Katrine Marie Guldager følte sig ensom som ung: Særligt denne ting hjalp hende
Som ung følte forfatter Katrine Marie Guldager sig i en periode ensom, og at der var en masse, hun skulle leve op til. Men efter hun passerede de 50, har hun følt en større frihed til at kunne rumme alle sine følelser – også de negative.
Du er aktuel med andet bind i din trilogi om sure, desperate og elskelige kvinder, som du kalder dem. Hvorfor er du optaget af denne kvindetype?
"Udover at være sure, desperate og elskelige er de også kvinder over 50, og jeg har selv fundet en stor frihed i at have passeret 50 og blive fri for nogle af alle de ting, som jeg som ung kvinde følte, at jeg skulle leve op til."
Hvad er det for eksempel?
"Det er at stifte familie. Man vil gerne finde en partner og være en god kæreste og mor. Man vil gerne se nogenlunde godt ud.
Der er så mange ting, hvor man i et vist omfang er nødt til at indordne sig som ung kvinde, fordi man gerne vil klare sig, og der en masse kompromiser, man er nødt til at indgå, både når det kommer til familie og karriere – også nogle gange flere, end man synes er rimeligt. For hvad kan man tillade sig? Nogle af os havde engang sådan et system med veninderne, hvor vi hele tiden ringede og spurgte hinanden, om man nu kunne tillade sig det og det, og var det nu rigtigt, og kan jeg være det her bekendt.
Når man er over 50, har man enten fået den familie, man gerne vil have, eller også har man formentlig opgivet det. Og karrieremæssigt har mange fundet deres plads. Derfor kan der pludselig opstå en følelse af, at nu er jeg fri til i højere grad at være mig selv, fordi man kender sig selv bedre og ikke længere er så optaget af, hvad andre tænker."
Hvad indebærer den frihed?
"Der ligger en stor frihed i at kunne have alle de følelser, der nu hører et kvindeliv – og et mandeliv for den sags skyld – til. Også at have alle de negative følelser, som samfundet har travlt med at tale ned.
Nu skal du ikke være så sur. Nu må du ikke se så negativt på det. Nu må du tilgive. Nu må du komme videre. Nu må du ikke sidde fast. Vi kender jo alle de der bemærkninger. Ej, nu skal du ikke bære nag, det er ikke sundt. Det kan være utroligt trættende, fordi de negative følelser er en del af menneskelivet. Hvis du bærer nag, bærer du nag, og jeg synes, at man skal give sig selv lov til at have de negative følelser, og det er jo ikke, fordi jeg synes, at man skal lade sin vrede gå ud over sine nærmeste.
Men hvis man ikke må rumme sine egne følelser, kan man komme til at skære noget vigtigt af sig selv væk. For de følelser siger jo noget om, hvem vi er, hvor vores grænser går, og hvornår vi føler os svigtet. Så jeg prøver at portrættere kvinder i fuld figur i mine bøger."
Hvilket råd vil du give til dit yngre jeg, når nu vi taler om, at det er rart at blive ældre?
"Nogle gange skal man gå ned af nogle meget lange, grusede og stenede stier, selvom det ikke er specielt rart. Livet er jo ikke kun de rare valg, det er også de virkelig hårde. Og jeg er ikke sikker på, at jeg kunne have valgt så meget anderledes.
Men jeg kunne have ønsket for mig selv, at jeg havde været lidt mindre ensom, da jeg var ung. Det er også nogle af de erfaringer, jeg trækker på i hovedpersonen i min nye bog. Det at være ung og ensom og egentlig også føle, at det bliver værre og værre, fordi man på forhånd føler sig udenfor. Det kan godt blive en meget negativ spiral, hvor man kommer til at miste troen på, at det kan være anderledes. Jeg kunne godt have ønsket for mig selv, at jeg havde haft den tro, da jeg var i 20-30’erne."
Var det, fordi folk omkring dig begyndte at etablere sig?
"For eksempel ja. Jeg opdagede også, at det var rart at have min familie, men man kan jo ikke bygge sit liv på dem. Hvis man ikke har nået at bygge noget andet op, kan der godt komme nogle år, hvor man er ret ensom og skal finde en vej for sig selv. Og hvis det nu er en lidt ensom vej, som det jo er som forfatter, har man heller ikke rigtig et fællesskab med andre. Så det var nogle lidt ensomme år."
Hvordan kom du så ud af ensomheden?
"Jeg begyndte at danse og tage jagttegn og gjorde på den måde noget aktivt for at komme i nogle andre miljøer. Så mødte jeg nogle andre mennesker f.eks. min mand. Ensomhed handler meget om at være uforbundet med verden, så jeg kunne åbenbart godt lige forbinde mig selv til nogen, da det kom til stykket.
Jeg må alligevel have haft noget godt med hjemmefra, der fik mig til at tro, at det nok skulle lykkes i sidste ende. Men havde jeg nu ikke haft det, havde jeg måske siddet fast i det. Det handler jo meget om tilfældigheder, og jeg har nogle gange tænkt, at det sagtens kunne være gået helt galt.
Man er bare nødt til at bevæge sig ud i verden, når man er ensom, ellers visner man helt væk. Men det kan være svært, hvis man føler, at man er blevet afvist tilstrækkeligt mange gange, så har man jo ikke lyst til at blive afvist en gang til. Men den må man bare tage. Man må blive afvist, indtil det lykkes."