"Fra den ene dag til den anden var vi pludselig 10 levende væsener under samme tag"
Har du også brug for en glæde, der larmer, midt i alle de mørke nyheder?
Det kunne ikke komme mere ubelejligt. Flere børn. Vi var jo i den grad færdige med det herhjemme med tre mellemstore skolebørn og et fritidsliv spækket med legeaftaler, madklubber, svømning, basket, ballet og gymnastik. Og det er bare børnenes program.
For de voksne herhjemme har også lykkeligt glemt alt om coronatidens tilbagelænede spildtid med højtlæsning, simreretter og kortspil og er sprunget lige lukt tilbage i kalenderakrobatik og overambitiøse ugeplaner. Det er der flere grunde til.
Den ene og mest væsentlige har været, at lige så meget som vi nød coronaens påtvungne intimitet, lige så meget savnede vi middage med venner, fodboldkampe i Parken, basketstævner med ungerne og drinks med gamle kolleger. En anden grund er nok, at vi har haft brug for noget glæde, der larmede. Ellers kunne vi nemlig ikke overdøve den støj af bekymring, der bombarderede os fra alle sider. Fra radioaviser, podcasts, nyhedsmedier og sociale ditto.
Længe har det føltes som om, at der ingen gode nyheder var tilbage, og at det sekund, der kom en løsning på én klima-udfordring, kom der en ny krig, oversvømmelse, revolte eller et kvindedrab til. Håbløsheden har ikke bare været synlig, den har været altoverskyggende.
Og derfor havde vi også brug for at blive mindet om al den opbakning, næstekærlighed, solidaritet og venskab, der OGSÅ er i verden, og vi fik usandsynligt travlt med at skrabe empiri ind, der viste, at der stadig er håb, lykke, nærhed og optimisme tilbage i verden.
Og så skete det. Midt i al travlheden blev der stille. Ikke fordi der var to streger på en graviditetstest eller en afslørende morgenkvalme. Der var bare en mave i hjemmet, der voksede med en fart, som ikke kunne forklares med sund appetit eller hemmelige besøg i slikskuffen. Vores lille Molly, et gadekryds på to år, var gravid.
Vi kunne hverken overse det eller ændre på det. Livet i hendes mave lod sig ikke kue af timemanagers, der ikke kunne overskue flere projekter, eller en familie, der ikke havde tid til at stå stille. Fra den ene dag til den anden var vi pludselig 10 levende væsener under samme tag. Der var amning, ro og rengøring på programmet.
Timevis gik med beundring af de små bitte hvalpe, aftale barselsbesøg, google ormekur og hvalpepleje og mødes med nye familier, der også havde brug for et lille lyspunkt midt i alt det uoverskuelige mørke.
Jeg interviewede engang den inkarnerede hundeelsker og hvalpe-entusiast Maise Njor om, hvad det er, der er så særligt ved at få en hund ind i familien. Og hun forklarede, at netop hunde træner en empati-muskel, vi ikke vidste, vi havde. For i relation til hunde er der et styrkeforhold, som alle er enige om: den er familiens dummeste, sødeste medlem.
Det er den, der er mest afhængig af vores andres overskud og nåde, den med færrest valg at træffe og mest uforbeholdne kærlighed at give. Den ved ikke, om den er for eller imod kønskvoter, atomkraft, veganisme eller øremærket barsel, men den er helt sikker på, at der intet bedre findes end mad, frisk luft, søvn og kærlighed.
Når verden virker larmende og uoverskuelig, giver husets pelsede familiemedlemmer os retten til at flygte ind i stille ro. Ikke piske derudaf i jagten på flere likes, aftaler, sko eller lønforhøjelser. Vi havde i den grad ikke brug for et kuld hundehvalpe – men da de alligevel kom, måtte vi give Shu-bi-dua ret: ”Der er intet så skønt, som en vuffeli-vov”.
