Det skal du opleve i Abu Dhabi
Den findes! Destinationen med solgaranti, luksusliv og god mad til rimelige priser – kun seks timer i fly fra Danmark og uden jetlag. Og hverken overrendt af danske turister eller påtrængende sælgere. Navnet er Abu Dhabi!
Hvis Dubai og Abu Dhabi var filmstjerner fra 1950'erne, så ville Dubai være Marilyn Monroe, og Abu Dhabi ville være Grace Kelly. "Dubai er syden på panden, Abu Dhabi er selve stegen", har en amerikansk journalist skrevet efter et besøg. Den beskrivelse er meget rammende, kan man konstatere, når man som ALT for damernes udsendte har besøgt begge steder.
Abu Dhabi er et godt valg til din næste ferie, hvis du vil have solgaranti og eksotiske oplevelser. Abu Dhabi er (endnu) ikke invaderet af danske turister, så her er stemningen meget international. Du oplever ikke at være en del af en danskerkoloni, men hører både fransk, engelsk, arabisk, tysk og russisk blandt turisterne.
Nu har Abu Dhabi taget kampen op med nabostaten Dubai for at tiltrække verdens turister, der søger luksus, solgaranti, shopping og lækker gastronomi. Der er opført forlystelsesparker som Ferrari World, der har verdens hurtigste rutsjebane, og vandlandet Yas Waterworld, som tilfredsstiller alle vandhundes behov for action eller afslapning. I 2011 åbnede et 30.000 kvadratmeter stort kunstmuseum efter forbillede fra Guggenheim i New York. Den stenrige kronprins Mohammed, der finansierede kunstmuseet, ønsker at gøre Abu Dhabi til Dubais sofistikerede storebror. Louvre har også åbnet sit eneste andet museum uden for Paris her, og stjernearkitekter som Frank Gehry, Jean Nouvel og Tadao Ando bliver fløjet ind for at tegne nye, prægtige byggerier.
Weekenden falder fredag og lørdag, og på de store hoteller er fredagsbrunchen et tilløbsstykke. Her stimler de lokale sammen – også på vores hotel, Al Raha Beach Resort, som den tidligere præsident oprindeligt byggede som gæstebolig til sit palads. De velstillede i lokalområdet sørger for, at hotellet oplever ugens travleste dag. Der er ballonklovn og ansigtsmaling til børnene, livemusik til de voksne, og det store skyts er rullet ud i buffeten. Hvis du søger en meget rolig ferie, kan det anbefales at tage på udflugt denne dag, da der nærmest er kø til poolen.
Ingen lommetyve
Abu Dhabi er et meget trygt land at rejse i, og selvfølgelig skal du bruge din sunde fornuft, men du kan rejse uden bekymringer for tyveri og lignende. Som kvinde er det meget mere behageligt at rejse alene hertil, end det for eksempel er til Egypten, hvor de lokale kan være meget nærgående.Når man spørger de lokale, hvorfor Abu Dhabi er så trygt, lyder svaret, at det er, fordi alle elsker præsidenten. Der er med andre ord ingen mindretal, der føler sig klemt eller forbigået. Her giver islam og religiøse grupperinger ikke de samme problemer, som det ses i nabolandene.
De sidste 30 år har Abu Dhabi udviklet sig helt enormt – fra engang at have været en beduinby til i dag at være en af de mest fremgangsrige byer i verden med skyskrabere, shoppingcentre, luksushoteller og parker.
Forklaringen er det sorte guld. Olien. 85 % af den arabiske olie kommer nemlig fra Abu Dhabi, der regnes som den rigeste by i verden.
Så måske kan en del af trygheden forklares med det arabiske ordsprog: Den, der har guld, behøver ikke at bruge vold. Og sandsynligvis spiller statens indsats for at få analfabetismen ned på nul også en stor rolle.
Abu Dhabi virker lidt amerikaniseret på nogle punkter. Her er alt større, vildere og dyrere end i naboemiratet Dubai. Og det er et erklæret mål for de rige sheiker, der er med til at opgradere landet, at alt er 50 procent større her end andre steder i verden.
På hotellet oplevede vi flere fødselsdage holdt som temafester, og her kan alt tilsyneladende siges med heliumballoner. Støder du på en ballonbutik, så kig ind, og oplev en verden af pynt tematiseret efter udvalgte Disney-temaer eller palmefest, piratfest, you name it-fest med alt fra invitationer til duge, service, pynt, gaver til gæster, særlige lys til kager og udklædning til børn og voksne. I de store shoppingcentre ligger gode restauranter side ved side med modebutikker med internationale mærker som Marc Jacobs, Gucci og Burberry.
Sloggi-fri zone
Det er en sjov tanke, at de meget traditionelt klædte lokale skulle klæde sig ud i aparte kostumer, når der er fest. I Abu Dhabi er 96 % muslimer, og de lokale bærer alle den traditionelle klædedragt, abaya, mændene i hvid og kvinderne i sort. I debatten i Danmark lyder det ofte, at muslimske kvinder er undertrykt af deres mænd, men jeg fik et lidt nuanceret syn på kønsroller. I de store malls bugner det med undertøjsbutikker med neonpink corsager og frække arrangementer med simili og kæder, der ikke var gået an i et dansk indkøbscenter. Lad os bare sige, at de ikke er hverken kedeligt eller praktisk klædt på inderst inde. Her er Sloggi-fri zone. Og de fleste mødre ved poolen på vores hotel sad i skyggen med deres smartphone eller en veninde ved hånden, mens mænd og au pair-piger badede med børnene. Filosofien er, at man dækker sig til i det offentlige rum og viser sig frem for sin mand derhjemme – modsat danske kvinder, der hopper i grå jersey, når de kommer hjem og kun finder læbestiften frem, når de skal ud med veninderne.
Flødeskumsbyggeri
Alle anbefalinger lyder, at du som kvinde skal dække knæ og skuldre, men det gælder mest uden for hotellerne. På hotellerne kan du have helt almindeligt afslappet sommertøj på – dog kan du ikke sole dig topløs.
Vælger du at besøge den smukke, hvide moske, Zayed Bin Sultan, skal du dække hele kroppen med tøj. Moskeen rejser sig som et hvidt fløde-skumsbyggeri i det golde landskab. Den er bygget i hvidt marmor og dekoreret med blomstermønstre og guld. Ikke kun moskeen er prægtig. Abu Dhabi ville ikke lade Dubais verdensberømte luksushotel Burj al-Arab løbe med al opmærksomheden og har derfor bygget verdens dyreste hotel, Emirates Palace Hotel, med guld, marmor og lysekroner af Swarovski-krystal til fem gange udgiften til Burj al-Arab. Airconditionen summer.
De store palmeblade nærmest hvisker i den varme aftenbrise. Cikadernes kvækken blander sig med den salige muslimske bønnesang, og varmedisen over vandet og byens lys forsikrer os om, at i morgen også bliver solrig.
Hvis Abu Dhabi var en kvinde, var hun uden tvivl ganske ekstravagant.
Derfor skal du tage til Abu Dhabi
• Høj service og servicemindet personale.
• Luksus til rimelige priser.
• Solgaranti.
• Lækker mad.
Godt at have med
• Et stort tørklæde til at dække hår eller skuldre, hvis nødvendigt, og til at værne mod aircondition.
• En ekstra taske til alt det, du shopper.
• Sandaler som kan tåle vand og sand, da underlaget bliver meget varmt.
Vind og vejr
Højsæsonen er fra september til marts, for resten af året er varmen hård for nordboere. I april går termometeret ikke under 30 grader, og hele sommeren ligger de endnu højere. I december til februar kan det regne periodisk, men der falder kun 100-200 mm regn om året. Der kan forekomme sandstorme i april til september.
Godt at spise
Italiensk, marokkansk, arabisk – alverdens køkkener er repræsenteret
i Abu Dhabi og en af byens bedste restauranter er den indiske Ushna med fantastisk mad, lige ved vandet med moskeen i horisonten.
Det kan du opleve:
Yas Waterworld: Den vildeste forlystelse er den 20 meter høje tragt, Dawwama, hvor seks personer bliver slynget rundt på en stor, oppustelig tømmerflåde. Der er også et stort børneområde, delvist overdækket med sejl for at skåne for solens stråler. Prøv også bølgebadet, hvor du flyder på bølger i store baderinge, eller forsøg at surfe på den store, kunstige bølge. Der er masser af aktiviteter til en hel dag eller flere. Se mere på Yaswaterworld.com/en.
Ørkensafari: Ørkenen er en stor del af den arabiske kultur, da den fylder de fleste af landets kvadratkilometer, og det er spændende at opleve en ørken som dansker. Her kan du sandsurfe, ride på kamel, køre jeep eller spise middag med beduinerne og se solnedgang. Se mere på Atlantisrejser.dk.
Kunstige øer: Den kunstige Lykkens Ø ligger 500 meter ude i vandet, og her ligger de arabiske versioner af kunstmuseerne Louvre og Guggenheim. Se mere på Guggenheim.org/abu-dhabi og Louvreabudhabi.ae.
Verdens tredje- største moske: Den hvide moske Zayed Bin Sultan er verdens tredjestørste, og som noget særligt er den åben for ikke-troende muslimer. Her er tækkelig påklædning et must – kvinders ærmer og bukseben må ikke stumpe det mindste, og håret skal dækkes helt til. Der er gratis adgang og gratis guidede ture. Moskeen er kun åben til kl. 12, men kom tidligt, da der kommer mange mennesker jo tættere på 12, det bliver.
LÆS OGSÅ: Her er 5 af de bedste skidestinationer i Sverige
LÆS OGSÅ: New York - 5 madoplevelser, du ikke må misse
LÆS OGSÅ: Line&Jo guider dig rundt i deres Bangkok