13 kendte kvinder står frem: “Det er ubehagelige oplevelser, som jeg har forsøgt at fortrænge”

“Vis mig nu dine patter. Vi fortsætter ikke, før jeg har set dine patter.”

Sådan fortæller Kat Stephie, kendt fra popgruppen Sukkerchok, i den nye DR-dokumentar 'Sexisme i musikbranchen', om en episode, hvor hun som 17-årig stiftede bekendtskab med en musikproducer. Han ville ikke lade hende indspille, før hun havde vist ham sine bryster.

Artiklen fortsætter efter videoen...

Kat Stephies oplevelse med krænkende adfærd i musikbranchen er blot én blandt mange, viser det sig nu.

For dokumentarserien 'Sexisme i musikbranchen' bygger på historier fra mere end 150 kilder fra musikbranchen, hvoraf 13 af de kvindelige musikere står frem med navn og ansigt og fortæller om gentagne krænkelser. 

Blandt de kvinder, der står frem i dokumentaren, er Stine Bramsen, Anne Gadegaard, Pernille Rosendahl, Kat Stephie, Katinka Bjerregaard, Mathilde Falch og Annette Heick. 

Fire af dem har alt.dk nu snakket med.

“I processen med tilblivelsen af dokumentaren kunne jeg mærke, at der var en masse ubehagelige oplevelser, som jeg har holdt inde og fortrængt, og det blev jeg faktisk ret ked af," fortæller Kat Stephie til alt.dk.

"Men ud over at det gjorde mig trist, så gav det mig også modet til at være med, fordi jeg håbede på, at det måske kunne give andre mod på at åbne op om det, som de har været igennem.“

Problemet er strukturelt

I programteksten til første afsnit af DR-dokumentaren står der, at otte ud af 10 unge kvinder i musikbranchen har oplevet, at deres grænser er blevet overtrådt.

Fælles for kvinderne i dokumentaren er ønsket om at ændre det skadelige miljø, som har gennemsyret musikbranchen gennem mange år. Selvom dokumentaren især tager udgangspunkt i to mandlige musikere i branchen, som har haft en grænseoverskridende og sexistisk opførsel, er de langt fra hele problemet, siger Mathilde Falch til alt.dk.

“Jeg ønsker lige vilkår og fair spilleregler. Derfor kæmper jeg heller ikke mod enkeltpersoner eller mod mænd, men mod en kultur, som rigtig mange er med til at opretholde.”

Læs også

Tidligere, når Fallulah købte tøj, begik hun ofte denne fejl...

Af samme årsag har DR efter mange overvejelser valgt at anonymisere de mandlige musikere, som flere kvinder i dokumentaren har haft grænseoverskridende oplevelser med, fordi problemet er langt større, skriver Mikala Krogh, dokumentarchef på DR. 

“Alle de mænd, der i serien beskyldes for grænseoverskridende opførsel, bliver ikke navngivet, fordi DR med serien ønsker at sætte fokus på et generelt og meget udbredt problem med sexisme i mange afskygninger i branchen. Problemet kan ikke reduceres til at handle om enkle, konkrete mænd. Anonymiteten gælder både de mænd, som kun en enkelt kvindelig artist fortæller om, og de artister, som flere kvinder har oplevet som grænseoverskridende.”

En lysere fremtid

De kvindelige musikere fra dokumentaren, som alt.dk har været i kontakt med, ved godt, at deres medvirken kan have konsekvenser for deres fremtid i musikbranchen, men det er en risiko, de er villige til at løbe – koste, hvad det koste vil, fortæller de.

“Jeg har været nervøs for at stå frem, fordi jeg har været bange for, hvilke konsekvenser det ville få. Jeg omgås jo i de samme kredse som de mennesker, der har opført sig grænseoverskridende overfor mig, så jeg har gjort mig mange tanker om, hvordan vores fælles bekendte ville opfatte mig efterfølgende, hvis jeg stod frem – om det ville lukke nogle døre for mig. Men jeg besluttede mig for, at den del er ligegyldig nu, målet er vigtigere,” siger Anne Gadegaard til alt.dk, mens Stine Bramsen siger:

“Der er ingen tvivl om, at jeg mister samarbejdspartnere og muligheder på at deltage i denne her dokumentar. Men det her er større end mig.” 

Målet er nemlig at ændre musikbranchen for fremtidens kvindelige artister.

“Jeg vil virkelig gerne ændre på de strukturelle problemer, der er i branchen, og skabe en bedre, mere tryg og mere ligeværdig branche for den næste generation. Hvis jeg kan være så heldig, at det kan smitte af allerede nu, og jeg selv kan få lov at mærke det, så er det bare en ekstra bonus. Men ting tager tid, og hvis det kan gavne næste generation af unge kvinder, så ville jeg føle, at jeg havde været med til at gøre noget stort.”

Artiklen opdateres løbende med nye svar fra de medvirkende kvinder.

Stine Bramsen

“Jeg står frem, fordi min elskede branche desværre har nogle store udfordringer. Der er ikke lige vilkår for mænd og kvinder, og miljøet er ofte meget sexistisk. Vi har fundet os i det i alt for mange år, og nu er det tid til et større opgør. 

Det har været den sværeste beslutning i min karriere, men jeg var dybest set ikke i tvivl om, at jeg blev nødt til det. Med mit talerør følger et ansvar for at prøve at gøre en forskel. Jeg frygter en polarisering i min branche – et “os og dem”. Der er ingen tvivl om, at jeg mister samarbejdspartnere og muligheder på at deltage i denne her dokumentar. Men det her er større end mig.

Jeg håber dybt inde i mit hjerte, at vi starter en nødvendig dialog i alle ender af branchen og en selvransagelse hos mænd og kvinder i alle aldre. Hvad kan vi hver især gøre for, at musikbranchen bliver et tryggere og mere retfærdigt sted at arbejde for alle køn? Og mest af alt, at jeg giver unge kvinder på vej ind i branchen modet til at sige fra, når deres grænser overskrides, eller de bliver vurderet på deres udseende frem for deres kompetencer.”

Kat Stephie

“I processen med tilblivelsen af dokumentaren kunne jeg mærke, at der var en masse ubehagelige oplevelser, som jeg har holdt inde og fortrængt, og det blev jeg faktisk ret ked af. Men ud over at det gjorde mig trist, så gav det mig også modet til at være med, fordi jeg håbede på, at det måske kunne give andre mod på at åbne op om det, som de har været igennem.

Jeg vil virkelig gerne ændre på de strukturelle problemer, der er i branchen, og skabe en bedre, mere tryg og mere ligeværdig branche for den næste generation. Hvis jeg kan være så heldig, at det kan smitte af allerede nu, og jeg selv kan få lov at mærke det, så er det bare en ekstra bonus. Men ting tager tid, og hvis det kan gavne næste generation af unge kvinder, så ville jeg føle, at jeg havde været med til at gøre noget stort.

Da jeg sagde ja, tænkte jeg ikke over, hvad konsekvenserne kunne være, fordi jeg har ikke lyst til at skulle have de overvejelser, når jeg ved, at det her er bare noget, jeg skal gøre. Så må der ske det, som sker – på godt og ondt. Men jeg synes, det er for vigtigt til at lade være, og derfor vil jeg ikke dvæle ved, hvad der kan ske.

For det er på tide, at der bliver sat fokus på det her, og det er rart, at vi er mange, der gør det sammen. Det kommer forhåbentlig til at stå så stærkt som en mur, så man er nødt til at kigge på det, og ikke bare kan gemme det væk.”

Anne Gadegaard

“Da jeg fandt ud af, at vi er flere kvinder, som har oplevet, at man på en eller anden måde skal stå på mål for seksuelle krænkelser, hvis man gerne vil ud med sin musik, valgte jeg at stå frem. Jeg har især haft grænseoverskridende oplevelser med producere, som kunne finde på at skrive til mig om aftenen og natten, fordi de forventede at få noget seksuelt ud af mig. Hvis jeg så ikke havde lyst til at mødes med dem eller ikke svarede tilbage, så kunne de ikke hjælpe mig med min musik. Det var desuden vigtigt for mig at bakke de af mine kollegaer, som også står frem i dokumentaren, op. Vi står stærkere, når vi står sammen.

Det er også de oplevelser, jeg har haft, som har gjort, at jeg er stoppet med at lave musik. I lang tid har fortællingen over for mig selv været, at det er min egen manglende lyst til at lave musik, der har været den primære årsag til, at jeg har lagt den på hylden. Men faktum er, at det har været for svært for mig. Og det er først nu, jeg tør sige det højt. For det kan ikke lade sig gøre, når det er præmissen for, at jeg kan udgive musik.

Jeg har været nervøs for at stå frem, fordi jeg har været bange for, hvilke konsekvenser det ville få. Jeg omgås jo i de samme kredse som de mennesker, der har opført sig grænseoverskridende overfor mig, så jeg har gjort mig mange tanker om, hvordan vores fælles bekendte ville opfatte mig efterfølgende, hvis jeg stod frem – om det ville lukke nogle døre for mig. Men jeg besluttede mig for, at den del er ligegyldig nu, målet er vigtigere.

Jeg håber, at det bliver lettere for andre kvindelige musikere fremad, så de ikke kommer til at stå i lignende situationer. At det ikke bliver lige så svært for dem at få deres musik ud at leve. Men også, at miljøet, der er i branchen, ikke bare er noget, man affinder sig med, fordi man tænker, der er “normalen” og ikke kan være anderledes. For det både kan og skal det være. Det skal stoppes.”

Mathilde Falch

”Jeg har valgt stille mig frem, fordi jeg mener, at jeg har et ansvar for at være med at ændre en skadelig kultur i musikbranchen. Jeg drømmer om at være med til at videregive en branche til næste generation, der er mere ligeværdig og fair, end den jeg selv kom ind i. 

Jeg ønsker lige vilkår og fair spilleregler. Derfor kæmper jeg heller ikke mod enkeltpersoner eller mod mænd, men mod en kultur, som rigtig mange er med til at opretholde. 

Ni ud af ti gatekeepere i vores branche er mænd. Så hele min karriere har jeg næsten udelukkende mødt mænd i branchen. Mange af disse gatekeepere har haft et meget stort fokus på køn og udseende.

De oplevelser, jeg har haft med branchefolk, har oftest været forbundet med sexistisk sprogbrug og rådgivning, der næsten udelukkende har haft noget med mit udseende at gøre, og hvordan jeg skulle bruge det – frem for min faglighed, sangskrivning eller musik, som er dét, det i virkeligheden handler om. Derfor valgte jeg tidligt i min karriere at lave mit eget pladeselskab, hvorfra jeg siden 2010 har udgivet alt min musik selv. Blandt andet for at have fuld kontrol over min musik og karriere, og for så vidt muligt at beskytte mig selv mod denne usunde kultur.

 Med dokumentaren vil vi gerne invitere hele musikbranchen, os selv og vores kolleger til at kigge indad og blive bevidste om, at sexisme og forskelsbehandling stadig er en stor del af vores branche, og at det er tid til, at vi for alvor gør op med det.

Jeg er glad for at stå skulder ved skulder med mange af mine modigste kollegaer. Vi mærker tydeligt, hvilken forskel det gør, når vi står sammen – og vi tror på, at vi kan være med til at skabe reel forandring. Det gør mig stolt.”