Katrine Muff om sit livs længste minutter: "Jeg var gravid og aborterede"

Hvilket stykke tøj vil du aldrig skille dig af med?

"Mine glimmersko fra Angulus! De pepper alting op, og jeg bliver virkelig glad, når jeg har dem på. Jeg købte dem i forbindelse med, at jeg startede med at være i fjernsynet – og jeg har haft dem på hver gang, jeg har lavet Fællessang på DR. Så man kan vist godt sige, at det er blevet en slags tryghedssko for mig, ha ha."

Hvad er det vigtigste, du har lært af dine forældre?

"Det er at have blik for andre. Min far er præst, og min mor er terapeut, og deres grundessens i arbejdslivet er at være noget for andre mennesker. Så det har også været et grundlæggende tema i hele min barndom, at man ikke bare går forbi nogen, som har brug for hjælp. Derfor havde jeg allerede som barn en meget veludviklet samvittighedssans. Det kan nogle gange godt være lidt svært, for det betyder, at jeg hele tiden har antennerne ude. Jeg bliver nemt overstimuleret, samtidig er jeg virkelig også taknemmelig for, at min forældre har lært mig at løfte blikket og have øje for andre mennesker."

Hvad er det bedste ved den alder, du har nu?

"Det er, at jeg ikke længere er i en alder, hvor folk spørger, hvad jeg skal med mit liv. Jeg slipper for: ”Hvad vil du være, når du bliver stor?”. Jeg får bare lov til at leve. Samtidig har jeg mange ting foran mig, som jeg ikke har oplevet endnu, men som jeg er spændt på, hvad er."

Hvad er dit bedste juleminde?

"Jeg kan huske, fra jeg var lille, at vi aldrig lavede planer, når det var advent. Så sad vi derhjemme alle sammen, spiste juleslik og sang salmer. Min far og mor lærte os nogle gange nye samler. Jeg husker f.eks. tydeligt, da de sang ”Hjerte, løft din glædes vinger” for første gang. Det var noget helt særligt."

Hvad er din yndlingsjuletradition?

"Jeg er en hardcore traditionspige, når det kommer til jul. Julen er noget helt særligt, som især min far og jeg er begejstret for. Vi er nærmest lidt fanatiske omkring det. Men jeg tror, at det bedste øjeblik er, når jeg begynder at høre julemusik og fortsætter med det i hele december. I november starter jeg op med musik, der minder lidt om jul – men som ikke er det! Det minder bare om, fordi jeg næsten ikke kan vente. Julen er min redningskrans, når det bliver den mørke tid. Jeg har så svært ved januar, februar og marts, fordi der ikke er noget, som man kan hænge den mørke tid op på og veksle til noget hyggeligt. Det er netop det, som jeg elsker ved julen."

Hvad er den største ros, du har fået?

"Det var noget, som jeg fik at vide for nylig. Der var en, der sagde til mig, at når jeg sang, så var der plads til andre mennesker i musikken. Og det blev jeg simpelthen SÅ glad for. Jeg elsker det der fællesskab, som man har om musik. Jeg har faktisk altid været ret usikker på min egen stemme. Jeg følte mig ikke som nogen stor sanger, så jeg har virkelig skullet arbejde meget for at stå ved min stemme. Men da jeg fik det der at vide, der gav det hele ligesom mening også i forhold til, hvordan jeg oplever, at jeg selv synger sangene."

Hvad er dit mest irriterende karaktertræk?

"Det er både lidt en velsignelse og en forbandelse, at jeg snakker meget, ha ha. Jeg kan nemt komme til at fylde for meget."

Hvad har været dit livs længste minutter?

"Det har nok været tiden i forbindelse med, at jeg var gravid og aborterede. Jeg har to børn, men imellem de to var jeg gravid og aborterede. Vi var på Bali, da det skete, og det var lidt svært, at kommunikationen var svær, og vi derfor ikke rigtig vidste, hvad der skete. Så det var virkelig nogle lange dage, hvor jeg godt kunne mærke, at der var noget galt. Og det havde jeg ret i. Det foregik dog ret udramatisk, fordi jeg selv havde haft følelsen af, at det var på vej. Det er egentlig en proces, som jeg er ret taknemmelig over i dag, fordi jeg følte, at jeg kunne mærke min krop. Den tog ikke røven på mig. Det svære var at vente på, at det skete – men vi var heldigvis af sted med nogle venner, som greb os."

Jeg bliver upopulær, når jeg siger det, men jeg synes …

"… at nye kartofler er totalt overvurderet at spise. Når jeg siger det, løfter folk som regel et øjenbryn. Men jeg kan slet ikke lide kartofler. De kan være nye, de kan være gamle, jeg er fuldstændig ligeglad, jeg spiser dem ikke med særlig stor vellyst. Da jeg var barn, udviklede jeg faktisk en teknik, hvor jeg kunne smugle dem fra min tallerken og ind i stuen, hvor jeg gemte dem bag vores højtalere til stereoanlægget, indtil jeg kunne smugle dem videre ud i skraldespanden senere på aftenen. Mine forældre lod mig ikke gå på toilettet, mens vi spiste, hvis de havde mistanke om kartoffelsmugling. De vidste, at jeg smed dem i toilettet, hvis jeg gik derud. Det var jo en tid, hvor det var en del af opdragelsen, at børn skulle spise op – så derfor måtte jeg udvikle den teknik, ha ha."