig. Det vil formentlig ikke ændre hende med et trylleslag, men næste gang hun puster sig op, er det en ny kollega, der fortæller, hvad hun føler, når Kollegaen fra Helvede ruller sig ud. Hun vil efterhånden forstå, at I står sammen, og at det er hende, der skal ændre attitude. Nu skriver du ikke, hvor du arbejder, men hvis hendes opførsel får jer til at tage forkerte og dårlige beslutninger, så skal I overveje at inddrage ledelsen. Ellers synes jeg ikke, I skal gå til cheferne, før I selv har forsøgt.
Jeg ved godt, det ikke bliver nemt, men held og lykke med det.
LÆS OGSÅ: Kære Robak: “Min kæreste vil bo på landet, jeg vil bo i byen”
LÆS OGSÅ: Kære Robak: “Min mand vil se sport hele sommeren”
LÆS OGSÅ: Kære Robak: "Min kæreste tager aldrig kontakt til mig"