Koh Samet i Thailand: En perle i paradis
Drømmer du også om at slukke mobiltelefonen, slænge dig på en palmestrand og lade dine sanser beruse af eksotiske dufte, lyde og indtryk langt væk fra andres turisters fodspor? På den lille ø Koh Samet, som ligger i Siambugten i Thailand kun fire timers transport fra Bangkok, kan du indfri dine drømme om en ferie helt uden stikket i kontakten.
En taxachauffør i den evigt støjende, stinkende og omklamrende by Bangkok grinede af os, da vi fortalte, at vi skulle opholde os 14 dage på øen Koh Samet. ”So, you must really like the sea”, konstaterede han lettere ironisk, og netop der vidste vi, at vi havde valgt den helt rigtige feriedestination.
Hvis du på ønskesedlen til din ferie har følgende punkter: solgaranti, lækker og billig mad, massage og smukke naturoplevelser, så led ikke videre. Koh Samet opfylder dine ønsker.
Øen, der kun siden 1981 har tilladt besøgende at overnatte, er en perle i et tropisk paradis. Her er ingen optrædende elefanter, ingen osende trafik, ingen overfyldte strande med anmassende sælgere. Bare fred og ro i paradisiske omgivelser. Hvor de pippende lyde rent faktisk stammer fra tropiske fugle og ikke er en kæk ringetone på naboens mobiltelefon, som jeg en af de første dage tog mig selv i at tro.
Få cool tip til Sydkoreas hovedstad, Seoul.
Min bedre halvdel ville en dag tjekke sportsresultater og lod sig irritere af det ekstremt langsomme internet, som ifølge ham var ”mere håbløst end et 56 k-modem”, men jeg frydede mig i mit stille sind og satte et ekstra positivt kryds på min indre liste over stedets herlighedsværdi.
Snorkel og strandliv
Når man (som jeg) er glad for sol og strand, er en 14 dages ferie med høj sol, 30 grader og badevand på 28 ren lykke. Dagens første og største beslutning bestod i at bestemme sig for, hvilken en af øens 14 strande dagen skulle tilbringes på. Øens længste strand, Sai Kaew, er en én kilometer lang, hvid sandstrand på øens østkyst, hvor der ofte er ret vilde bølger. Her er en del bungalows, hoteller, liggestole, restauranter og strandsælgere, men ingen overdøver bølgebruset eller maser sig ind i dit personfelt og flagrer med mønstrede saronger, som det ofte er tilfældet på andre mere turistbesøgte feriedestinationer.
Fra strandene Ao Prao på øens vestkyst eller Ao Wong Duean på østsiden kan du svømme direkte ud med snorkel og maske og opleve koralrev og fisk helt tæt på, og vi var så heldige at opleve en lille havskildpadde-baby, der svømmede en tur. For yderligere skildpaddeoplevelser skal du til den nærliggende ø Koh Man Noi, hvor den thailandske dronning støtter reservatet for de truede dyr, som du kan besøge i kontrollerede omgivelser.
Er du til den mere eksotiske strandoplevelse, som du kender det fra postkort, med en palme, der svajer skråt ud over vandkanten, skal du tage til den sydligt beliggende Ao Wai. Og stranden Ao Thian er fantastisk smuk, fredfyldt og for det meste øde. Da Koh Samet kun er fem kilometer lang og to kilometer bred på det bredeste sted, er det muligt selv at gå til den strand, du gerne vil besøge, men du kan også få en taxa til at køre dig for et nærmest symbolsk beløb. Vores naboer på hotellet bookede en taxa for en hel dag og ”strand-hoppede”, det vil sige, at de oplevede alle 14 strande på samme dag. Man kunne også sprede aktiviteten ud over flere dage, så det blev mindre hæsblæsende.
For én ting er den afslappede ånd og stemning, der gennemsyrer alt. En anden ting er varmen, der begrænser lysten til at udfolde sig i andet end pendulfart mellem havvand og liggestol, måske med et stop på en massagebriks i skyggen.
Og hvis du trænger til at bruge havvandet til andet end at køle dit legeme i, er der mulighed for en hel del vandaktiviteter – fra vandski til snorkling, dykning, fisketur, til sejltur i speedbåd, og du kan også boltre dig i bølgerne i en stor badering eller på et surfbræt.
Kærlighedserklæringer på stranden
Efter en dag i solen er det eventyrligt at afslutte dagen med bagdelen plantet i en sækkestol i vandkanten og spise et himmelsk måltid fra omkring 15 kroner. De lave priser er nemlig en anden og meget væsentlig bonus ved, at masseturismen (endnu?) ikke har indtaget øen, og to voksne og et barn skal gøre sig umage for at bruge 100 kr. på aftensmad med flere retter og drikkevarer på en af strandrestauranterne. Med mindre man vælger skaldyr, som er noget dyrere, men stadig billigt.
De romantiske omgivelser smitter af på humøret og ens lyst til at holde sin mand i hånden. En gåtur i weekendens skumring langs øens længste strand, Sai Kaew, afslører ikke mindre end 21 kærlighedserklæringer i sandet. Fra det klassiske hjerte med to initialer i til de mere omfattende mini-skulpturer af par, der holder i hånden.
De unge Bangkok-beboere besøger øen i weekenden for at koble af, de tumler rundt i brændingen med tøjet på og poserer for hinanden, erklærer deres kærlighed i sandet og drikker sig fulde i kold øl under den sorte, stjerneklædte himmel, inden de vender tilbage til hverdagen. Derfor vil du også opleve, at øens puls stiger i weekenden for blot at falde helt ned igen om mandagen.
Men det er ikke fest på den larmende og ærgerlige måde, men mere en livsbekræftende og berusende fest, der smitter af på omgivelserne. Her ånder så meget fred og ro, at vi en aften ser politiet spille badminton på plænen foran politistationen med et net spændt ud mellem en palme og en bambuspind i jorden.
Det lokale liv er med til at give din ferie en autentisk stemning frem for en fornemmelse af, at du befinder dig i et turistområde. Og kakerlakkernes, larvernes og græshoppernes syden i wokken på hovedgaden beviser, at der ikke lefles for turister, men i lige så høj grad bliver tænkt på de lokales smagsløg. Vi overværede en dreng, der fik banan, tørret fisk, harlekinkrymmel og jordbærsyltetøj i sin pandekage til sin store fryd, mens vi tog det konservative valg og fik Nutella i vores.
Autenciteten betyder også, at du skal være heldig for at støde på en tjener eller butiksansat, der taler og forstår engelsk, og det kan give sjove oplevelser, hvis man har temperament til at handle med tålmodighed, kropssprog og smil. Men det betyder (desværre) også, at gæsterne ved nabobordet kan få din forret, mens du nyder en andens hovedret og går glip af desserten. Tjenerne tager det hele meget uformelt og afslappet, og det smitter i høj grad af på din ferie. Det betyder også, at du kan blive siddende og nyde stjernehimlen længe efter, du er blevet færdig med at spise og uden at bestille mere, da de ikke har travlt med at rydde af.
Få turister
Øen Koh Samet er en del af thaiernes kulturarv, da den klassiske thailandske poet Sunthorn Phu, som er Thailands svar på H.C. Andersen, har placeret Koh Samet i en af sine historier. Den handler om en prins, der bliver sendt i eksil i et undersøisk kongerige, hvor en kærlighedssyg kvindelig kæmpe regerer. En havfrue hjælper prinsen med at flygte til Koh Samet, hvor han bekæmper kæmpen ved at spille på en magisk fløjte.
Fløjtespil, fuglefløjt eller cikadesang – her er lydtapetet eksotisk og i høj grad en befriende og forfriskende afveksling fra de sædvanlige larmende biler og bippende telefoner, man omgiver sig med derhjemme.
På Koh Samet høster du mange smil både fra de lokale og fra de få andre turister, der mest er fra Sverige, Kina eller Korea. Både damen i beautysalonen og politimanden, der sveder med anstand i sin polyesteruniform, smiler til dig med øjnene. Og selv de oppustelige badedyr i form af hajer og krokodiller, som du kan købe i de små kiosker langs stranden, smiler et smørret grin.
Du ved, du er afslappet nok, når du udsætter din massage til efter frokost, fordi du lige ligger så godt i liggestolen. Og du ved, det er på tide at tage hjem, når du prøver at overbevise dig selv om, at den sarong med elefanter vil du helt sikkert få brugt derhjemme. Om ikke andet som sommerdug... Hånden på hjertet, så nej vel? Nogle ting fungerer bare bedst i paradis.
Øen
Koh Samet er en let T-formet ø i Siambugten, og øen er ca. fem kilometer lang og to kilometer bred på det bredeste sted. Her bor ca. 1.000 indbyggere, flest i den største by Na Dan, som også er øens havneby.
Shop med succes i Bangkok
Skal du et smut forbi Bangkok, for at lande på din thailandske paradisø? Så få en shoppingoplevelse ud af af det. Følg vores guide til markeder, som byder på meget andet end kopi-tasker og batikmønstrede saronger.
Hvem er ikke kommet hjem fra en badeferie i Thailand med en stormønstret sarong i kufferten? Og du fik nok heller aldrig brugt den som sommerdug, som du prøvede at overbevise dig selv om i købs-øjeblikket. Eller hvad med den kopi af en Marc Jacobs-taske som i tropetågerne virkede ”næsten lige så god som en ægte”, men som nu ligger i bunden af klædeskabet sammen med dine andre fejlkøb. Sådan behøver det ikke at være.
Hvis du har hang til at shoppe, når du er på ferie – og her tænker vi ikke på kitchede souvenirs eller falske mærkevarer – så tag denne guide til de bedste markeder med næste gang turen går til Bangkok. Så vil du være et skridt på vejen mod at fylde kufferten med guld frem for gru…
Vi har givet markedernes prisniveau stjerner efter følgende kriterier:
* Det er så billigt, at du får det smidt i nakken
** Det er billigt
*** Det er rimeligt
**** Det er godt til prisen
Wang Lang **
Du skal sejle med bådtaxa til dette marked, så der kan blive en heldagstur ud af det. Det er et hyggeligt marked, der ligger i overdækkede gader, og her er ikke så hektisk stemning, som du kan opleve i resten af byen. Du vil møde både lokale og turister, og kan finde vintagesneakers, jeans, armyjakker og tasker og en masse nips til børn som ure, nøgleringe, punge og hårspænder. Har du din bedre halvdel med, er det en god ide at tage hertil, da der også er mange ting til herrer.
Suan-Lum natmarked ***
Markedet åbner først om aftenen ved 18-tiden, og det er et kæmpe marked med en blanding af lokale ting som buddhaer og æsker og en masse cool vintagebutikker.
Her kan du kigge på vintageplader, designerspejle og ting til hjemmet, og en masse små designere har deres butikker her, så du får originalitet frem for kopier. De små designere er talenter, der håber at blive opdaget af europæiske butikker, så de gør sig meget umage, og stilen er moderne og funky. Her er rigtig hyggelig stemning, og designerne vil gerne fortælle om, hvad de laver og hvordan.
Soy 5 Si Lom **
Markedet består af mange små butikker med hjemmelavede ting og her er næsten ingen turister. Det er rent og pænt, og ekspedienterne er tjekkede og opsøgende, og der er god service. Stilen er også lidt finere med mange kjoler og smykker. Her ligger også et stort madmarked, som er super billigt og ret hektisk, for her kommer de lokale i stor stil. Her skal du være i humør til at blive skubbet lidt til.
JJ Marked ****
Det store weekendmarked JJ Marked er meget kendt, og her kan du finde alt udi dimser, tøj, møbler og køkkenting. Sjove monsternøglering, fede tinskåle, T-shirts med print, vævede gulvtæpper i mange farver og kjoler i alle afskygninger. Det er et sjovt marked, der kræver meget tålmodighed, for her er tonsvis af mennesker og en hektisk stemning. Taxaen hertil er dyr, så snup undergrunden.
Covent 42 ***
Endnu et af byens gademarkeder, der først åbner ved 18-tiden, men så har åbent til omkring midnat. Det består af små boder – lidt som på et loppemarked – og du kan finde en masse tøj og tilbehør samt sko i større størrelser, end man ellers kan finde. Gå på jagt blandt ure, neglelakker, hatte, bluser, kjoler, strømper og tasker. Det er et lidt stressende marked, hvor du går på gaden med mange mennesker, og det er rigtig stort, så det kræver en del tålmodighed. Det er en meget blandet landhandel, men du kan finde rigtig gode ting med en solid portion tålmodighed. Du kan også få god og billig massage, når du ikke orker mere shopping.
Cambodia Marked *
Det ubetinget bedste marked finder du tre timers kørsel fra Bangkok tæt på grænsen til Cambodja. Du kan få en taxa til at køre dig hertil og vente hele dagen og køre dig tilbage igen. Det er her, markederne i Bangkok køber ind, så prisen er derefter, men du kan ikke altid få lov til at købe én af en ting, men må tage fem styk. Da de er vant til at handle med butiksejere, er de lidt svære at prutte med, men prøv alligevel. Her er en god blanding af vintage og nyt. Særligt smykkerne er superfede og lavet af sølv, forgyldt sølv og ægte sten. Find halskæder, armbånd, ringer, brocher og ure i alverdens afskygninger, vi faldt over reparerede Gucci-tasker, hvor remmen har været i stykker, men til 500 kr. gør det måske ikke så meget. Prinsesse-grej til børn, ternede skjorter til mænd og sneakers med pailletter på er blandt nogle af tingene i dette utroligt billige shoppe-mekka. Her er ingen opsøgende sælgere eller turister og en super afslappet stemning.
"TIP:Lej en cykel til at komme rundt på og eventuelt en med lad, hvis du skal købe meget."
Prut løs
Thaierne regner med, at du prutter om prisen. Ellers bliver de fornærmede. Byd lidt under halv pris og få en endnu bedre pris, hvis du køber mere.
Små størrelser
Da thaier generelt er fysisk mindre end os, afspejler det sig også i størrelserne på tøjet. Men de er i nogle tilfælde kommet lidt efter det, da de gerne vil have fat i et vestligt publikum.
"Tip til at gå på marked"
• Hvis du ser noget, du kan lide, skal du slå til med det samme. Det er svært at finde tilbage.
• Medbring altid godt med småpenge, da de ellers har svært ved at give tilbage.
HUSK…
…rigeligt vand. Shopping kan være en varm fornøjelse.
…vådservietter og håndsprit er rart at have med til fingrene.
…eventuelt en vifte.
Nøgleord: Thailand, Koh Samet, paradis, rejseguide, marked.