'Københavnersnuden' Rikke Øxner: "I Aarhus er man nødt til at have åbne arme"

Artiklen er et del af Euroman og Eurowomans magasin, der er lavet for at hylde Aarhus. Magasinet er sponsoreret af Bestseller.

Jeg er fra København, men begge mine forældre stammer fra Midtjylland. Så jeg er kommet meget i regionen som barn, har sommerhus ved Vesterhavet og følte mig derfor ikke helt fremmed, da jeg flyttede hertil. Men jeg var alligevel ekstra opmærksom på at møde byen og kulturlivets aktører med åbenhed, nysgerrighed og ydmyghed. Det kom faktisk bag på mig, at det ikke var sværere. Jeg havde forestillet mig, at det ville blive en hård omgang at komme hertil som københavnersnude og være Festuge-direktør på samme tid. Men jeg er blevet taget rigtig godt imod.

En af forskellene på kulturscenen i Aarhus og kulturscenen i København er, at det hele er meget tilgængeligt og netværksbaseret i Aarhus. Kulturscenen i Aarhus er ikke så fragmenteret, som den kan virke i København. Det betyder, at man ofte er i berøring med hinanden. Mens man måske godt kan tillade sig at have lidt korslagte arme i København og koncentrere sig om sit eget, er man nødt til at have åbne arme i Aarhus, fordi alle støder ind i hinanden hele tiden.

Jeg har arbejdet for Roskilde Festival i 20 år, og her handlede det om at skabe en fest. Det samme er opgaven i Festugen. Men vi skal samtidig kunne meget mere. På Roskilde Festival skulle vi tænke i alle publikums behov, fordi vi havde dem 10 dage i træk nonstop. I Festugen kan vi fokusere mere på selve oplevelsen og publikums behov for aktiviteter og nydelse. Det er ikke, fordi man ikke kan lave debatarrangementer på Roskilde Festival, men det er bare noget andet under Festugen, hvor der er en anden ro. Der er også mulighed for at skabe kontemplative rum, som er rigtig interessante at arbejde med.

Da jeg startede i jobbet som Festuge-direktør, blev jeg spurgt, hvad jeg ville lave om. Det forekom lidt besynderligt. At jeg som det første skulle fortælle om alt det, jeg ikke brød mig om og ville ændre. For mig har det været en omvendt proces. Der er mange stolte traditioner i Aarhus Festuge, og dem har jeg gerne villet stå på skuldrene af.

Hvis jeg skal fokusere på noget, der er vigtigt for mig, og som jeg gerne vil have mere af, er det den følelse af medejerskab, byen og publikum har til Aarhus Festuge. Folk forholder sig til Festugen, ligesom de forholder sig til fodboldholdet eller borgmesteren – alle har en mening, og alle vil være mandagstrænere. Den energi er essentiel for mig. En aktør kan præsentere en god idé, og så siger vi ja til, at ideen kommer med i programmet. Det er rigtig fint. Men der er forskel på den type arrangementer og så den type af arrangementer, hvor vi eksempelvis står for at omdanne Mølleparken til en koncertscene, og så inviterer vi andre med til at skabe indholdet. Eksempelvis med koncerter fra musikkonservatoriet eller Rap Akademiet. Det er projekter, hvor vi skaber en platform, som andre bygger videre på. Den type af samarbejder vil jeg gerne have mange flere af.

Alle store begivenheder som Aarhus Festuge, NorthSide, Roskilde Festival og Copenhell skal huske at vedligeholde medejerskabet hos publikum. Begivenheden og publikum skal holde hinanden til ilden. Der skal kæmpes. Ellers giver man ikke noget tilbage til hinanden, og så stivner det.

Da jeg lavede Roskilde Festival, blev jeg ofte bedt om at fremhæve en særlig koncert eller en særlig begivenhed, og det kunne jeg aldrig. Det er også svært med mine Festuge-oplevelser. Men som et eksempel på, hvad Aarhus Festuge kan, oplevede jeg sidste år en japansk virtuel vocaloid-opera og tænkte: "Wauv, det har jeg aldrig set før." Lidt efter gik jeg ud af sekretariatsdøren på Officerspladsen, hvor 300 unge mennesker sad og sang danske sange på en smuk sommeraften. Begge gange trak jeg vejret lidt dybere og blev berørt over, at man kan give så meget til hinanden.