Nillou talte med ven, der for nyligt er blevet skilt – og det fik hende til at tænke
Tillader du dig selv at være i sorgen over et kærlighedstab?
Forleden så jeg et menneske, jeg ikke har set i mange år. Jeg var knyttet til vedkommende, og det tog mig år at fordøje bruddet.
Det måtte ske gradvist, for indeni kunne jeg ganske enkelt ikke kapere, at det var slut.
I flere år drømte jeg, at jeg febrilsk ledte efter noget, jeg havde mistet, og vågnede op med en knugende tomhedsfornemmelse. Vi var to om ikke at få det til at fungere, men jeg var alene i sorgen, der hauntede mig om natten. Som et usynligt monster i et mareridt.
Tiden læger alle sår. Hvis man tillader og hjælper den på vej. Efter mange år er jeg i stand til at betragte personen uden de følgesymptomer, der aktiveres af et knust hjerte. Da bruddet skete, var jeg så bange for at gå fuldkommen i stykker, eller måske rettere var jeg så bange for det mørke, der unægteligt følger knuste drømme, at jeg flygtede ind i noget andet. Det var overlevelsesinstinktet, der tog over.
I stedet for at mærke efter fik jeg frosset mindet om os og det ned, så det ikke kunne forløses. Det blev bare et efterladt rum, jeg ikke gik ind i, men som væltede ud, når jeg ikke havde kontrol. For eksempel når jeg sov eller var beruset. Et eller andet sted måtte min underbevidsthed jo gøre af det svære, når jeg nu ikke selv var i stand til at bearbejde det.
Med årene har jeg lært at stå stille, når livet vælter, og tillade følelserne, selvom det i øjeblikket kan føles, som om jeg bliver kvalt. Jeg har øvet mig i at miste. Selvom det kan føles unfair med den slags repetitioner, så har jeg også erkendt, at jeg ganske enkelt har måttet indøve et ordentligt og fair farvel. Jeg gider nemlig ikke at være det røvhul, der smutter uden advarsler og efterlader den anden part sammenfoldet.
En ven, der er blevet skilt for nylig, skrev, at han var forbløffet over, hvor mange mennesker der haster fra et forhold til et andet. Han følte ikke, at han bare kunne erstatte mange års unik kærlighed. Han havde brug for tid. Det fik mig til at tænke.
Måske er det lige præcis det, der er det smertefulde. At man ikke kan erstatte et kærlighedstab. Man må trække vejret igennem sorgen og det indre filmiske landskab af smukke minder, der pludselig bliver forbundet med smerte og savn.
For nogle er det lettere at skabe negative fortællinger om deres ekspartner, fordi tabet bliver for overvældende. Det kan også være tabet af de år, man har brugt med et menneske, man inderst inde godt har vidst var den forkerte.
Mens mange, mig selv i en yngre version inklusive, ikke giver sorgen plads. Altså sådan ægte tillader den at være der, så den gennemrusker én som en stormflod, der river alting ned. For det, der sker, når stormen har lagt sig, er, at man kan give ordentligt slip. Og så kan man bygge op på et stærkere fundament.
Vi vælger ikke altid selv, hvem vi siger farvel til. Men vi kan vælge os selv til ved at rumme og tillade følelserne, der følger med et brud. Vi dør ikke af dem, tværtimod. Vi lærer vores hjerte, at det er sikkert at elske. Også selvom det kan betyde, at man kan miste.
ALT for damernes klummeskribenter
Mette Kirstine Goddiksen
Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.
Søren McGuire
Journalist og forebyggelseskonsulent. Fraskilt, far til tre og en lille smule mere boomer for hver dag.
Nillou Zoey Johannsen
Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.
Julia Lahme
Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.
