Klumme: Kunsten at holde på en hemmelighed, når det virkelig gælder

Diskretion er en æressag, stod der på et lille skilt ved indgangen til mange erhvervsdrivende for cirka 50 år siden, men sådan er det ikke nødvendigvis mere. Forleden var jeg til et yderst festligt middagsselskab, hvor en herre på et tidspunkt underholdt mig om sin metier, og om hvordan man bør behandle sine kunder med stor diskretion. Og så opremsede han ellers alle de royale, rige og kendte mennesker, der kom hos ham for hans faglige ekspertise. Jeg var målløs og ikke i mit provokerende humør. Så jeg sagde bare "ih" og "næh" og "nå". Bagefter ærgrede det mig så meget, at jeg ikke var kommet med en skarp bemærkning og et hvast hævet øjenbryn om netop at behandle sine kunder diskret. I stedet sad jeg og harcelerede til min mand på vej hjem og var så ivrig i min arrigskab, at jeg glemte min taske i toget – men det er en anden historie (og tilbage kom tasken med indhold).

Nå, men i virkeligheden fik det mig til at tænke på, hvordan jeg som barn fik indprentet, at det, der blev fortalt omkring middagsbordet, måtte man ikke fortælle til andre. Ingen, som i overhovedet ingen andre. For det meste var det også emner, der i dén grad havde været kedelige at fortælle videre i skolegården. Det handlede mest om juridiske spidsfindigheder eller en særlig sag ved retten, og det gik alligevel hen over hovedet på os børn. Men princippet gjorde ikke, og jeg tog det dødsens alvorligt. For jeg forstod jo godt, at det var andre menneskers historier, hemmeligheder og personlige sorger. Men sådan fungerer verden bare ikke. Og der var nogle år, hvor jeg blev slemt skuffet over al den snak om andre. At folk spurtede rundt til hinanden og fortalte en hemmelighed om nogle andre, fordi de ikke kunne bære på den alene. Men hvad er det for noget vrøvl? Hvis folk betror dig noget, er det hemmeligt. Det er betroet til dig og ikke til resten af verden.

Livet har lært mig at holde mund, når det gælder, men selvfølgelig er også jeg hoppet ned fra piedestalen i ny og næ. Desuden synes jeg heller ikke, at vi skal stakke hemmeligheder op om os selv, for det kan være befriende og livgivende at dele. Vi er jo bare mennesker. Men der er visse hændelser i ens liv, man ikke ønsker at dele, før tiden har dulmet såret lidt. I mit voksne liv har jeg erfaret, at når du fortæller din bedste veninde en hemmelighed, fortæller hun den fluks videre til sin mand. Og dén må du bare æde. Du får ikke anger på den konto, veninden tager nærmest for givet, at du ved, at du betror dig til dem begge. Men du er ikke dermed forsikret imod, at manden fortæller det videre til andre. Dét har jeg prøvet, og da blegnede jeg en kende. Jeg har siden tænkt, at man skal overveje grundigt, hvilke kærestepar(!), man betror sig til.

Jeg husker en tid på min arbejdsplads, hvor jeg helt konkret observerede, hvordan fortrolighed skifter rum. I løbet af en dag blev døre åbnet og lukket mange gange på kontorerne ned langs gangene. Folk fistrede fra rum til rum for at dele nyt fra rygtebørsen. Jeg syntes, det var decideret skægt i al sin forudsigelighed.

Nu er det jo vitterligt rarest at være helt uden hemmeligheder. Men det er sørme også rart at være omgivet af mennesker, der formår at holde mund. Efterhånden er der meget, meget få mennesker, jeg tiltror den evne. Og heldigvis har jeg nået et sted i mit liv, hvor jeg ikke falder død om, hvis en hemmelighed bliver afsløret. Alligevel må jeg sige, at det gjorde mig så decideret rasende, at en faglig personlighed kunne finde på at fortælle mig om sine kunder. Og én ting er sikker. Jeg ville aldrig som i aldrig vælge det sted, hvor alle de rige, kendte og kongelige går – hvis jeg så meget som anede, at der kunne man risikere den slags indiskre-tion. Man kan sagtens være uddannet uden at være dannet. Og det var dét, jeg ville ønske, jeg havde fået sagt. 

LÆS OGSÅ: Klumme: Singleforældre med bofællesskabsdrømme

LÆS OGSÅ: ”Vi lever stadig i et samfund, hvor kvinder skal kunne passe en størrelse 36 og ligne en på 32”

LÆS OGSÅ: Klumme: Hvorfor har alle den samme kedelige boligdrøm?