Kirsten Siggaard: "Folk forstår ikke altid, hvorfor vi er skilt"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var Stillingevej, som gik fra Slagelse til Stillinge Strand. Der var halvanden til to kilometer fra vores hus ned til den dejligste strand. Det var et trygt hjem, hvor både min mor og far var hjemme. Min far havde en blomsterforretning, gartneri og anlægsforretning, og min mor gik hjemme.

– På første sal boede min farmor og farfar hele min barndom, så der var altid mennesker. Jeg havde en søster der var 14 år ældre end mig, så hun var nærmest ved at flytte hjemmefra, da jeg blev født. Hun er her desværre ikke mere. Jeg har også en søster, der er to år ældre end mig. Det var et hjem med klaver, og begge mine forældre havde gode stemmer og sang i kor.

Dit livs omvej?

– Jeg tog til USA som ung for at være i huset hos et par. Der måtte jeg ikke synge, når herren i huset var hjemme. Jeg var faktisk ved at blive sendt hjem igen, fordi jeg altid gik og nynnede. Men jeg var glad for at være der, og jeg har stadig kontakt til kvinden i huset, som var dansk og kom fra Slagelse.

Hvordan fandt du din levevej?

– Da jeg kom hjem fra USA, blev jeg ansat som bankelev. En af kunderne i banken var min tidligere korleder, og han sagde, at der var en ledig plads i koret om søndagen. Den plads fik jeg og havde den de næste ti år. Men undervejs manglede den lokale amatørscene en til at spille den kvindelige hovedrolle. Den fik jeg to gange og kom i tv begge gange.

– Mens jeg stadig sad i banken, læste jeg i avisen, at der var et orkester, der manglede en sangerinde. Jeg troede, det var en flok gamle mænd med violiner, men da jeg ringede op, fik jeg at vide af en kvinde, at jeg skulle tale med hendes søn, men at han ikke var kommet hjem fra skole. Det var heldigvis gymnasiet. Næste år er der 45 år siden, jeg havde første job med det orkester, og det var også der, jeg lærte Søren Bundgaard at kende.

Har du nogensinde taget en genvej?

– I 1983 spurgte Søren, om jeg ville med til melodigrandprix. Efter vi havde sendt vores sang ind, ringede Jørgen de Mylius til mig og sagde, vi var med. Jeg blev så stolt og glad. Jeg sad stadig i banken, og der var virkelig noget at fortælle om i frokostpausen, for jeg var et fuldstændig ubeskrevet blad.

– Jeg skulle først og fremmest ud og have en ny kjole. Jeg skulle gå på scenen i høje hæle, og det var jeg ikke vant til. Der var også en masse røg på scenen. Jeg kunne intet se, og så skulle jeg gå i høje hæle og synge live. Det var en stor mundfuld for mig. Det endte som en kæmpe nedtur, for bandet Sir Henry havde sagt, at hvis jeg fik en god placering, skulle jeg med dem på turne. Men jeg endte på en syvendeplads.

– Året efter kom Det’ lige det, og det er den sang, der gør, at jeg sidder her i dag. Fra da af kunne vi hvert år grundlægge vores økonomi på vores grandprixsange, for vi kom på turne bagefter og sang for høj og lav og i udlandet. Det hele havde meget med den sang at gøre. Hvis jeg ikke havde sunget den, var jeg nok blevet pensioneret fra banken nu.

Har du nogensinde været på afveje?

– Vi lavede to singleplader sammen, men det blev aldrig til mere, for så gik orkesteret i opløsning. Kort efter var der et bookingbureau, der ringede efter mig og spurgte, om jeg ville synge i Tivoli med Svend Nicolaisens orkester. Men jeg kunne ikke lide at sige mit job i banken op, og jeg var bange for, at det kun var et sommerjob, når det nu var i Tivoli. Det føltes for risikabelt. Hvis jeg var kommet ind i branchen på den måde, var jeg måske ikke kommet med i grandprixet. Jeg var nok blevet en god sangerinde, men jeg havde måske aldrig fået chancen for at slå igennem og leve af det.

Hvornår har du stået ved en korsvej?

– Jeg havde orlov tre gange fra den bank, jeg arbejdede i. Første gang i 1984 fordi jeg skulle synge til en række modeshows. Anden gang fordi vi fik så travlt med koncerter, og da jeg samtidig var blevet gravid, skulle jeg have et halvt års barselsorlov. Da den var slut, havde vi vundet grandprixet igen. Da jeg blev tilbudt en teaterrolle, ville jeg ikke være bekendt at søge orlov igen. Jeg aftalte med bankdirektøren, at jeg altid kunne vende tilbage, hvis showbiz ikke var mig. Den 1. januar 1986 blev jeg selvstændig, og det har jeg været siden.

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

– I de 45 år jeg har været i gang, har jeg ikke leveret de store skandaler. Nogle synes måske ikke, jeg altid har været til et 13-tal, men jeg er heller ikke uddannet hverken skuespiller eller sanger. For det meste har jeg da også fået ros.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Fint, for folk er altid søde og rare, og dem under 35 aner ikke, hvem jeg er, selv om de drikker sig fulde og fester til mine grandprixsange. Det sjoveste, jeg har prøvet, var i 1984, hvor jeg gik i Tivoli og senere skulle på scenen på Plænen, da der pludselig kommer en israelsk familie hen og stoppede mig og begyndte at synge min sang. De ville bare fortælle mig, at de kendte den, og jeg blev absolut rørt.

– Jeg har også engang stået i kø i Kastrup Lufthavn, da nogle unge fyre bag mig begyndte at stå og genere mig lidt og synge mine sange. Jeg prøvede at ignorere dem, men til sidst vendte jeg mig om, og så var det Rasmus og Nicolai Seebach (grandprixstjernen Tommy Seebachs to sønner, red.), som stod der og grinede. Jeg har kendt dem, siden de var børn, og det var jo bare for sjov.

Hvordan fandt du den vej, du bor på nu?

– Jeg har boet de sidste 20 år i Vindinge ved Roskilde, og der har jeg mange af mine venner. Men efter jeg blev skilt, kiggede jeg på nettet efter en lejebolig i nærheden af Roskilde, og denne her lejlighed i Greve blev ved med at dukke op, så jeg tænkte: Hvad mon der er galt med den? En morgen ringede jeg til ejeren og spurgte til den. Klokken 11 samme dag så jeg lejligheden, og klokken 13 var den min. 14 dage senere flyttede jeg ind, og jeg har det rigtig fint med at bo her. Jeg kender allerede flere her, og det tager kun 16 minutter at køre hen til min anden søn og mine børnebørn i Hedehusene.

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

– Det er katten, der bestemmer, hvornår vi skal op, men jeg kan heldigvis gå i seng igen, når den har fået mad. Ellers er jeg min egen herre. Jeg flyttede fra Jørgen i 2016, men vi er stadig smaddergode venner. Folk forstår ikke altid, hvorfor vi er skilt, når vi nu er så gode venner, og mange ægtepar vil nok misunde os, hvordan vi har det.

– Vores børn har heller ikke mærket, at vi er blevet skilt, men man behøver jo ikke være gift for at være gode venner. Hvis jeg ikke kan give kærlighed, vil jeg hellere være alene, for jeg vil ikke gå på kompromis bare for at have en mand i nærheden. Hvis jeg skal have en, er det en, jeg har lyst til at kramme og holde i hånden, ellers vil jeg hellere være mig selv.

– Det er dog svært at finde kærligheden igen, for jeg lever på den måde, at jeg er ude nogle timer og optræde, og så er jeg væk igen. Jeg har ikke en platform, hvor jeg møder en masse mennesker – bortset fra hoftegenoptræningsholdet. Før i tiden mødte man nye mennesker gennem børnenes skole, nu er det på “hofteholdet”.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg har givet mig selv fire år til at finde ud af, hvad der skal ske i mit liv. Så længe har jeg lejligheden her. Jeg er blevet 65 år, og jeg kan gå på pension næste år, men jeg er privilegeret og kan fortsætte så længe, stemmen holder. Jeg har blandt andet sagt ja til at optræde fire gange på Plænen i Tivoli til sommer, og jeg skal også lave Edith Piaf og Charles Aznavour-kabaret, som skal på turné i Danmark næste efterår.

– Fremover vil jeg dog også være mere krævende med hvilke opgaver, jeg tager. Jeg har indsunget så mange sange selv, som jeg skal være mere tro overfor, i stedet for at synge alle andres sange. Men jeg nyder stadig meget at komme ud at synge.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har mine børn og mine to børnebørn, som er fem og halvandet år. Jeg har sagt til deres forældre, at de altid kan spørge mig, om jeg kan passe børnene. Der kan jo ikke ske andet end jeg siger, at jeg ikke har tid. Men jeg er netop flyttet til Greve for at være tæt på dem.