Kvindelige spindoktorer: "Det handler om at brænde flinkeskolen ned og turde gå efter det, man vil"
Hvad kræver det at være spindoktor, og hvorfor er der så få kvinder på de poster? Det giver to tidligere af slagsen et bud på i anledning af det kommende Folketingsvalg. Rikke Lyngdal og Marie Hjortdal har været helt tæt på magtens centrum, og deres budskab er, at det er et hårdt, men sjovt job, som flere kvinder burde gå efter.
Stereotyperne står i kø, når man nævner ordet spindoktor. Mand. Rundsave på albuerne. Skruppelløs. Ond. Dårlig moral. Og villig til at gøre hvad som helst for at nå sine mål og skærme sin minister.
For spindoktor lugter af noget hårdt. Af magt og powerplay. Ja, af mand. I en meget lukket verden.
Men heldigvis er det jo sådan med stereotyper, at de som regel har et herligt modspil af virkeligheden. Det er denne artikels to hovedpersoner et bevis på. Rikke Lyngdal og Marie Hjortdal er nemlig begge tidligere spindoktorer for ministre på Christiansborg.
Selvom langt de fleste spindoktorer er mænd, vil de to kvinder ikke spille med på den om, at kvinderne bliver ”holdt bevidst ude” af en flok slipsemænd, når det politiske hold skal sættes, og den særlige rådgiver, som jo er ministerens højre hånd, skal findes. Man skal selv byde sig til, og vi kvinder skal blive bedre til at puffe hinanden frem og op, når det handler om topstillinger som disse, mener de. For kvinder er selvfølgelig ikke dårligere rustede end mænd til jobbet.
Rikke: – Når man er kommet ind i det, er det som ethvert andet spændende, krævende og hårdt job. Men samtidig er det topsjovt, helt vildt givende og en fantastisk mulighed for at prøve at være i det ultimative magtrum. Der, hvor beslutningerne for alvor træffes.
Marie: – Jeg kender mange mænd, der er eminente til at netværke og trække på deres netværk, når det kræves. Desuden er de gode til at spille sig selv hen til at stå der, hvor mulighederne er. Det betyder, at når en – i det her tilfælde magtfuld minister – kigger ud over mulige emner, så er der flest mænd, der springer i øjnene. Vi kvinder kunne måske godt selv gøre mere for, at ministrene rent faktisk får øje på de talentfulde kvinder, der findes derude. Og vi kunne nok også blive bedre til at gøre det samme og hjælpe hinanden frem.
Rikke: – Jeg tror også, at mange mænd er bedre til at hive en aften ud og tage i Parken eller noget andet med deres forretningsforbindelser, for de ved godt, at dér foregår noget, der er mindst lige så vigtigt for deres karriere som det reelle arbejde. Sådan noget skal vi kvinder blive meget bedre til, for et godt netværk er bare vigtigt. Mange jobs bliver jo besat ved, at der lige bliver tjekket for egnede kandidater i netværket, uden at de nogensinde bliver slået op.
Som det eneste i staten er jobbet som særlig rådgiver en reel udpegning fra ministerens side.
Enlig mor og spindoktor
Marie Hjortdal havde været i ti år på Politiken – blandt andet på Christiansborg- og Indlandsredaktionen, hvor hun dækkede uddannelsesstof – da hun dagen efter, at regeringen blev udnævnt 28. juni 2015, blev spurgt, om hun ville være særlig rådgiver for den daværende nyudnævnte uddannelses- og forskningsminister fra Venstre, Esben Lunde Larsen. Ham kendte hun ret godt, fordi hun jævnligt havde interviewet ham i kraft af hans position som uddannelsesordfører.
Marie: – På det tidspunkt var jeg alenemor med min søn, som var 11 år. Tre år før jeg fik jobbet, arbejdede jeg på nedsat tid på Politiken for at få mit liv til at hænge bedre sammen. Men jeg har altid gjort mig umage med mit arbejde og også været ambitiøs uanset antallet af timer. Min historie er et meget godt eksempel på, at vi godt kan nå både at være på barsel, gøre os umage med forældreskab og gøre karriere, når jeg inden for tre år kunne gå fra at arbejde på nedsat tid til at få tilbudt et job som særlig rådgiver. Jeg synes, jeg ser en del kvinder, der har travlt med at nå det hele, inden de bliver 30 – både at få uddannelse, børn og en fantastisk karriere. Jeg kan godt få lyst til at sige: Ro på, vi skal nok nå det hele. Vi skal arbejde, til vi bliver 70, og det giver os altså god tid til at nå at fyre den af med karrieren. Vi kan også godt gå på barsel uden at frygte, at hele verden ændrer sig, imens vi er væk. Og vi kan godt, i den periode vores børn er små, tilrettelægge vores arbejdsliv sådan, at vi ikke går nedenom med stress. Det skal hænge sammen, og når børnene så bliver større, kan vi igen skrue op for karrieren. Og her taler jeg om både mænd og kvinder.
Rikke Lyngdals vej ind til posten som særlig rådgiver var lidt anderledes. Hun havde i forbindelse med sit arbejde haft sin gang på Christiansborg i nogen tid, og sådan havde Venstre-politikeren Hans Christian Schmidt fået øje på hende og bedt hende hjælpe med sin valgkamp. Det passede Rikke glimrende, som på det tidspunkt havde egen rådgivningsvirksomhed.
Rikke: – Vi begyndte samarbejdet godt et år før valget. På et tidspunkt havde Hans og jeg en samtale om, hvilke egenskaber en god særlig rådgiver skal have, og her sagde han helt klart, at et godt netværk i partiet og på Borgen var afgørende. Det havde jeg ikke på det tidspunkt, så jeg slog tanken om, at det kunne blive mig, hvis han blev minister, ud af hovedet.
Men da Hans Christian Schmidt i juli 2015 blev transport- og bygningsminister, var det alligevel Rikke, han ville have med sig i ministeriet.
Rikke: – Da jeg vågnede søndag morgen oppe i mit sommerhus og så, at Hans var blevet minister, skrev jeg: ”tillykke” til ham, hvortil han svarede: ”I lige måde”. Men det tænkte jeg egentlig ikke nærmere over. Da han så kørte fra dronningen, ringede han til mig og sagde sådan lidt henkastet, at ”lønnen som særlig rådgiver nok ikke er så god som den, du har nu…” Jeg måtte spørge ham, om jeg skulle forstå det som en forespørgsel. Og så blev det faktisk lidt tilspidset, for jeg fik sagt, at nu skulle han ikke føle, at han skyldte mig noget, og i stedet skulle tage sig en rådgiver, der virkelig kendte til gamet. Så blev han vred! For hvad troede jeg egentlig om ham! Han tog selvfølgelig den, han mente var bedst! Og så sagde jeg faktisk ja med det samme.
LÆS OGSÅ: Stine Bosse: "Vi skal se lyset i andre kvinder, selvom vi risikerer at få tæsk"
Marie derimod skulle lige vende en vigtig præmis med Esben Lunde Larsen, før hun takkede ja til det prestigefulde job. Nemlig den kendsgerning, at hun var alene med sit barn, og at han var en vigtig prioritet i hendes liv. Men det skulle ikke ligge til hinder for deres samarbejde, mente ministeren.
Men præcis det med børn og familieliv kan vel også være noget af det, der gør, at kvinderne holder sig fra denne her type job?
Marie: – Der er mange arbejdstimer i det, og du er til rådighed, selvom du er taget hjem. Og selvom det er weekend, har du telefonen på dig, og du tager den, når ministeren ringer. Personligt lærte jeg på en eller anden måde at begå mig i det, at skifte ham. Jeg fik øvet mig i at være nærværende over for min søn og kæreste med et fingerknips, selvom noget kørte i baghovedet, og jeg var halvt på arbejde. Jeg synes, det er misforstået at tro, at hvis man har et topjob, så må man ikke have andre meget vigtige prioriteter i livet. Det må man! Det er et arbejde. Du må godt have børn, mand, interesser, der fylder, og et arbejde, du brænder for. Det er jo med til at skabe den pakke, der udgør din unikke personlighed. Det nytter ikke noget, at der kun er plads til gamle mænd med store børn på de her poster. Personligt føler jeg mig som et ret godt forbillede for min søn. Jeg er der for ham, men har også et arbejde, jeg gør mig umage med, som kræver noget tid.
Brænd flinkeskolen ned
Det er vigtigt for både Rikke og Marie at understrege, at kvinder ikke skal holde sig tilbage, hvis de går med en spindoktor in spe i maven.
Rikke: – Selvfølgelig kan kvinder! Og vi skal! Det handler om at brænde flinkeskolen ned og turde gå efter det, man vil. Har man lysten, så skal man altså stille sig frem, prikke nogen på skulderen og sige det højt. Også selvom det indebærer en risiko for at få at vide, at det ikke kan lade sig gøre – eller at de hellere vil have en anden. Måske bliver du den, vedkommende husker, næste gang noget rører på sig.
Modsat Marie har Rikke ingen børn. Og det har især været med til at puste til folks fordomme om en kvinde af hendes kaliber.
Rikke: – Jeg får tit det der stempel i panden om, at jeg er sådan en karrieretype. Og det er altså noget dårligt, har jeg fundet ud af. Lidt nedladende. Og så bliver der spekuleret i, om karrieren mon er skyld i, at jeg ikke har børn. Har jeg virkelig bildt mig ind at være så egoistisk og karriereagtig at vælge børn fra? Og jeg er altså ikke barnløs med vilje! Sådan er det bare blevet. Men det er da provokerende næsten at skulle forsvare, at jeg er nået så langt, som jeg er. Vi skal simpelthen udfordre de der stereotyper.
Marie: – Ja, folk konkluderer lynhurtigt, at hvis kvinder er nået langt, så har det krævet en masse ofre. Hvorimod det for mænd har krævet en masse dygtighed.
Kys dine fejl
Det er ikke kønnet, der afgør, om du bliver en god særlig rådgiver, men hvad er det så? Hvad skal man være gjort af for at være i sådan et job?
Marie: – Det kræver stabilitet at kunne navigere i et rum med meget stort pres og meget skiftende, pludselige dagsordener. Du kan ikke gemme dig. Folk forholder sig højlydt til det, du arbejder for, og kan blive meget personligt indigneret over det, du står for, fordi de associerer dig med jobbet.
Rikke: – Det er jo nærmest forbudt at sige, men du skal synes, magt er sjovt. Jeg synes, det er enormt interessant at arbejde med et menneske, der har sig selv på spil, og som samtidig har et kæmpe ansvar. Du er med til møder, på rejser, i ministerbilen, og når der er politiske forhandlinger. Så næsen for politik skal i den grad være der. Og så kræver jobbet robusthed, en ubetinget loyalitet og mod til at stole på din mavefornemmelse. Også i de tilfælde, hvor den er modsat f.eks. embedsværkets – eller din ministers!
LÆS OGSÅ: Iværksætter Pernille Sandberg Bech: Sådan netværker du - på den gode måde
Marie: – Mennesker, der sidder i meget høje positioner, har brug for at have nogen omkring sig, som er hudløst ærlige og tør sige dem imod. Og også have en medarbejder, som altid har deres ryg og som har – som eneste formål – at pleje ministerens interesser med stor loyalitet.
Rikke: – Man skal dælme turde – også at tage fejl. Tør man ikke det, bliver man ødelagt sådan et sted. For vi KAN ikke gøre det rigtige hele tiden, og der ER aldrig kun ét svar eller én vej. Der er ingen tvivl om, at den udfordring, der for mig ligger i at bevæge mig ud på en platform, jeg ikke kender, giver mig
megameget næring. Det gør mig indimellem nervøs og spændt, men fungerer også som min drivkraft, og dét skal man have noget af.
Marie: – Du skal være drevet af, at det føles sjovt. Også når der kommer benspænd, og planen skal justeres. Mange har den klassiske forestilling om, at sådan nogle spindoktorer styrer deres ministre rundt som marionetdukker, og det er altså bare ikke tilfældet. Ministrene er ministre af en grund. De er alle sammen dygtige og vidende, man kan ikke styre sin minister. Man kan rådgive.
Plus på selvtillidskontoen
Jobbet som spindoktor er bestemt udfordrende og har til tider gjort de to kvinder både usikre og nervøse, men det har de lært at tackle.
Rikke: – Jeg bilder mig ind, at det er et menneskeligt grundvilkår, og jeg har øvet mig i et helt liv på at gøre ting på trods af det. Og det kan kun anbefales. I øvrigt synes jeg, at man bliver den dygtigste rådgiver af at turde tage tvivlen ind. Hvis du er skråsikker, lukker du af og overser ting.
Marie: – Erfaring med det politiske spil og viden om fagområdet er nødvendige egenskaber. Men for mig er mavefornemmelsen også et vigtigt redskab. Og med tiden har jeg lært, at jeg skal stole på den. Den har jo bund i solid erfaring.
Både Rikke og Marie er kommet videre fra jobbet som særlig rådgiver med øget plus på selvtillidskontoen. Rikke er tilbage i sin egen virksomhed som rådgiver, og Marie er netop startet hos Novo Nordisk Public Affairs, og de arbejder begge med politisk interessevaretagelse.
Rikke: – Jeg har helt klart fået en anden tilgang til det, jeg kan, med mig. Jeg har oparbejdet en større evne til at kunne børste kritik eller modstand af mig. I jobbet som særlig rådgiver bliver det hverdag at møde store forhindringer og alligevel fortsætte. Altså ikke at tage det alt for meget ind. Jeg er blevet bedre til at vende det døve øve til det hjørne, der måtte komme modstand fra og vende
opmærksomheden den modsatte vej. Ikke sådan at forstå, at jeg er blind for kritik, den gør bare ikke så ondt mere.
Marie: – Det handler om at acceptere, at man ikke kan styre alting. Og at kunne trives i en situation, hvor det er helt sikkert, at alle aldrig bliver tilfredse. Der er altid nogle flanker og noget modstand, det er en grundpræmis. Jeg er kommet til at trives med både stormvejr og modvind. I stedet for at blive bange eller synes, det er irriterende, oplever jeg faktisk, at det er spændende og sjovt at navigere i.
Rikke: – Jeg er også blevet bedre til at acceptere mine fejl. Og så er jeg nok blevet hård. I politik er der en vis kynisme, og det kræver sgu hård hud på brysterne!