Knud Brix: "Jeg havde mistet mit job, var blevet skilt og led af selvmedlidenhed"

Hvornår har du sidst grædt af grin?

"I sommerferien. På en regnvejrsdag på en ødegård i Sverige, hvor jeg så filmen ”Borat” med mine to drenge. Jeg havde valgt den film, fordi jeg ville vise dem noget politisk ukorrekt. Og da vi kom til den scene, hvor Borat vælter rundt nøgen med sin producer, græd jeg altså af grin. Det er så plat og urkomisk."

Færdiggør sætningen: Hvis jeg kunne bestemme…

"… ville det nok ikke gå godt. Jeg er ikke sikker på, at jeg egner mig som diktator. Jeg er alt for enerådig til det. Det ville blive et helvede. Men der ville helt klart komme bedre kaffe på DR, flere Jumbobøger i skolerne og gratis jagttegn til alle – så ikke vi skulle være så fremmedgjorte overfor natur og dyr."

Hvordan tror du, at dine gymnasiekammerater husker dig?

"Som en lidt nævenyttig, irriterende anarkist, der lavede fest og ballade. Og hældte en halv liter vand ud i den stol, som Marianne Jelved skulle sidde på ude i aulaen. Jeg tror måske også, at nogen vil huske mig lidt som en, der altid kunne finde folks blå mærker. Og trykkede lidt på dem."

Hvornår vidste du, at du var blevet voksen?

"Hmm.. Er jeg egentlig det?"

Hvad er den vigtigste beslutning, du har taget?

"At droppe ud af handelshøjskolen. Fremtiden som bogholder eller revisor i et halvdårligt jakkesæt var for skræmmende. Det var en sti, som jeg var slået ind på, fordi jeg ukritisk var begyndt at læse økonomi – ligesom min bror, far og farfar. Men så lå jeg på mit lille kollegieværelse og stirrede op i loftet og vidste, at det var forkert. Jeg havde udlængsel og historier, der boblede i maven. Så jeg droppede ud og vagabonderede jorden rundt. Tog på højskolen og blev fanget af journalistikken. Og nu her har jeg lige truffet en ny beslutning – nemlig at skifte job. Jeg har været enormt glad for at være vært på Genstart. Da jeg begyndte der for to år siden, havde jeg lige været igennem en periode, hvor jeg havde mistet mit job, var blevet skilt og led af selvmedlidenhed i en særlig slem grad. Så jeg troede, at alt var slut. Og nu her to år senere, har jeg været igennem en slags faglig genopstandelse ved at være sammen med et enormt begavet hold. Og jeg har på en eller anden måde fået vredet det allerbedste ud af det, og det er selvfølgeligt vemodigt at skulle forlade. Men jeg er også en lille smule rastløs af natur, og selvom det er en kliché at sige, så fik jeg et jobtilbud, som jeg ikke kunne sige nej til. Jeg fik en reel mulighed for at være med til at præge journalistikken, som journalistisk chefredaktør for Ekstra Bladet. Livet tilbyder en vis mængde åbne porte og så kunne jeg mærke, at den her var jeg nødt til at gå igennem. Det lyder højstemt, men det er det, det er. Og jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke havde lidt sommerfugle i maven over ledelsesdelen af jobbet. Men jeg kan ikke gøre andet, end at forsøge at være mig selv. Og så bare acceptere, at der er en stejl læringskurve."

Hvad er det vigtigste, du har lært om dig selv?

"At du som menneske har en fortløbende opgave med at bevare den bløde poetiske kerne, uanset hvilket miljø, du nu kommer i. Ude på Amager, hvor jeg bor, er der en eller anden ulovlig kunstner, der skriver slogans rundt omkring, og et sted har han skrevet ”Forbliv naiv”. Som journalist skal man være alt andet end naiv, men som menneske kan det være fint nok at have en naivitet, fordi der deri ligger en tiltro til verden og til andre mennesker. Og det er godt."  

Hvad er dit mest irriterende karaktertræk?

"Hvis du spørger mine kollegaer eller min mor, så vil de nok sige, at jeg nogle gange kan søge helt ind i mine tanker. Og når jeg gør det, så kan de tale til mig, jeg kan nikke og måske svare – uden jeg reelt hører, hvad de siger. Det kan være lidt af en udfordring."

Hvornår har du været mest bange?

"Jeg er egentlig ganske tit bange. Det er et grundvilkår. Jeg synes, at det er en konstant kamp. Men det tidspunkt, hvor jeg nok har været mest bange, var en gang, hvor min søn som helt spæd faldt ud over sådan et vandfald i en svømmehal og ned i sådan nogle bobler. Han havde tabt badevingerne, og han var nok under i et minut. Jeg var fuldstændig sikker på, at han ville drukne. Det var det længste minut i mit liv, indtil en svensk far dukkede op af det der boblende vand med ham i armene, og jeg kunne se, at han var okay. I det der minut forstod jeg, hvad ægte angst er. Indtil jeg så hans grinende fjæs og kunne se, at han var okay."

Hvad er det mest ligegyldige, du ejer?

"Det tror jeg, er en brasiliansk tyve real-seddel, som jeg fik engang, da jeg som helt ung journalist var i Brasilien – og den har forfulgt mig lige siden. Hver gang jeg er flyttet, så er den på mystisk vis dukket op, og det er jo ikke, fordi jeg har forsøgt at gemme den eller noget. Den er der ligesom bare. Men Brasilien er jo en del af mit liv, kan man sige. Jeg endte jo med at blive gift med en brasilianer i mit første ægteskab, så mine drenge er også halvt brasilianere – så det brasilianske spor er i forvejen en evig del af mit liv."