"Da min mand kørte ind i indkørslen omkring jul sidste år, havde jeg set ham syv dage over tre måneder"

KLUMME: Da jeg mødte min mand – der også er far til mine fire børn – var han 39, jeg var 29. Som britisk diplomat havde han været udstationeret to gange, han havde boet i seks lande i sit voksne liv og fire som barn. Hans karriere kørte på skinner i London. Jeg boede i København og var mægtig glad for mit job som journalist.

I de 20 år vi har været sammen, har vi konstant diskuteret, hvor næste stop er. Og hvor længe vi bliver samme sted. I de første seks år, hvor vi boede i København, tog han orlov, men rejste ofte. Selv var jeg på en del reportagerejser på forskellige aviser og senere – da jeg blev chef – på kurser og til konferencer.

Efter seks år i Danmark flyttede vi til London med tre børn, et var nyfødt. Jeg flyttede kontoret hjem – der har det befundet sig siden – og han rykkede ind i Downing Street. Det var turbulente år, terrorangrebet på Wold Trade Center 11. september 2001 havde lige fundet sted. Krigene i Irak og Afghanistan startede. De tre børn så ikke det store til deres far, men de så en hel del til deres mor. Og så flyttede vi til Paris i fire lykkelige år, hvor familien boede under samme tag igen.

Så enkelt har det ikke været i de otte år, vi nu har boet i USA. Da min mand kørte ind i indkørslen omkring jul sidste år, havde jeg set ham syv dage over tre måneder. I skrivende stund er han i New Zealand og skal videre til Australien og herefter Paris, Rom, London og Mellemøsten, før skolernes sommerferie starter. Men tag ikke fejl: Der er store fordele ved langdistancelivet – hvis ellers udgangspunktet er kærligt. Man tager ikke hinanden for givet, og man behøver aldrig at skændes om, hvem der skal gå til forældremøde, købe ind, vaske tøj, lave mad eller køre børn til sport. Det skal jeg, for jeg er den eneste, der er der. Det er en festdag, når "far kommer hjem". Og jeg er ikke ironisk. Man bliver også helt over-bevist om, at man godt – hvis det var – kunne klare livet som enlig mor til fire. Og man lærer, at man snildt kan synge fødselsdagssange, have lange hyggelige nattesamtaler eller tage virkelig store beslutninger over mobiltelefonen.

Minusserne er oplagte: Den, der er væk, mister føling med det daglige liv, kommer sjældent til at se skolekomedier, tenniskampe eller spise pandekager om søndagen. Og for det monogame par er sex noget, man ret ofte bogstaveligt talt må drømme om. Til gengæld har vi over to måneders sommerferie, hvor vi altid er sammen. Og mine børn er verdensmestre i at bo i kufferter og har set det meste af verden. Når alt kommer til alt – og jeg har gjort regnskabet op et par gange – ser jeg flest fordele. Jeg får arbejdet langt mere som journalist, når jeg er alene om aftenen. Jeg får set et hav af amerikanske venner – og danske på besøg. Det er utroligt, så meget tid det tager at vedligeholde de daglige rutiner med sin ægtefælle – det går hurtigere uden.

Det er et anderledes liv end flertallets. Men det giver luft og plads til udfoldelse. Manglen på det ser jeg som et af det helt store problemer i mange af de skrantende parforhold, jeg hører om. De snærer og lægger begrænsninger – det, som skulle gøre en i stand til at vokse, skærer en ned i stedet. Jeg oplever det modsatte: Jeg er blevet mere fleksibel og beslutningsdygtig med årene. Og kærligheden er på ingen måde forsvundet. Gensynets glæde er stor – hver gang. 

LÆS OGSÅ: Her er de 3 mest sexede ord en mand kan sige

LÆS OGSÅ: Derfor skal du prøve en trekant i dit parforhold

LÆS OGSÅ: Sådan kan du styrke dit parforhold på 20 minutter hver dag