Kirsten Lehfeldt om at græde af lykke: "Han kan gøre mig grådlabil på et splitsekund"

Hvad er dit bedste barndomsminde?

– Det er min årlige tur i Tivoli med min elskede morfar. Jeg boede i Skanderborg, og vi tog natbåden fra Aarhus klokken 22, og næste morgen klokken 7 vækkede kahytsjomfruen os, når vi lagde til i København. Mere eksotisk kunne det ikke blive. Jeg måtte prøve alle de forlystelser, jeg ville. Jeg spiste candyfloss, et glaseret æble og en pose popcorn, og jeg fik en ridetur på en af ponyerne, hvorefter der blev taget et billede af mig til hest, som jeg fik med hjem til minde om dagen. Det var kæmpestort.

Hvad er det vigtigste, livet har lært dig?

– Hvis jeg skal uddrage essensen, må det være: At kærligheden er det vigtigste af alt, at være taknemmelig og aldrig tage noget for givet, at behandle andre mennesker, som man selv vil behandles, at tid er dyrebart, og hvert sekund tæller, og at man skal følge sit hjerte og sin mavefornemmelse.

Hvornår har du sidst grædt?

– Sidst jeg fældede en tåre, var det af lykke. Jeg skulle lægge mit lille barnebarn på to år i seng, og da han lagde sin lille hånd i min, og vi lå helt stille i mørket sammen, ønskede jeg bare, at tiden gik i stå, så det øjeblik kunne vare ved. Han kan gøre mig grådlabil på et splitsekund.

Hvordan skal man være for at blive din ven?

– Jeg har meget forskellige venner fra mange forskellige samfundslag. Det, de alle har tilfælles, er humor, at de er gode at tale med og er til at stole på. Vi følger med i hinandens liv og deler sorger og glæder. Vi har kemi og kan stille ind på samme frekvens.

Hvornår fandt du af, at du var god til det, du laver?

– I mit fag er tvivlen nok den vigtigste følgesvend, og man er aldrig bedre, end man var sidste gang. Der vil altid være detaljer og tolkninger, som jeg synes at have overset, og som jeg kunne have gjort bedre. Man starter forfra, hver gang man starter et nyt prøveforløb og går i gang med en ny rolle, og man bliver hele livet bedømt og er hver gang oppe til eksamen. Som skuespiller hviler man ikke længe på laurbærrene. Jeg bliver aldrig færdig med at udforske mit fag. Jeg synes altid, jeg kan lære mere og blive bedre.

Hvad er din hjertesorg?

– Hjertesorg er den dybeste og mest ubærlige smerte og den, jeg frygter mest. Det gør så ondt at miste et elsket menneske, og jeg har oplevet det flere gange. Den sidste, jeg mistede, var min mor, og jeg savner hende hver dag. Jeg har ladet mine elskede mennesker, som ikke er her mere, flytte ind i et rum i mit hjerte, hvor jeg bærer dem med mig, så længe jeg lever.

Hvilket karaktertræk ved dig selv, kan du bedst lide?

– Jeg er glad for min nysgerrighed, da den hele tiden bringer nye udfordringer og oplevelser med sig. Jeg er glad for at være født med et lyst sind og have let til latter – det gør ofte livet lettere at manøvrere i. Og jeg er stædig og udholdende – og det gør, at når jeg sætter mig noget for, gennemfører jeg.

Hvad kan få dig til at grine?

– Lige nu er jeg så priviligeret at have Tivoli som min arbejdsplads, hvor jeg spiller sammen med mine gode venner Peter Frødin, Mia Lyhne og Anders W. Bertelsen. De får mig til at grine hver eneste dag. Vi er lidelsesfæller, og de er også udstyret med det der barnlige gen, der helst skal luftes hver dag.

Hvis du skulle skrive din egen nekrolog, hvad skulle der så stå?

– Hun ville gå i døden for sine nærmeste. Dem, hun elskede, elskede hun. Hun var sine venners ven. Hun gjorde sig umage, hun var til at stole på, og hun havde et vidunderligt priviligeret og rigt liv.