Karen Hækkerup: Min mand trækker læsset
Hos den travle social- og integrationsminister Karen Hækkerup, er det hendes mand, Ole Hækkerup, der er husfar ogbruger mest tid sammen med parrets tre børn.
Social- og integrationsminister Karen Hækkerups succesfulde politiske karriere er ikke kommet uden en pris for den ambitiøse og travle politiker, som ikke kan bruge lige så lang tid sammen med sine tre børn, som hendes mand, fortæller hun i et interview med ALT for damerne.
Trods sine kun 37 år har Karen Hækkerup allerede haft en stribe ansvarsfulde poster som medlem af Socialdemokraterne, der efter det seneste folketingsvalg kulminerede med, at hun blev udnævnt til minister.
Det politiske topjob går nemlig hånd i hånd med enormt mange timer væk fra hjemmet. Hendes mand Ole Hækkerup, som sammenlagt har siddet længere i Folketinget end Karen, fik ingen ministerpost i denne omgang. Derfor tager han i øjeblikket en større tørn i hjemmet, der også består af de tre børn Mads, Ellen og Kirstine.
"Ole og jeg har altid været gode til at afstemme forventninger og bakke den anden op. Derfor er det helt naturligt, at når den ene bliver minister, så tager den anden mere ansvar derhjemme. Vi har aftalt, at jeg slår mig løs nogle år, og så er Ole husfar. Han passer jo også sit job på Christiansborg, men det er ham, der læser lektier med børnene, det er ham, der vasker tøj. Det er Ole, der sørger for, at det hele hænger sammen, og han bruger langt mere tid med børnene, end jeg gør. Det har jo også en pris," siger Karen Hækkerup og tilføjer:
"Kirstine, vores yngste datter, siger, at hun har ligget inde i Oles mave, da hun var baby. "Jamen, skat, du har altså ligget inde i min mave," prøver man så, og det siger jo lidt om, hvor tæt hun er på sin far. Børnene har jo min kærlighed og omsorg, og i virkeligheden synes jeg, det er fantastisk, at Ole er mindst lige så meget forælder, som jeg er – at forældre på den måde kan være lige i dag. Jeg kan godt nogle gange føle, jeg bliver snydt for tid med børnene, men det kan ikke være anderledes med det her job. Det er et vigtigt job, og jeg skal bestemt ikke ynkes."
For hun elsker sit job. Hun kom hurtigt i fokus, da hun midt i novembers fattigdomsdebat krævede et opgør med krævermentaliteten. Og da tunge sager om sexmisbrugte børn ramte hendes bord, satte hun gang i udvikling af børnehuse, der landet over skal tage vare på de yngste, udsatte samfundsborgere.
"Jeg elsker det politiske ansvar og at gøre en forskel," siger Karen Hækkerup, som til gengæld har det svært med "alt det forlorne".
"Jeg møder jo mennesker, som smiler til mig og synes, jeg er sååå fantastisk. Jeg ved godt, at meget af det handler om den post, jeg har, og ikke om hvem jeg er. Derfor har jeg for eksempel sagt til mine ministersekretærer, som tror, de skal tjekke ind for mig, bære min taske, huske min kuffert og tage mit pas, at jeg altså er 37 år og kan klare mig selv. Alt det, man ville gøre for en ven af høflighed, er fint med mig, men alt det andet er jeg ærligt talt helst fri for. På afstand har jeg set så mange ministre, som har troet, at alle smilede til dem, fordi de var superfantastiske, og det har det jo nok ikke altid været. Folk siger "Uh, der kommer ministeren." Altså, det er bare mig, Karen. Det er jo bare mig," siger Karen Hækkerup.
Læs hele interviewet i denne uges ALT for damerne.