Mette Kirstine har altid tilstræbt en speciel tilværelse – men nu har hun fået nok
Kan man tillade sig bare at nyde, før man skal yde igen?
At ende på sin rette hylde. Jeg har lært, at det er det mest tilstræbelsesværdige i livet.
Men udviklingen og mulighederne er eksploderet, siden man fandt på den talemåde. Så måske er der ikke kun én rette hylde at ende på. Måske råder vi over en hel reol med mange hylder. Måske har reolen også skabe, som vi kan kravle ind i hjørnet af og samle kræfter i for en stund.
Måske har alle ret til et fjumreår midt i livet – ligesom de har ret til et fedt køkken? Gud, hvor jeg håber det.
Jeg er nemlig stoppet på mit fornuftige, statusgivende, pensionsordningshavende job. Gennem to år forsøgte jeg at tage mig sammen med hjælp fra antidepressiv medicin, selvhjælpsbøger, daglige omgange med boksebolden i min garage, hemmelige hyleture i middagspausen, lange løbeture samt rødvin om fredagen – en mega pint, Johnny Depp-stil. Det hjalp ikke. Nu sidder jeg inde i skabet og grubler, før jeg forhåbentlig slår skabsdøren op til verden med et selvsikkert ”I’m back, motherfuckers!”.
Og jeg ville ønske, jeg havde en skudsikker plan. Det ville virke langt mere tjekket. Lige nu er jeg dog nødt til at mærke efter inde i det horrorhouse, jeg kalder mit indre. Nogle dage er jeg fortabt og forvirret. Andre dage er jeg mere lykkelig, selvsikker og håbefuld end nogensinde. Jeg har fået et usundt, symbiotisk forhold til min kat, men har til gengæld været mere nærværende over for min familie og min lille byhave end nogensinde. Og var jeg mere selvkærlig, så ville jeg unde mig selv en periode med bare at være til: Eat, love, pray, men jeg er der ikke helt endnu …
Min nuværende dagdriversituation er en kæmpe udfordring for min selvaccept. Jeg er vant til, at man skal yde, før man nyder. Jeg kan godt følge Mette Frederiksens udskældte kommentar om, at det ikke altid kan være lystbetonet at arbejde; jeg hører dig, Mette! Vi kan ikke bygge et samfund, hvor alle kun vil have job, der udfolder deres potentiale og realiserer deres dybeste drømme hver eneste dag fra ni til sytten.
Jeg har arbejdet, siden jeg var 12 år, og sat en ære og glæde i selv de kedeligste, mest slidsomme job – og ville gøre det igen. Rent intellektuelt ved jeg dog godt, at jeg godt må være her, og jeg er værd at elske, selvom jeg ikke præsterer lige nu.
Jeg har desværre ikke en formue i banken, der gør det muligt for mig at tage på højskole og blot koncentrere mig om at dreje ler. Eller bruge rum tid på at meditere i Indien, ligesom Julia Roberts gør i ”Eat, Pray, Love”. Gid, jeg havde.
Hvor efterlader det mig? Med en plan, der er en underlig hybrid af Frederiksen og Roberts: Jeg vil tillade mig selv at fjumre lidt rundt, til klarheden kommer. Jeg vil skrive frit uden kun at fokusere på, om resultatet er sælgeligt. Jeg vil prøve mig selv af i andre typer job, end jeg plejer, bruge og finde nye tangenter af min formåen og betale min skat.
Jeg vil desuden finde fred med, at andre måske ikke forstår mine valg – og droppe de obligatoriske eufemismer om at være in between jobs og ude efter nye, faglige udfordringer. Jeg fjumrer – punktum.
Det er som at køre i bil til Italien; man tager lige et hvil halvvejs, tjekker, hvilke depoter der skal fyldes op, og planlægger ruten videre. Det er okay!
Turen er som bekendt lang og for de fleste af os umulig at tage i ét, formfuldendt stræk.
ALT for damernes klummeskribenter
Mette Kirstine Goddiksen
Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.
Søren McGuire
Journalist og forebyggelseskonsulent. Fraskilt, far til tre og en lille smule mere boomer for hver dag.
Nillou Zoey Johannsen
Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.
Julia Lahme
Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.
