Lærke Kløvedal: "Jeg bryder mig ikke om at have gæster i mit hjem"

Hvornår har du været mest bange?

– Som 20-årig sejlede jeg med min far i Micronesien og var gået direkte fra introdyk til at lave to 45 meters dybdehavsdyk. Det var meget ungt og meget overmodigt. Om natten var jeg sikker på, at jeg havde fået dykkersyge og fik en rablende dødsangst. Jeg lå i min køje og tog afsked med alle dem, jeg holdt af, før besætningens mest snusfornuftige midtjyde satte sig ned og klunsede tændstikker med mig, indtil angsten langsomt fortog sig.

Hvilken beslutning har du fortrudt?

– Fortrydelser bor i det samme fedtede, iltfattige rum som bekymringer. Det er et rum, jeg stenhårdt øver mig i ikke at gå for ofte ind i, for det kan jo være lidt svært at komme ud derfra. Derfor kan der jo stadig godt være ting, jeg har undret mig over, jeg har gjort, eller ikke har gjort. Men hvis man gør sig lidt umage med sig selv, så kommer forståelsen jo ofte i forlængelse af fortrydelserne – og så har man forhåbentlig lært noget vigtigt.

Hvilke begivenheder har ændret dit liv?

– At flytte fra Thy til København som 19-årig, og se hele verden åbne sig fra en solbeskinnet lejlighed på Vesterbro. At få min søn Storm efter en svær graviditet, hvor vi først i femte måned vidste, at han ville overleve. At møde min kæreste Peter og mærke, at alting ikke behøver at være så skidekompliceret. At hjertets renhed er at ville ét.

Hvad er det bedste ved den alder, du har nu?

- Jeg synes ikke, min alder har en særegen kvalitet. Jeg synes som udgangspunkt, det er virkelig fedt at være voksen. Man kan jo alting. Men det er også en alder med maksimalt ansvar på alle parametre, og bevidstheden om at miste kommer tættere på. At liv er forbundet med død. At kærlighed er forbundet med sorg. Det er da nogle besværlige størrelser.

Hvilken bog bør enhver kvinde læse?

– Bare læs. Litteratur, poesi, essays. Det er i litteraturen, at alle erkendelserne kommer. At livet er stort og besværligt, men til hver en tid det hele værd. Og at alle følelser altid er blevet følt – og nedskrevet – før du selv følte dem. Det giver en fundamental tryghed.

Har du et ar, der fortæller en historie?

– Jeg har netop fået et lille ar, som jeg tydeligvis burde have fået langt tidligere. Jeg har haft en mindre blå blodansamling, et hæmatom, lige ved mundvigen og fik det fjernet i forbindelse med "Lærke møder..." Efterfølgende fortalte min svigerfar, at han altid havde troet, det var et herpesudbrud.

Hvad ville overraske folk mest at vide om dig?

– Jeg bryder mig virkelig ikke om at have gæster i mit hjem. Det er faktisk uden sammenligning det mest stressende, jeg kan forestille mig. Og det er jo et åndssvagt paradoks, når jeg virkelig holder utrolig meget af de mennesker, jeg føler mig nødsaget til at invitere hjem. Men det er, som om alting bliver eksistentielt, så snart det ringer på døren: "Er vi virkelig sådan nogle typer, der har købt den der sofa?", "lugter her egentlig ikke af kloak?", tænker jeg.

Hvornår har du nydt dit arbejde mest?

– Jeg er utvivlsomt bedst kørende, både privat og professionelt, når jeg rammer den fine balance mellem tryghed og frihed. Den balance oplever jeg i meget høj grad lige nu. Jeg er et meget privilegeret sted, hvor jeg kan skifte mellem at lave tv-programmer, som er et voldsomt ekstrovert projekt med høj intensitet, publikum, sminkør og ramasjang, og om søndagen sidde derhjemme med omvendt hår i joggingbukser og skrive madanmeldelser med en kat på skødet.