Klumme: "Det er faktisk okay at have lidt ondt af sig selv"

Shit. Har lige læst en kommentar til en af mine andre klummer. 

Klummen handlede – kort fortalt – om, at det er vigtigt at være bevidst om, at skilsmissebørn nogle gange samarbejder for hårdt. De tilsidesætter egen lykke og holder mund, hvis det – indirekte eller direkte – kræves for, at den biologiske forælder skal være lykkelig med en ny kæreste. Det er selverfaret. 

Kommentaren lød frit citeret: ”Buhu, tag en tudekiks. Ved du måske ikke, at der findes en masse fattige hjemløse børn i København, der virkelig har noget at vræle over?”.

For at svare på hendes spørgsmål: Ja og nej. Ja, fordi jeg godt ved, at der er nogle, der har haft det hårdere end børn, der tilsidesættes efter en skilsmisse. Og på en måde nej. Jeg har aldrig set direkte pjalteflokke af udsultede børn i Københavns gader, men måske er jeg bare (privilegie)blind?

Uanset: Kan vi ikke blive enige om, at den her konkurrence om, hvem der lider mest, er skør? Og at det ikke dur, at vi kun må bede om omsorg, en skulder og et øre, hvis vi kan bevise, at vores problem/sorg/bekymring er hårdere end alle andres. 

Det ville for eksempel betyde, at du skal stramme dig op og stop whining, hvis du har menses-smerter; andre har jo kræft i maven! Du må heller ikke græde ud over, at din mand og dig har nogle bitre skænderier; andre lever faktisk i lande med borgerkrig! Du skal heller ikke nævne, at du craver efter sukker, når du er på slankekur; der er faktisk sultne børn i Afrika!

Det stopper aldrig, vel?

Selvfølgelig er der nogle regler. Man skal kende sin målgruppe, så man ikke bliver helt Poul og Fritz-agtig. Jeg går ikke ned og græder i jakken på en hjemløs over, at mine køkkenskabe har en irriterende farve. Men derudover forsøger jeg at lytte og ikke prøve at vinde den der utålelige lidelses-konkurrence.

For eksempel når en bekendt skal tage afsked med en forælder, så kunne jeg ikke drømme om at smide ”nå, men jeg mistede altså min far som barn, og du har da haft din indtil nu”-kortet. 

Jeg holder også – når det ikke lige er et klummeemne – inde med mine trængsler over, at det var absurd hårdt at vokse op som rødhåret og i den tids snævre skønhedsoptik unfuckable i forhold til de lyshårede, blonde veninder. Også hvis de stadig er kede af, at de blev latterliggjort den dag i syvende, hvor de havde en noller alpehue på i skole. Jeg prøver bare at lytte. Så bliver det nok min tur til at få omsorg en anden dag.  

Lidelseskonkurrencen er ekstra tydelig, når kvinder taler om fødsler. Man glemmer nogle gange at lytte. Nå – blev du syet lidt? Flakkende blik. Tilbage til mig: For jeg sprak fra navle til anus, da jeg fødte tvillinger på 5,1 kg pr. stk. mindst. Og jeg fik ikke engang en Panodil!

Hvor vil jeg hen – bortset fra lige at snige min egen lidelsesberetning ud gennem sidebenene for at illustrere min pointe? (indsæt selv undskyldende smiley). 

Jo: Sku’ vi ikke lige lytte og have lidt overskud. Det er faktisk okay at have lidt ondt af sig selv, fordi det gør nas i en brækket lillefinger. 

Også selvom der ligger folk med åbent kraniebrud et andet sted i verden.

ALT for damernes klummeskribenter

Sine Gerstenberg

Født 12/4 1980

Selvstændig konsulent/skribent, gift og mor til tre, superløber og superlæser.

Stephanie Caruana

Født 9/9 1974

Forfatter og freelanceskribent, single og mor til to, film- og bogelsker/-anmelder.

Mette Kirstine Goddiksen

Født 7/3 1976

Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.

Søren McGuire

Født 23/8 1979

Journalist, gift og far til tre, den yngste far på villavejen med den største Willie Nelson-samling.