Kasper Hjulmand: "Jeg har altid ment, at det vigtigste i livet er meningsfulde reaktioner"

Det var på det legendariske pressemøde i Københavns Lufthavn den 8. juli 2021, at vi var mange, der fik øje på Kasper Hjulmand. Hvor han blev kendt langt ud over fodboldverdenens grænser. Knap en måned efter åbningskampen i Parken, hvor Christian Eriksen faldt om med et hjertestop. På pressemødet takkede Kasper Hjulmand den danske befolkning for opbakningen – dybt berørt og med hele herrelandsholdet bag sig. At se en landstræner give slip på følelserne på den måde rørte noget i mig. Jeg, der normalt aldrig ser fodbold, havde fulgt med i ALT omkring Danmarks deltagelse i EM siden Eriksens kollaps, og især havde jeg fulgt med i Hjulmands udtalelser. Den mand kunne jo noget med empati. Med følelser. Med nærvær. Og med lederskab. Og jeg var ikke den eneste kvinde, der havde fået det sådan, fandt jeg ud af undervejs.

Da jeg læste en artikel i Berlingske med overskriften ”Derfor erklærer kvinder deres kærlighed til Hjulmand”, blev jeg overbevist om, at han naturligvis skulle interviewes i ALT for damerne. Det var så ikke så let, fandt jeg hurtigt ud af. Gang på gang fik jeg at vide, at landstræneren desværre ikke havde tid, men prøv igen om en måned. Om to måneder. Efter nytår. Og så, lige pludselig, mens jeg sidder en mandag eftermiddag på en café i Rom, tikker en sms ind: ”Hjulmand har måske mulighed for interview onsdag eftermiddag tæt på lufthavnen, har det interesse?”. Som sendt fra himlen. Onsdag er den dag, jeg skal hjem fra Rom. Og derfor sidder jeg nu her. Onsdag eftermiddag. Med den travle landstræner. I lufthavnen. Han er på vej til Tyskland. Jeg er lige landet fra Rom. Han har 45 minutter.

Når du er her i lufthavnen, tænker du så på det pressemøde den 8. juli?

"Nej, ikke umiddelbart, for pressemødet foregik i den gamle hangar ude bagved. Men når du nu spørger, så kommer det da tilbage til mig, og jeg kan kun sige, at det kom virkelig bag på mig, at jeg blev så berørt den dag. Jeg havde slet ikke forestillet mig, at jeg var et sted, hvor jeg kunne blive helt grådkvalt. Men mens jeg stod på det pressemøde, fik jeg pludselig sådan et billede af Christian Eriksen inde i hovedet og af alt det, han havde været igennem, og da jeg så samtidig fik øje på spillernes ansigter og vidste, hvad der gemte sig af historier hos alle på holdet, så knækkede stemmen. Der blev jeg simpelthen ramt. Normalt ved jeg godt, hvornår jeg bliver ramt og er forberedt på det, men der kom det som et lyn fra en klar himmel."

Hvorfor tror du, at det skabte så meget medieopmærksomhed, at du viste følelser på pressemøderne?

"Det blev allerede bemærket den 12. juni, da jeg blev interviewet efter kampen, hvor Christian faldt om, og hvor jeg også var meget bevæget. Der sagde jeg noget med, at vi bliver mindet om, hvad der er det vigtigste i livet, når sådan noget sker. Jeg stod jo og kiggede op på min kone og mine børn, mens Christian lå på banen, men jeg måtte ikke gå over til dem på grund af coronarestriktionerne. Det samme gjaldt for spillerne."

"Alle havde lyst til at kramme deres familier lige der. Jeg stod også og så, hvad der skete med Sabrina, Christians kone, og jeg prøvede at sætte mig ind i, hvordan hun og børnene måtte have det i de minutter. Hvordan Christians forældre måtte have det. Jeg har altid ment, at det vigtigste i livet er meningsfulde reaktioner, og når det handler om netop det, kan jeg ikke holde mine følelser tilbage. Det var det, der kom til udtryk på de pressemøder, og ja, så har jeg bagefter fået at vide, at det er der mange, der har reageret på."

"Jeg havde ikke selv tænkt over det, for jeg har aldrig været bange for at vise, hvem jeg er. Vise, at det er en del af det at være menneske, at man har forskellige følelser. Og det er egentlig bare det, jeg prøver at holde fast i. At stå ved, at ja, sådan er jeg. Der er en masse fejl og ting, jeg kan gøre bedre, eller som andre synes skal gøres anderledes, men jeg kan kun komme med det, jeg har."

Når mange har reageret på, at Kasper viste følelser, så tror han selv, det handler om, at der i forvejen er en bevægelse i gang.

"Det gælder jo hele debatten om køn, seksualitet, etnicitet og diversitet i det hele taget. Jeg tænker, at vi snart må nå frem til, at man kan være det, man er. Når jeg står og græder på et pressemøde, så handler det om, at de kasser, vi er vokset op med, at vi skal være i, er ved at blive blødt op, og at vi er ved at finde ud af, at vi alle først og fremmest er mennesker. Og ja, så kan der være alle mulige etiketter man gerne vil putte på, men lad os da prøve at komme af med dem."

Du siger, at du ikke er bange for at vise, hvem du er, har du altid været i kontakt med dig selv på den måde?

"Nej. Jeg tror, at jeg er lige som alle andre. På jagt efter et godt liv. Og i det ligger der jo en evig søgen efter et svar på spørgsmålene: Hvem fa’en er jeg egentlig? Hvad tror jeg på? Hvad står jeg på? Hvad er det for nogle mennesker, jeg gerne vil være sammen med? Jeg har haft en opvækst hos mine forældre, hvor jeg har følt mig elsket, og jeg har ikke følt, at jeg skulle spille skuespil overfor nogen. Men jeg tror, jeg er fuldstændig lige som alle andre. Jeg har været i tvivl rigtig mange gange. Været søgende. Og det har været vigtigt for mig hele tiden at prøve at holde fast i min identitet."

Har du altid kunnet vise følelser privat?

"Ja. Da jeg blev gift med Vibeke i 2000 og skulle holde en tale, hulkede jeg mig igennem den. Det drillede mine venner mig lidt med, og jeg kan især huske, at min gode ven Thomas sagde: ”Årh, du hyler, mand!”. Det sjove er, at da Thomas nogle år senere skulle holde tale til sit eget bryllup, var han også totalt grådkvalt, ha ha. Men ja, jeg bliver ramt lidt af den der dybe, dybe kærlighed til dem, jeg har tættest på mig. Børnene. Min kone. Og så skal der ikke så meget til. Det kan også komme, hvis jeg ser noget rørende med børn i fjernsynet... Og det er blevet endnu værre, efter jeg selv har fået børn."

Han griner lidt undskyldende.

"Vibeke ved udmærket godt, at jeg har det sådan, og min datter, Liva, kigger også over på mig engang imellem, hvis vi ser noget sammen. Hun kan også godt blive rørt."

Kasper holder en lille pause og har så brug for at understrege et par ting. Måske så interviewet ikke stikker helt af i tårer og blød mand.  

"Jeg vil gerne lige sige, at vi altså ikke sidder og hyler hele tiden, når landsholdet er sammen. Det er faktisk meget, meget sjældent, men når der sker sådan noget, som det, der skete med Christian, så er jeg ikke bange for tårer. Styrke er ikke bare at kunne tørre tårerne væk, mande sig op og vise hårdhed. Styrke er, at der er plads til, at man kan reagere forskelligt og at man finder ud af, hvad der kan hjælpe den enkelte videre. Reaktioner kommer i forskellige tempi. Nogle bliver ramt med det samme, for andre går der nogle dage eller længere tid. Og alt er okay. Der skal være plads til det hele. Men når det er sagt, så er jeg altså også en hård banan."

Hvem er Kasper Hjulmand?

• Træner for herrelandsholdet i fodbold siden juni 2020.
• Tidligere aktiv fodboldspiller, men indstillede karrieren som 26-årig efter syv knæoperationer.
• Har været træner for bl.a. FC Nordsjælland og studeret idræt med speciale i coaching ved Københavns Universitet.
• Kåret som ”Årets Træner” i dansk fodbold tre gange og sidste år kåret som ”Årets Leder” af organisationen Lederne.
• Født i 1972.
• Gift med Vibeke, som arbejder i Dansk Psykologforening.
• Sammen har de Marcus, 23, Mikkel, 20, og Liva på 13 år.

Og hvad ligger der så i det?

"Jeg tror grundlæggende på, at for at blive stærk skal man have modstand. Man skal falde og slå sig. I overført betydning. Og man skal kæmpe sig igennem nogle ting somme tider, hvor der ikke er nogen kære mor. Op og videre. Men for at få robusthed og styrke ud af det, så er det samtidig vigtigt, at man føler sig elsket. Jeg kan f.eks. presse mine børn sindssygt hårdt og kræve rigtig meget af dem, fordi de grundlæggende ved, at jeg elsker dem ubetinget. Lige meget hvad de gør og hvilke resultater, de kommer med, så ved de, at jeg er der. Omvendt, hvis man ikke føler sig elsket, så får man knubs af at blive presset."

Hvornår er du arbejdsmæssigt en hård banan? 

"Noget af det, vi arbejder meget med på landsholdet, er tillid og ærlighed. Jeg er selv hundrede procent ærlig, og det betyder, at jeg nogle gange er brutalt ærlig. Jeg kan være helt direkte i min kommunikation. Det forventer jeg så også den anden vej. Jeg forventer, at andre ærligt siger til mig, hvad de mener. Jeg er ikke tankelæser. En anden ting er, at jeg ikke vil tolerere, at spillerne eller andre i vores gruppe taler dårligt om hinanden hverken indadtil eller udadtil. Jeg forventer loyalitet, og hvis ikke den er til stede, så kan jeg blive rigtig sur."

Og så får folk et fur?

"Ja. Det gør de. Jeg bliver ikke på samme måde sur, hvis nogen laver en fejl. Hvis man i øvrigt gør sit bedste, så er det en del af vejen hen mod målet, at der kan ske fejl. Men illoyalitet og uærlighed, det kan jeg ikke have."

Kasper er ikke meget for at indrømme, at der skete noget med kvinders syn på ham under EM. Men han vil gerne medgive, at der er kommet flere piger og kvinder på stadion, når der er kamp. Og måske fordi vi er i lufthavnen, kommer han også lige i tanke om en anden historie herfra, som peger i retning af det samme.

"Jeg var her i lufthavnen i efteråret, og i den forbindelse mødte jeg tre ældre ægtepar. De kaldte mig over, og så tog de deres jakker af og viste mig, at de alle – mænd og kvinder – havde landsholdstrøjer på. Jeg spurgte dem hvorfor, for der var jo ikke kamp eller noget, og de fortalte, at de skulle til Mallorca og gerne ville vise, at de var fra Danmark. Og det sjove er også, at kvinderne fortalte mig, at de aldrig før havde set fodbold. Så ja, jeg vil gerne medgive, at det har haft betydning i forhold til kvinder, at vi kommunikerede så filterfrit under EM. Mange piger og kvinder kan spille med på, hvor vigtigt det egentlig er at vise, hvem man er. Men jeg tror mere på, at der kom en stemning af, at ”det her er sgu vores allesammens drenge”, end at det handlede om mig."

Men har du ikke haft oplevelser, der mere specifikt handlede om dig?

"Jo, det er da rigtigt nok, at der har været noget. Lige efter EM var jeg i Tisvilde og spise med min kone og min datter, og der var der nogle kvinder, der begyndte at sidde og råbe til mig. Hvorefter Liva sagde til mig: ”Det kan man da ikke, far, du er her jo sammen med mor!”. Så der har været nogle af de situationer..."

Hvordan er det så?

"Jeg synes, det er underligt. Og min datter synes, det er meget underligt, når fremmede kvinder tager fat i mig. Men … så siger jeg til Liva: ”Men du kan da godt forstå det, kan du ikke, skat?”"

Han griner.

"Nej, helt ærligt, jeg tænker ikke så meget over det."

Men jeg vil nu gerne holde fast i, at det er nyt, at man får mere øje på træneren. Spillerne har mange kvinder jo altid siddet og kigget på, men i sommer var det pludselig dig, alle skrev og talte om?

"Hmmm... ja..."

Du er ikke meget for at indrømme det?

"Nej... og jeg ved også, hvor marginalt sådan noget her er. Hvis vi havde tabt til Rusland, så ville det have balanceret det."

Så du tror, at det også har noget med resultaterne at gøre?

"Ja, ja, det har det helt sikkert. Hvis vi havde tabt til Rusland og var blevet sendt hjem, så var det ikke startet. Det er det med, at vi får den kæmpe forløsning og går videre, der gør, at folk går amok. Hvis vi havde tabt det hele, havde det ikke været det samme. Tingene hænger sammen."

Når du bliver konfronteret ude i det offentlige rum, hvordan håndterer du det så?

"Der er rigtig mange kvinder, der kommer hen og skal have en selfie, og som siger: ”Det er til mine børn”."

Han griner højt.

"Og så siger jeg: ”Okay, ja, det siger de alle sammen”. Jeg tager det stille og roligt. Prøver bare at være den, jeg er."

Hvad synes din kone om det? 

"Jeg tror også, at hun synes, det er lidt... aj, det ved jeg faktisk ikke. Vi har være sammen rigtig længe. Forleden dag var det faktisk præcis 30 år siden, vi kyssede første gang. Det er mange år. Jeg tror, at Vibeke bare smiler lidt af det. Men vi er begge to opmærksomme på det, når børnene er med. Liva er jo en efternøler, og der var en søndag, hvor hun og jeg var i biografen sammen. Der var en masse 13-14-årige knægte, som gerne ville have billeder med mig, og det gik der så lige 20-25 minutter med. På et tidspunkt kiggede jeg over på Liva, som stod alene og blandede slik, og der slog det mig, at vi jo var afsted for at være sammen."

"Så jeg tror, at det fokus, der er, betyder, at vi lidt oftere vælger at gøre noget sammen derhjemme. Men jeg skal lige understrege, at alt det her er sagt i den bedste mening. Jeg synes simpelthen, at folk er så søde. Og det har været fedt at opleve så mange, der er kommet hen og har sagt tak til både spillerne og mig. Tak for en god sommer. Så siger vi selv tak, og det er jo mega positivt alt sammen. Og tro mig, der skal nok komme tidspunkter i fremtiden, hvor folk ikke længere har lyst til at få en autograf og et billede, men hellere vil slå mig. Sådan er det i den her verden. "

Hvad gør du for at passe på dig selv?

"Det er klart, at jeg har skullet lære en gang imellem at få tunnelsyn. Jeg fik et par gode råd sidste sommer af en, som selv har været vant til at være meget eksponeret, og som ved, at man godt kan blive ”spist”, hvis man ikke lærer at sige nej. Jeg kan fortælle dig, at det her interview med dig er det fjerde en-til-en-interview, jeg laver i dag, og at jeg har lavet cirka 260 en-til-en-interviews siden 1. juli."

Hold da op – så kan jeg bedre forstå, du er svær at få fat på?

"Ja, jeg anede ikke, at der fandtes så mange medier. Der er rigtig mange ting, jeg gerne vil, og jeg har nok haft svært ved at sige nej. Problemet er, at der er så mange indgange til mig. Det handler ikke kun om fodbold. Det kan også f.eks. handle om ledelse, og nu er der også det her."

Og ja ”det her” er jo så et damebladsinterview, og i sådan et kommer vi ikke udenom den ultimative kvindevinkel. Forholdet til Vibeke. Som han mødte i 1992 på en idrætshøjskole i Vejle.

Hvad faldt du for?

"Jamen en dejlig bornholmsk pige..."

Han smiler.

"Livsglad og positiv. Og med Vibeke kan man virkelig tale om en kvinde, der sætter holdet før sig selv. Hun lever det, jeg kalder et altruistisk liv. Hun gør så meget for sin familie og sine venner. Hun er en kæmpe inspiration i forhold til, hvordan man kan være god for andre. Og så er bornholmere festlige. Jeg kan godt lide Vibekes fest-gen også. Hendes lattermildhed."

Var det kærlighed ved første blik?

"Det var en overrumpling. Hun overrumplede mig den aften. De fleste havde været på højskolen i fire måneder, da jeg ankom, så jeg var ham den nye, der ikke vidste, hvem der var hvem. Og ja, så var der en aften i byen, hvor Vibeke overrumplede mig. Og jeg faldt for hende. Ret hurtigt."

Hvordan overrumplede hun dig?

"Jeg ved ikke, hvordan det lykkedes hende."

Han griner højt og længe. Og lidt genert.

Var det din første rigtige kæreste?

"Jeg havde haft kærester før, i gymnasiet og sådan, men ja, i mit voksenliv er Vibeke the one and only."

Hvorfor er I stadig gode for hinanden efter 30 år?

"Det er igen det her med, at vi er et hold. Når folk taler om, hvad jeg har været igennem, så siger jeg altid: ”Hvad VI har været igennem”. Vibeke er grunden til, at det hele har kunnet lade sig gøre.  Vibeke har holdt sammen på tingene. Jeg har ikke altid været nem. Jeg er drevet af en passion og har haft perioder i mit liv, hvor jeg ikke har været der særlig meget. På et tidspunkt havde jeg været med til at starte en helt ny skole, SportsAkademiet, hvor jeg var underviser og forstander. Samtidig havde jeg nærmest et fuldtidsjob som fodboldtræner i Lyngby og lavede også kurser for DBU. Jeg havde været ude og rejse i en længere periode, og da jeg så endelig kom hjem, stod mit golfsæt udenfor døren."

"Vibeke havde ringet til min gode ven Karsten og aftalt med ham, at han og jeg skulle ud og spille golf. ”For jeg ved, at det er det, du har brug for nu”, sagde hun til mig. Og der må jeg bare sige, at jeg kender rigtig, rigtig mange, hvis kone, mand eller kæreste i den situation ville sige, hør her, nu har du været væk i lang tid, nu skal vi to være sammen. Sådan er Vibeke ikke."

"Og det gør jo bare, at næste gang Karsten ringer og spørger, om vi skal ud og spille golf, så kan det godt være, at jeg siger nej, jeg skal være sammen med min kone. For det er jo det, jeg allerhelst vil."

"Jeg har simpelthen aldrig forstået regler i et parforhold. Eller at man har behov for at spørge sin partner, om man ”må” et eller andet. Vibeke har en fantastisk evne til at få det bedste frem i mig ved at være, som hun er, og hun gør mig også opmærksom på, hvordan jeg kan blive bedre. Så jeg bliver egentlig bare bedre at af være sammen med hende."

Vibeke sagde også på et tidspunkt sit job op for at følge med til Tyskland?

"Ja, det er sindssygt, ikke? Det var i foråret 2014, og meningen var, at jeg skulle tiltræde som træner året efter. Men så fik jeg et opkald om, at det alligevel ikke var om et år – det var om en uge. Tre dage senere sad jeg i et fly og skulle i gang med jobbet. Og jeg efterlod kone, tre børn og et hus, der skulle pakkes ned og sælges. Og det var altså tre børn, der skulle hives op og i gang med skole i et helt nyt land. Men det klarede Vibeke. Sådan er hun. Og der kan man bare se, hvor meget opbakning der skal til for at leve sådan et liv, som jeg gør. Den passion, jeg har, er hård ved mine omgivelser."

Er Vibeke aldrig blevet træt af dig?

"Hun brokker sig simpelthen ikke. Hun knokler. Det har hun med hjemmefra. Hendes forældre klager heller aldrig."

Så I har aldrig haft kriser undervejs i de 30 år?

"Nej, vi kriger ikke. Vi bruger ikke tid på det. Jeg kan huske, da vores datter kom i skole og hørte et skænderi første gang, det blev hun rimelig mærket af. Stemmer, der blev hævet, det havde hun ikke hørt før. Vi skændes ikke derhjemme. Det går faktisk rigtig godt."

Han griner afvæbnende.

Hvordan er du som far?

"Åh, det må du hellere spørge mine børn om."

Nu er de her jo ikke?

"Nej, det er rigtigt. Men jeg føler selv, at jeg har kæmpet med balancen. Jeg har kæmpet med tiden. Med at være der nok. Da mine to drenge skulle konfirmeres, havde jeg et job, hvor jeg ikke vidste, om jeg ville kunne være med eller ej. Jeg har været væk i gennemsnit 42 weekender om året. Vi spiller jo kampe og træner hver weekend. Der er ikke noget, der hedder vinterferie, der er vi i gang. Der er ikke påskeferie, der har vi kampe. Sommerferien har været i maj eller slutningen af juni, og efter at børnene er blevet store, er det jo sjældent, at vi har kunnet holde sommerferie sammen. Der er heller ikke noget, der hedder efterårsferie. Så vi har julen."

"Jeg har haft nogle tidspunkter, hvor jeg har følt, at jeg blev drevet for meget af min passion, og at jeg ikke var til stede. Derfor har jeg virkelig sat mig for, at når jeg er hjemme, så ER jeg hjemme, og det skal børnene vide. Jeg har indimellem foretaget nogle karrierevalg, for at helheden skulle hænge sammen, og fordi jeg VIL være far for mine børn og mand for min kone. Det vigtigste for mig i hele verden, det er den familie. De unger der. Og når jeg ikke har været nok til stede, håber jeg, at de i hvert fald har fået noget ud af at se, hvad man kan opnå ved at have en passion."

"At jeg forhåbentlig har smittet dem lidt med min passion, og at det opvejer al den tid, hvor jeg har været væk. Jeg håber også, at børnene har følt, at jeg i hvert fald har været mentalt til stede, når jeg rent faktisk har været der. Jeg har altid elsket børn, og jeg føler mig ofte bedst tilpas med børn. Mere end med voksne. Jeg synes, at børn er rollemodeller for os voksne. De viser os, hvordan man kan lære, lege og være umiddelbar. Alt sammen noget, jeg sætter utrolig højt."