Kærligheden valgte for dem

Signe Vorster, 38 år, gift. Bor primært i Mombasa i Kenya, men har også adresse i København. Stifter af hjælpeorganisationen 100% til Børnene. Valgte i 2008 at sige farvel til Danmark for at starte organisationen i Kenya.

Det var ønsket om at hjælpe afrikanske børn, der i første omgang fik Signe Vorster – dengang Møller – til at forlade Danmark. Men det er kærligheden til en mand, der har fået hende til at blive i Afrika.

I 2008 solgte Signe alle sine ejendele og flyttede hjem til sine forældre. Efter at have arbejdet som frivillig i Afrika og Indien i en årrække ville hun starte sin egen hjælpeorganisation, 100 % til Børnene, der skulle hjælpe afrikanske børn, der boede på en losseplads i Mombasa, med mad, medicin og uddannelse.

– Jeg skulle starte en virksomhed uden et egentlig produkt. Der ville ikke blive en indtægt, for jeg skulle rejse penge, som skulle gives videre til nogle andre. Derfor skulle jeg have mine udgifter helt ned. Jeg ville til Afrika med det her projekt.

– De første tre år rejste jeg frem og tilbage mellem København og Kenya, indtil jeg fandt ud af, at jeg blev nødt til være i Kenya det meste af tiden, så det kunne fungere. Det var på det tidspunkt, jeg valgte Danmark fra permanent. Arbejdet med hjælpeorganisationen udviklede sig. Medlemstallet steg, og indtægterne voksede. Organisationen blev en officiel registreret forening, en NGO.

En dag Signe Vorster var på vej på arbejde, stoppede en fremmed mand hende ude foran lejlighedskomplekset i Mombasa, hvor hun boede. Han spurgte, om der var nogle ledige lejligheder i komplekset, han var nemlig lige blevet udstationeret i Kenya fra Sydafrika.

LÆS OGSÅ: "Jeg underholder uanset hvad"

– Jeg stoppede op og kiggede op på et stort skilt, der hang på bygningen, hvor der stod ”Lejligheder til leje”. Da jeg fik svaret ”jo”, spurgte han efter et telefonnummer på en udlejer. Jeg så igen op på skiltet, og der var fire numre. Alligevel kiggede jeg i min telefonbog, hvor jeg fandt et femte nummer på en advokat, der lejede det ud.

Efter mødet tog Signe på arbejde, og kort tid efter rejste hun til Danmark for at modtage ALT for damernes Kvindepris for sit arbejde med organisationen. Da hun vendte tilbage til Afrika, var manden, der viste sig at hedde Desmond, flyttet ind i komplekset. De begyndte at falde i snak med hinanden, og et par måneder senere var de på deres første date.

– Vi spiste middag på en restaurant, ikke langt fra hvor vi boede. Desmond ”så” mig, før jeg fik øjnene op for ham, men lige pludselig slog det mig bare, at jeg overhovedet ikke kunne leve uden denne mand.

Forelskelsen voksede, og da Signe Vorster få måneder efter kom i fængsel, var det Desmond, der reddede hende ud. Det var falske svindelanklager, der var skyld i, at hun blev fængslet.

– Jeg vidste, at Desmond kæmpede for at få mig løsladt. Sidst på dagen, hvor jeg var den eneste, der ikke var blevet lukket ud, da begyndte jeg at blive nervøs. Til sidst ”betalte” Desmond chaufføren, der kørte bussen op til det egentlige fængsel. Han gav ham 10.000 shilling, og så kørte bussen uden mig.

Fængselsopholdet var kun én dag, men månederne efter var fyldt med høringer og retsmøder.

– Det var ikke slemt at komme i fængsel i forhold til alt det andet, der skete. Det med at være oppe imod et system, der er korrupt og modtage dødstrusler. Jeg sad i en retssag, der blev trukket i langdrag pga. korruption. Ligegyldigt hvad jeg gjorde, om jeg gjorde alt rigtigt, så kunne jeg stadig ende i fængsel i et år.

Signe Vorster blev til sidst frikendt, men episoden resulterede i, at hun blev ramt af posttraumatisk stress. Under sagen og i tiden efter var Desmond en vigtig støtte for Signe.

– Han var stærk og gjorde mig tryg. Derudover er han den mest udtalte gentleman, jeg nogensinde har mødt.

Forholdet mellem Signe og Desmond udviklede sig, og i juni 2012 blev de gift. Det var 100% til Børnene, der fik hende til at sige farvel til Danmark, men det er kærligheden, der har fået hende til at blive i Kenya.

– Det er mere et tilvalg af mit ægteskab, end det er et fravalg af Danmark. For mit arbejde behøvede nødvendigvis ikke holde mig her så meget. Men det er jo her, min mand bor og arbejder. Han kan ikke arbejde fra Danmark på samme måde. som jeg kan arbejde fra Kenya. Han kan ikke på samme måde være fleksibel, som jeg kan. Jeg følger med ham.

Læs videre på næste side om Julie, der flyttede fra Danmark til Paris for at støtte kærestens håndboldkarriere. Julie Olivia Hviid Andreassen, 22. Bor i Paris med sin kæreste, håndboldspilleren Mikkel Hansen, og læser markedsøkonomi som fjernstudie. Valgte Danmark og den nære kontakt med familien og vennerne fra for at følge sin kæreste til Paris.

Det er sommeren 2012. Julie Olivia Hviid Andreassen nyder solen i København, mens kæresten, håndboldspilleren Mikkel Hansen, er i London, hvor der afholdes OL. Hjemme i Danmark er der problemer i Mikkels klub AG København. Julie og Mikkel har godt hørt, at der er rod i finanserne, og to uger forinden har klubbens ejer og pengemand, Jesper Nielsen, valgt at trække sig. Fire dage inde i OL-turneringen kommer beskeden. AG København er erklæret konkurs, og Mikkel Hansen står uden arbejde og skal hurtigst muligt finde sig en ny arbejdsgiver.

– Vi havde lige købt en lejlighed på Østerbro. Den var nyrenoveret, og vi var bare helt klar til, at det var der, vi skulle bo. Alting gik bare sindssygt hurtigt. Der gik en uge, fra Mikkel kom hjem fra OL, til han havde besluttet sig for at underskrive med sin nye klub.

Fra den ene dag til anden ændrer Julies liv sig. Mikkel har skrevet kontrakt med en parisisk håndboldklub, og parret skal til at udleje deres hjem, sige farvel til 2100 Østerbro og goddag til et nyt liv i den franske hovedstad. Hun får kun en uge til at omstille sig, og det er først i lufthavnen, det rigtig går op for Julie, at hun skal forlade sit studie og dertil hørende kammerater, sit job og ikke mindst den nære kontakt med den vennekreds, hun har et tæt forhold til. Men især tanken om, at hun skal undvære sin familie og ikke mindst sin nyfødte nevø, gør det svært at forlade landet.

– Der kunne jeg mærke, at jeg fik lidt angst og kvælningsfornemmelser. Jeg ringede hjem og græd. Men jeg var aldrig rigtigt i tvivl. Det føltes helt naturligt at følge Mikkel. Vi er enormt glade og lykkelige sammen, så hvis vi lige pludselig skulle til at bo hver for sig i to forskellige lande, ville det simpelthen være for trist.

LÆS OGSÅ: Fravælg børn og bliv lykkeligere

– Det er selvfølgelig hårdt at være væk fra familien, og jeg føler, at jeg har valgt dem og mine venner fra på en eller anden måde Men det er jo ikke værre, end at jeg kan tage hjem til København på fire timer. Jeg snakker med dem flere gange om ugen og skyper. Og de kommer på besøg.

Fordi hun har en positiv indstilling til at være væk hjemmefra, er Julie faldet godt til i Paris. Hun bruger hverdagene på at læse international handel og marketing som fjernstudie, en uddannelse der svarer til den, hun var i gang med i Danmark. Derudover passer hun sin franskundervisning to gange om ugen. Og så er Paris jo ikke den værste by, man kan flytte til.

– Jeg bruger meget tid på at opleve byen, og jeg har fået nogle dejlige veninder hernede. Det er jo ikke det samme som at bo i København. Her oplever man noget nyt, hver gang man går ud. Jeg tror, at jeg har indstillet mig på ikke at kede mig.

Når ens elskede er en kendt professionel sportsmand, og man har valgt livet som medrejsende kæreste, må man ofte stå på mål for andre menneskers fordomme.

– Jeg tror måske, at folk ikke tænker over de muligheder og den oplevelse, der er i det. Der er jo mange, der gerne vil studere i udlandet. Og det er jo lidt det, jeg gør. Folk tror jo, at jeg sidder alene hjemme og keder mig. De ser de her ”fodboldkæreste”-stereotyper for sig. Dem, der tager med til udlandet og ikke rigtigt laver noget, og så kommer til at kede de sig, og for at undgå det så får de et barn. Men når folk så hører, at jeg tager en uddannelse, så ser de det på en anden måde. Jeg ved jo godt, at hvis jeg ikke får en uddannelse, så har jeg ikke noget senere, så jeg tænker meget over, at det er vigtigt. Og jeg får en masse erfaring, der giver mig nogle kompetencer på arbejdsmarkedet.

– Lige siden jeg mødte Mikkel, har det været hans liv, det har handlet om. Jeg føler ikke, at der går noget af mig af den grund. Jeg sørger for, at jeg får vendt det til noget positivt. Jeg lærer et nyt sprog og en ny kultur at kende. Så i stedet for at tænke, at det går ud over min karriere og mit sociale liv, så tænker jeg, at jeg sagtens stadig kan få det hele og samtidig få denne her vildt fantastiske oplevelse ud af det. Jeg føler, at jeg får mere ud af det, end jeg vælger fra.

Læs videre på næste side. Jane Thoning Callesen, 29. Bor sammen med sin mand, Jan, og børnene, Max, 4 år, og Anna, 2 år, i Odense. Er aktuel med bogen ”En blid start”, der handler om ”attachment parenting” – en amerikansk forældrefilosofi, der bygger på, hvordan man gennem sensitiv og lydhør opdragelse kan styrke tilknytningen til sit barn. Valgte ph.d-stilling fra for i stedet at være hjemmegående mor.

Jane Thoning Callesen har altid været fagligt ambitiøs. Da hun stod med studenterhuen på hovedet, vidste hun præcis, hvad hun skulle bruge eksamensbeviset til. Hun skulle være medieforsker. Derfor tog hun efter gymnasiet på universitet, hvor hun gennemførte en bacheloruddannelse i medievidenskab. Derefter rejste hun til USA og kom hjem med en kandidatuddannelse i journalistik. Hjemme i Danmark satte en graviditet midlertidigt en stopper for uddannelsesplanen, men da fødslen og barselsorloven var slut, skulle hun tilbage til bøgerne, for der lå en ph.d.-stilling og ventede på hende.

– Jeg lagde alle de sten, jeg skulle, for at kunne hoppe ind i et ph.d.- forløb og blive medieforsker. Da tiden kom, min barselorlov var slut, og jeg gik i gang med ph.d.-forløbet, kunne jeg mærke, at det grundlæggende var forkert at skulle være væk fra vores søn så mange timer om dagen, som en forskerstilling ville kræve. Moderfølelserne kom bag på Jane Thoning Callesen.

– Det var overraskende for mig, for under graviditeten sagde jeg til min mand: ”Du tager i hvert fald halvdelen af den her barselsorlov, for når jeg er færdig med min, så vil jeg i gang igen.” Jeg ville ikke være sådan én, der spildte mit liv på at tørre numser. Men inderst inde havde Jane Thoning Callesen slet ikke lyst til at være medieforsker på dette tidspunkt. Hun ville gerne have lov til at være mor i fred og ro. Men det krævede, at hun lagde dét, hun havde brugt hele sit studieliv på at bygge op, på hylden.

– Jeg valgte at sige farvel til den ph.d-stilling, som jeg havde brugt et helt studieliv på at få. Det var svært, for hele min identitet var bygget op om, at jeg skulle være medieforsker. Jeg følte også, jeg svigtede min ph.d.-vejleder og alle de dygtige mennesker på universitetet, der havde hjulpet mig med at få det her projekt i stand. Jeg følte virkelig, jeg lod dem i stikken og stak halen mellem benene.

I dag er det over fire år siden, at beslutningen om at blive hjemmegående mor blev truffet. Søvnløse nætter og omverdenens skeptiske kommentar over for valget gjorde, at projektet i første omgang var tidsbegrænset.

– Vi valgte en lidt defensiv strategi, hvor vi sagde, nu prøver vi det her i tre måneder ad gangen – senere blev det så til et halvt år ad gangen. Vores udgangspunkt var, at det er noget, vi gør, så længe børnene stortrives med det, og jeg har det fantastisk med det. Så har det ene halve år bare taget det næste. Hver gang, vi tager det op, bliver vi enige om, at den her livsstil faktisk er så god, at vi godt vil fortsætte med den lidt længere.

Men fravalget af studiet og arbejdslivet er ikke for evigt. Selvom det har været en luksus at kunne sove, til man var udhvilet, og lave lækker morgenmad med boller og pandekager til resten af familien hver morgen i løbet af de sidste fire år, så er Jane Thoning Callesen ikke hjemmegående mor for altid.

– Nu er børnene ved at være store, så det varer nok ikke så længe, før de skal af sted på den ene eller på den anden måde. Så kan jeg gå i gang med noget nyt og spændende. Det at være hjemmegående i dag er jo nødvendigvis ikke en markør, der kommer til at præge en hele livet.

– Det har vist sig, at når man lukker en dør, så åbner der sig en ny. Nu har jeg skrevet på en bog, og der er et par andre ting på tapetet. Der er kommet nogle andre jobmæssige ting, der har vist sig at være sjove at lave, og som jeg sagtens kan lave sideløbende med, jeg har børnene.

Jane Thoning Callesens mand har et job, der bl.a. har været med til at muliggøre, at hun kunne gå hjemme.

– Der har været nogle økonomiske afsavn, det er klart. Men vi har lagt et budget. Og vi er heldige: Min mand er læge, så vi bor i en billig embedsbolig. Vi køber ikke dyrt mærkevaretøj til børnene, og vi er bevidste om, hvad vi bruger pengene på i hverdagen.

Men hverken økonomisk afsavn eller frygten for at vende tilbage til et arbejdsmarked, hvor der ikke er plads til Jane Thoning Callesen, har været store nok til, hun i dag fortryder sit valg.

– Jeg tænker hver eneste dag på, at hold da op, hvor var det heldigt, at jeg trods alt kunne oparbejde nok mod til at følge min intuition og mit hjerte, da jeg stod i den forfærdelige overvejelsesfase for nogle år tilbage. Jeg føler mig privilegeret over at have det her helt tætte, intuitive bånd til vores børn. Og at have været den, der har set dem vokse op. Der har været så mange guldstunder, og det er der stadigvæk i løbet af hverdagen, hvor jeg tænker, at det er fedt, det er mig, der oplever det her med dem.

LÆS OGSÅ: "Folk tror, at jeg er Dyvia Das"