Kvindekamp – med livet på spil
”Pistolen er spændt fast på låret, geværet er blevet en del af mine bevægelser, og hjelmen er spændt”.
Sådan fortæller Anne-Cathrine Riebnitzsky om sin første tid i Helmand, hvor hun var udsendt som kaptajn og rådgiver i 14 måneder i perioden august 2007 til april 2009. Efter blot fire måneders træning.
De usædvanlige ”accessories” til trods, får dog ikke Anne-Cathrine til at tøve – hun har en klar mission, beretter hun om i sin artikel i ALT for damerne:
”Jeg kan næsten ikke længere bære at vide, hvad jeg ved om kvinder i Afghanistan og blot se til, mens mine mandlige kolleger tager af sted. Jeg tænker, at hvis jeg kan komme ud og gå patruljere, og hvis de afghanske kvinder ser mig, en kvinde i krig for dem, så vil ingen, end ikke Taleban, kunne slette det billede fra de afghanske kvinders nethinder.”
Kvinder uden rettigheder
To kvindelige britiske soldater hjælper hende med at få kontakt til de afghanske kvinder, men ikke mange af dem tør snakke med soldaterne, da Taleban truer dem, der åbenlyst gør. Derfor har de kun kontakt til fem kvinder, som tør snakke med dem. Af dem møder Anne-Cathrine to:
Anne-Cathrine Riebnitzsky i snak med de afghanske kvinder
Fakta
Anne-Cathrine Ribenitzsky, født 1974 ,
er uddannet fra forfatterskolen i 1998
og uddannet sprogofficer i russisk i 2003.
”Den ene af de to kvinder er sygeplejerske og jordemoder, den anden er lærerinde. Jordemoderen, Gulaley, arbejdede på et hospital i Kabul, før Taleban kom til magten. Hun har været vidne til et menneskeligt forfald, som hun slet ikke troede muligt.
Annonse
Før Talebanerne indtog Kabul og indførte sine strenge love, var 40 procent af de ansatte på hospitalerne kvinder. 70 procent af lærerne var kvinder. Med et slag blev verden ændret. Fra små detaljer: forbud mod makeup, hvide sko og musik, til større indgreb i menneskerettigheder: Ingen kvinder måtte arbejde, gå i skole, gå på gaden alene eller tale i det offentlige rum. Gulaley så til i chok og sorg, mens hendes engang så venlige land skred baglæns i tid til noget, ingen kunne genkende eller troede var muligt. Gulaley måtte bruge sin kunnen som sygeplejerske og jordemoder i dybeste hemmelighed. Med Taleban ved magten måtte kvinder ikke tilses af mandlige læger, og da ingen kvinder måtte arbejde som læger, led kvinderne smertefuldt. De blev andenrangsborgere,” skriver Anne-Cathrine i ALT for damerne om det første møde med Afghanistans kvinder.
Anne-Cathrine forenede soldaten og forfatteren i sig og skrev efter sin anden tur og i alt 14 måneder i Afghanistan en bog om alle sine oplevelser med et folk, hvis kvinder til daglig lever med undertrykkelse og vold – ”kvindernes krig” Læs også mere i artiklen i ALT for damerne nr.13/2010, som du kan bestille via vores abonnementsservice så længe lager haves.
