Èn bekymring holder Søren vågen om natten: ”Det efterlader mig med en helt ny følelse af afmagt”
Skal vi slukke for nyhederne eller gå i gang med at hamstre vand og dåsemad?
Jeg voksede op for enden af en blind villavej i Hjørring.
Med undtagelse af truslen fra fritgående schæferhunde, passiv rygning og fars vrede, når man lossede sin fodbold ind i hans velplejede pelargonier, var det en dejligt fredelig og ubekymret tid.
Den Kolde Krig var ved at tabe pusten, Muren vaklede, og der var langt fra Nordjylland til Balkans tragedier. Selv da jeg blev voksen, og terroren stak sit grimme ansigt frem, skete det i tilpas sikker afstand fra min verden og hverdag. Fornemmelsen af at leve i en permanent tilstand af fred kan synes naiv, måske ligefrem forkælet, men den har ikke desto mindre formet min generation. Krig er sgu da ikke noget, vi skal bekymre os her i Danmark. Vel?
I dag kan vi imidlertid ikke længere tage freden for givet. Putin kan jo finde på hvad som helst, krigsretorikken tager til i et skræmmende tempo, og i radioen taler de om husstandsomdeling af pjecer, der skal ruste os alle til krigen. Aviserne er fyldt med historier med såkaldte preppere, der med sans for dramatik og rettidig omhu forbereder sig på Vestens snarlige undergang ved at fylde både køkkenskabe, kælder og bunker op med dåsemad, drikkevand og benzindunke.
Kun en tåbe går dommedag i møde uforberedt, siger de, så nu sidder jeg her i mit køkken og forsøger at regne ud, hvor længe jeg mon ville kunne overleve i det postapokalyptiske samfund på to poser havregryn, trekvart marcipanroulade og resten af den lidt kedelige pinot noir, min kæreste og jeg åbnede i weekenden. Og hvad med boligpriserne? Og ungerne? Har russerne tænkt sig at invadere os i en lige eller ulige uge? Det ville være dejligt lige at vide af logistiske årsager.
Spøg til side. Det er jo ikke sjovt, og det efterlader mig med en helt ny følelse af afmagt. Måske ligefrem regulær frygt, ikke mindst for udsigten til at skulle sende mine børn i krig, hvis det virkelig skulle gå så vidt. Gik mine egne forældre rundt med samme følelse af lurende katastrofe tilbage i 80’erne? I så fald er der jo ikke noget at sige til, at min far søgte tilflugt i sit elskede staudebed.
Så hvor begynder min egen vej ud af de bekymringer, der holder mig vågen om natten? Skal jeg opsige mine avisabonnementer, slukke for nyhederne, Radioavisen, og hvor dommedagsprofetierne og angsten ellers får frit løb? Skal jeg trække gardinerne for, lukke bekymringerne ude, gemme mig under dynen og lokalbedøve realiteterne med dårlige datingprogrammer og de første fem sæsoner af 'Virgin River'?
Jeg har altid ment, at vi mennesker har en forpligtelse til at orientere os mod den verden, vi lever i – også når den føles alt andet end ligetil og lyserød. At viden og udsyn vil gøre os til bedre, klogere og mere medfølende mennesker, og at de, der påberåber sig den såkaldte ”nyhedstræthed”, blot vil ende som de krigsliderlige magthaveres savlende zombier.
Men måske forholder det sig præcis modsat i dag. Måske er det nærmere frygten og bekymringerne, der kommer ondskaben til gode, og ikke uvidenheden og lysten til at stikke hovedet i sandet og s*** det hele et stykke.
Så nu slukker jeg. Lukker ned, trækker dynen op over hovedet og lader virkeligheden, Putin og krigsretorikken sejle sin egen sø for en stund. I hvert fald så længe jeg stadig har tilstrækkeligt med marcipanroulade og pinot noir tilbage i dommedagslageret.
ALT for damernes klummeskribenter
Mette Kirstine Goddiksen
Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.
Søren McGuire
Journalist og forebyggelseskonsulent. Fraskilt, far til tre og en lille smule mere boomer for hver dag.
Nillou Zoey Johannsen
Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.
Julia Lahme
Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.
