"Jeg tudede hele vejen hjem, for det føltes så forfærdeligt"

Katjas veninde bad hende om at gå, fordi drengene ikke gad være sammen med hende. De syntes, hun var tyk. I dag er Katja Bamberger Bro en kvinde, som mange mænd nok ville sætte pris på at have i nærheden. Alligevel klæber usikkerheden stadig til Katjas tanker, og hun har haft brug for at forstå, hvorfor hun blev mobbet dengang i folkeskolen.

– Jeg har tit tænkt på, om det var mig, der var nærtagende og naiv og derfor hørte noget, der ikke blev sagt, men vi havde en klasse med stor udskiftning, og jeg har talt med flere af dem, der gik ud, som fortæller, at det ikke bare var mig. De husker også, at jargonen var hård, og der blev drillet og mobbet, og var man ikke så populær, blev man holdt udenfor.

– Jeg blev drillet, fordi jeg ikke så ud som de andre. Jeg boede i en lille by i Nordsjælland, og der skulle man være slank og god til håndbold – og jeg var hverken det ene eller det andet. Men jeg fik en masse kærlighed derhjemme, og jeg fik en masse tro på, at der var noget andet og bedre derude. Trods den tro gik jeg jo i skole i ni år, hvor jeg blev mobbet det meste af tiden.

Hvad har du liket i dag?

I dag er Katja udvikler af spillene Small Talk – Big Questions og ejer af bureauet FOCKSy – PR og marketing, gift og mor til tre. Idéen til spillene kom på en rejse, hvor børnene havde brugt for meget tid på deres iPads. En aften på restaurant begyndte de at stille hinanden spørgsmål, som de selv fandt på, og pludselig glemte de alt om telefoner og iPads. Deraf voksede idéen om samtalespillet, der kan puste liv i familiesnakken.

– Idéen med Small Talk var egentlig, at vi skal lægge telefonerne væk og være mere nærværende. Men da jeg en dag fik stukket en flyer i hånden fra Red Barnet, hvorpå der stod "Hvad har du leget/liket i dag?", slog det mig, hvor vigtigt det er at tale om, hvad vi laver digitalt. Vi er så vant til at spørge vores børn om, hvad de har lavet i løbet af dagen, men børnene bruger, ligesom os selv, en stor del af dagen digitalt og på sociale medier, så derfor er det vigtigt også at tale om, hvad de har lavet og liket på den front. Deraf opstod spillet, som jeg lavede i samarbejde med Red Barnet sidste år.

– Efter at have lavet et spil med Red Barnet fik jeg kontakt til julemærkehjemmene. Det er der kommet et nyt Small Talk-spil ud af, der sætter gang i samtaler om trivsel, mobning, sund mad, skole, selvværd, motion, venskab, følelser, fælleskab, sociale medier, digitale vaner, familie og drømme. Novo Nordisk har sponsoreret spil til alle børn på julemærkehjemmene, som de får med hjem efter deres ophold.

Mobning sætter sig for livet

På julemærkehjemmene har børnene kun adgang til de sociale medier i to timer om dagen. Det er en digital detox at komme på julemærkehjem, men det er nødvendigt for at fjerne en væsentlig stressfaktor særligt for de mobbede børn. Når Katja tænker tilbage på sine egne oplevelser, bliver hun urolig for, hvordan de oplevelser kan se ud i vores digitale tid.

– Forleden mindedes jeg en episode fra syvende klasse. Nogle var begyndt at blive kærester, og jeg cyklede op til en veninde en aften for at hænge lidt ud på vejen, som vi gjorde. Min veninde havde fået en kæreste, og han var også dukket op med sin ven. Da jeg næsten lige er kommet, går hun hen til mig og siger: "Han gider ikke se på dig, og jeg synes, det er lidt pinligt, hvis det er mig, der sender dig hjem, så kan du ikke lige selv finde på en grund til at tage hjem?", og så stod de tre andre og kiggede på mig, som om de afventede, hvad jeg ville gøre, for de ville tydeligvis ikke være sammen med mig. Jeg fik fremstammet noget a la: "Jeg har ondt i mit hoved, så jeg cykler hjem".

– Jeg tudede hele vejen hjem, for det føltes så forfærdeligt. Heldigvis var mit hjem mit helle. Der kunne jeg ligesom komme væk fra de andre og de oplevelser, som gjorde mig ked af det. Min mor har lagt øre til meget og gjorde det også hele natten efter den episode.

– Havde jeg været barn i dag, kunne mobberiet have forsat, efter jeg var kommet hjem. Det kunne være, at nogen havde optaget det, taget et billede eller skrevet et eller andet. Jeg kunne komme hjem til mor og slikke mine sår. Men den pause har børn i dag ikke. Mobberiet følger dem overalt. Selvom jeg skulle møde i skolen næste dag og se dem i øjnene, der havde såret mig, så kunne jeg komme hjem og få en pause og blive bygget op af mine forældre.

– Min mor og far lærte mig, at det er det, som man har indeni, der er det vigtige, og det tog jeg til mig. Men da jeg så tabte mig til min konfirmation, fordi jeg gerne ville være fin i min hvide kjole, oplevede verden mig helt anderledes. Pludselig blev jeg inviteret med til fester, og der var endda et par stykker, der gerne ville være min kæreste. Verden så anderledes på mig, og derfor kom jeg til at tænke, at mine forældre måske ikke havde ret.

– Til alt held er jeg blevet klar over som voksen, at de havde ret, og det vil jeg rigtig gerne være med til at fortælle til børn. Jeg vil også gerne have, at de forstår, at den digitale verden er et felt, man skal lære at navigere i, og hvis man er sød, rar, ærlig og autentisk i det, man foretager sig, så er man også tro mod den, som man er inderst inde. Det er vejen frem at opføre sig ordentligt.

Hvad betyder de oplevelser for dig i dag?

– Når jeg går ind i et rum i dag, særligt hvis der kun er kvinder i rummet, så tænker jeg: "De synes nok, at jeg er tyk". Det sidder i mig, og jeg tror aldrig, jeg kommer fra det. Men lige efter den tanke tænker jeg også: "Men jeg er smadderdygtig til det, jeg laver, og jeg har aldrig hørt om nogen, der ikke har haft lyst til at prøve Small Talk – Big Questions, når de har hørt, hvad der ligger bag". Jeg er så glad for mit liv i dag og vil så gerne inspirere – især børn – til at forstå, at man skal være glad for at være den, man er. Og hvis man bliver afvist, kan det betyde, at man skal gå en anden retning i livet. Mit yndlingsudtryk er: Everytime I thought I was being rejected –I was actually being re-directed into something better. Det gælder om at søge det, som gør dig glad og giver dig energi, og finde troen på dig selv.

Hvorfor er det særligt kvinder, der får den usikkerhed frem i dig?

– Det var mest pigerne i min skoletid, der var stride imod mig. Derfor er jeg stor fortaler for, at kvinder skal hjælpe hinanden. Der er et gammelt ordsprog, der siger, at kvinder er hinanden værst. Jeg tror på, at vi kan være hinanden bedst. Vi kan så meget. Nogle gange tror jeg alligevel, at det er nemmere at være blandt mænd, for de er ikke udspekulerede og beregnende, som kvinder kan være – særligt over for hinanden. Det kan være svært at navigere i kvindelige hensigter. Den adfærd forsøger jeg bevidst at undgå, og derfor er mange af mine nye bekendtskaber blevet meget vigtige for mig. For jeg samler kun på mennesker, der oprigtigt vil mig det godt.

Hvornår begyndte du at tro på dig selv?

– Efter folkeskolen. Jeg blev behandlet anderledes og havde en rigtig sjov tid i gymnasiet og på universitetet, og der skete et skift i den rolle, som jeg havde. Måske er det også fordi, at man med alderen er mere og mere med til at finde sin egen vej, og dermed kommer menneskene omkring en til at minde mere om en selv.

– Men det er jo sådan med roller, at man bliver husket for dem. 15-20 år efter jeg var gået ud af folkeskolen, havde vi en reunion med klassen, hvor en af mændene mødte mig med sætningen: "Nå, jeg kan se, at du stadigvæk er tyk, Katja". Der gik det op for mig, hvor godt det var, at jeg var kommet videre. Tænk at han stadig så mig som den tykke pige og ikke var interesseret i eller så alt det, som jeg havde lavet siden. Når jeg møder mennesker – nye som gamle – er mit fokus altid på at give dem positiv energi. Jeg ville aldrig tænke eller sige, som han gjorde.

Nærvær skaber selvtillid

Nærværet, som Katja gerne vil give andre muligheden for at opleve, kan hjælpe børnene med at komme til at tro på sig selv. For når andre lytter, spørger og er nærværende, betyder det, at den, der taler, har betydning. Og i en tid, hvor vi kigger meget på skærme, er spillets værdi måske større end nogensinde.

– Spillet og spørgsmålene er baseret på gode værdier, og det er vigtigere nu end nogensinde, at vi er nærværende. Mange af os bruger endnu mere tid end før corona-pandemien på sociale medier, og mange af os længes efter noget socialt. Derfor er det virkelig vigtigt at have nogle gode, værdifulde samtaler med de mennesker, vi har omkring os.

– Mit hjerte bløder for julemærkehjemmene, efter vi har lavet det her samarbejde. De giver børnene troen på sig selv, selvværd og selvtillid. Det er enormt vigtigt, for alle de tanker, de går med, om at de ikke er gode nok, skal vendes om til, at de er skønne, præcis som de er.

Traumatiserende digital mobning

Henrik H. Bøtkjær er forstander for Julemærkehjemmet Liljeborg i Roskilde og arbejder dagligt med børn, der mistrives. Henrik og Katja har arbejdet sammen om at skabe den nye udgave af Small Talk – Big Questions, som vil blive et fagligt redskab i arbejdet med børn, familier og mobning. Henrik ved alt om, hvilken betydning mobning har i dag.

– I dag holder mobning aldrig fri. Det fortsætter 24/7, og der kan altid tikke en besked ind selv kl. 2 om natten, eller måske får man ingen likes på noget, man har postet. Likes har en enorm betydning for børnene. De tæller dem, og hvis de ikke får likes nok, er det fordi, de ikke er en del af fællesskabet, og de føler, at de andre ikke kan lide dem. Sociale medier er gode til meget, men de har en bagside, for tonen er hårdere derinde – også blandt børn. Mobning er på en måde blevet mere modbydelig, fordi der er et ansvarsløst rum på de sociale medier.

– Derudover er børn heller ikke længere sammen fysisk på en social måde. Fællesskabet har sværere vilkår i dag. Mange gamer og er derigennem sociale og en del af et gamer-fællesskab, men det kan ikke det samme som et rigtigt fællesskab. Den digitale del er den væsentligste forskel. Da Katja var barn, kunne hun netop gå hjem og tænke ”det er først i morgen, jeg skal i skole igen”, måske kunne hun endda finde på en undskyldning for ikke at tage i skole. Men i dag kan børnene ikke komme ud af de ubehagelige situationer, ved mindre man logger ud af Facebook, og det er der desværre nærmest ingen, der gør.

Kan du komme med et eksempel på, hvordan det er i dag?

– Vi havde en pige på et tidspunkt, der havde været udsat for massiv mobning. Det var så groft, at forældrene var nødt til at flytte helt ud af kommunen, fordi pigen allerede havde skiftet skole to gange inden for samme kommune. Da hun møder op på den nye skole, har en af pigerne fra den gamle skole skrevet til nogle af pigerne fra den nye skole, selvom de ikke kendte hinanden. De havde været inde på Krak, fundet ud af, hvor familien var flyttet til, og fundet skolen, hun skulle gå på. Pigen havde slettet sin Facebookkonto, så pigerne fra den nye skole kunne ikke have været inde og finde hende, før hun begyndte. Børn kan meget mere på nettet, end vi tror.

– Vi har en del børn, der har oplevet at blive fotograferet i omklædningsrummet uden tøj og i uheldige situationer, hvor billederne er blevet delt mellem børn på de sociale medier.

Hvordan hjælper I børnene, der oplever sådan noget?

– Vi arbejder meget med narrativer og fortællinger. Altså idéen om, at man bliver sin egen fortælling, for eksempel at man er den, der bliver mobbet, hvis det er sådan, man ser sig selv. Hvis man ikke arbejder med sig selv, som Katja har gjort, og som vi gør med børnene på julemærkehjemmet, så bliver ens fortælling ved med at være, at man er den, der bliver mobbet. Den fortælling arbejder vi igennem hele opholdet med, at barnet får ændret, så barnet får et bedre selvbillede i løbet af opholdet.

– Det kan være meget traumatiserende at blive mobbet i dag, for børnene kan ikke slippe væk fra det. Billederne vil altid ligge på nettet, og det psykiske pres og de oplevelser vil altid hænge over hovedet på dem. Når de ikke har et frirum, hvor de kan arbejde med sig selv, risikerer de at komme til at sidde fast i det narrativ. Det er en grim bagside af medaljen ved sociale medier. Mobning på de digitale medier opleves ofte "værre", fordi den mobbede kan have følelsen af at være blottet, da hele verden kan se med.

– Det er ikke kun overvægtige børn, der kommer på julemærkehjem i dag. Det er børn, der mistrives. Cirka 4 ud 5 børn, der kommer på julemærkehjem, har oplevet mobning. Det betyder, at mange af børnene er vant til at stå uden for fælleskabet og derfor har svært ved at tage del i fælleskabet på julemærkehjemmet, da de er bange for, at deres narrativ bliver bekræftet. Det vil kræve meget af dem i starten, for de er vant til at give op. De har givet op på deres udseende og tænker, at de bare ikke er gode nok. Men når det så lykkes for dem for eksempel at tabe sig, eller de finder ud af, at de faktisk er lige, som de skal være, og får nye venner her, så får de håb. Ligesom Katja havde et håb om, at der var mere derude. Selvom de får det skidt igen, når de kommer tilbage i deres normale skole, så er der ingen, der kan tage den succesoplevelse og tro fra dem.

Spil som fagligt redskab

På julemærkehjemmene vil man fremover bruge det nye spil som et redskab til at lette samtalen mellem børnene og de voksne. Spillet skal være en hjælp til at arbejde med børnenes egne fortællinger på en sjov og hyggelig måde.

– Ud over at være et hyggeligt spil er Small Talk – Big Questions et fagligt redskab. Det er en hjælp for både børn og voksne til at komme ind på de svære samtaleemner, og det hjælper også børnene ved at give dem en følelse af, at de ikke er alene. De finder ud af, at de ikke er unormale eller dårlige, og at det faktisk er dem, som mobber, der skal arbejde med sig selv. Når det går op for børnene, giver det dem overskud til at kunne arbejde med deres egen fortælling. Derfor taler spillet rigtig godt ind i den måde, vi arbejder på med mobbede børn. Formen er også smart, fordi det er et lille kort spil, som man kan have med, når man går en tur eller kører til svømning. Vi vil også til at bruge det i vores arbejde med familierne. For familierne har også deres egne fortællinger, og for at lykkes med at hjælpe børnene skal der også løsnes op for familiens narrativer.

Hvad kan man gøre som forælder, hvis ens barn bliver mobbet?

– Først og fremmest er det vigtigt, at man ser på det som en dårlig kultur i en gruppe eller et fællesskab som f.eks. en skoleklasse. Et barn, der mobber, er ikke et ondt barn. Det handler om kultur og mønstre i det fællesskab, som barnet færdes i. Ham, der efter så mange år stadig kaldte Katja tyk, han har modsat Katja nok ikke arbejdet så meget med sig selv. Man skal ikke tænke på det som ondskab, det er et mønster, der skal brydes, og det kræver en kulturændring og i første omgang, at vi bliver bevidste om det mønster. Og det skal børn have hjælp til, for det kommer ikke af sig selv. Derfor bør man tage fat i de andre forældre og skabe en fælles forståelse af problemet.

Hvem er Katja Bamberger Bro?

• Født i 1976.
• Stifter af firmaet FOCKSy, som specialiserer sig i marketing, PR og produktudvikling.
• Aktuel med samtalespiller Small Talk - Big Questions i samarbejde med julemærkehjemmene.
• Mor til Filippa, Oliver og Sebastian.
• Gift med Christian.