Lærke Winther: "Jeg har lært, at det ikke kan betale sig at holde fast i vreden"

Kreativitet

– Jeg er meget optaget af, hvordan man styrer den kreative proces. Hvordan man udnytter den og leger med den. Og jeg har altid vidst, at jeg gerne ville skrive. Jeg vidste bare aldrig, hvornår jeg skulle gøre det. Mit afsæt for at skrive min nye bog har derfor været et eksperiment for kreativiteten. Jeg har nemlig først nu opdaget, hvor vigtig kreativiteten er for mig. Det fodrer min livsenergi, hvis jeg kan dyrke det, der gør mig glad. Og tidligere har jeg nok holdt mig selv i for stram snor og ikke været sød nok ved mig selv.

– Idéen til bogen opstod en dag, jeg var ude og løbe en tur og så en kvinde med en schæferhund, som var MEGET gigtplaget. Den så helt fjollet ud. Dens røv hang helt nede på asfalten, og den kunne næsten ikke gå. Altså den var færdig. Det var et virkelig aparte syn, og det gjorde stort indtryk på mig. Den hund skulle have været aflivet for mange år siden. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke, at hende damen virkelig måtte iføre sig nogle skyklapper hver morgen for at nægte at erkende, at hendes hund havde det dårligt. Men jeg tænkte også, at hun måtte være meget afhængig af den. Og sådan begyndte jeg at stille en masse spørgsmål. 

– Så jeg gik hjem og skrev et vredt brev til mig selv fra hende: ”Kære løbepige, tro ikke, at jeg ikke så dit fordømmende blik …”, hvor hun forklarede mig, at gigt var meget almindeligt hos schæfere, og at hendes hund i øvrigt havde det helt fint, og at jeg skulle bare blande mig uden om. 

– Og så fortsatte jeg derfra.

– Jeg skrev ud af en masse tangenter, når jeg lige havde en halv time. Jeg begyndte at improvisere på papir. Og så opstod idéerne bare, mens jeg skrev. Jeg havde ikke besluttet mig for, hvor historien skulle ende – jeg ville ikke kontrollere den. For hvor kommer fantasi fra? Det kan man ikke sige. Og det er det, som jeg synes, er rigtig sjovt. Jeg havde en fest med at skrive. Hovedpersonen i min roman skrev mange alt for personlige klagebreve, og jeg har haft det virkelig sjovt med at vinkle netop humoren i bogen. Og det har været vigtigt for mig at balancere humoren, det tragikomiske og det sørgelige. For så kan en historie om en ensom kvinde med en hund pludselig blive til en meget større historie, end man først troede. Jeg kunne jo se, at den på mange måder også kom til at handle om noget, jeg havde på hjerte. Og det overraskede mig virkelig, hvordan temaer fra mit eget liv pludselig kom med ind i historien, selvom jeg ikke havde planlagt det. 

Balance

– Jeg har en meget kontrolleret side og en side, som godt kan lide at give helt slip. Og det interesserer mig, hvordan jeg i mit liv og som menneske balancerer frihed og kontrol. Hvor kontrolleret skal jeg leve? Hvor meget skal jeg give slip? Det er supersvært, synes jeg. Men livet har lært mig, at der bare er nogle ting, man aldrig finder ud af. Og der er det vigtigt at tilgive sig selv og bibeholde nysgerrigheden – at lægge mærke til det interessante i stedet for at gemme det væk.

– Men det irriterer mig også, at jeg har det der udprægede kontrolgen. Noget af det er selvfølgelig godt, fordi jeg er god til at få noget fra hånden, er disciplineret med mit arbejde og god til at arrangere en fest, ha ha. Men det kan virkelig også være irriterende. Jeg stresser mig selv op, fordi jeg tror, at jeg skal have styr på alting hele tiden og har svært ved at give slip på ting inde i mig selv. Men hvis du spørger mange, der kender mig, så vil de nok sige, at jeg er modig og altid kaster mig ud i alt muligt. Og det gør jeg også. På den måde kan man jo rumme mange ting på en gang. 

– Jeg kan for eksempel også godt have en lille trang til melankoli. Ikke så meget mere, men jeg øver mig i at tænke lidt mindre. Jeg har blandt andet lært, at det ikke kan betale sig at holde fast i vreden. Man er simpelthen nødt til at få det bedste ud af det, mens man er her. Det første skridt er at blive bevidst om det, så man ikke slår sig selv oven i hovedet med det. Det er en udfordring i sig selv. Men det er noget med at være blid over for sig selv. Man skal sige pyt og prøve at flytte fokus over på noget, som gør en glad. For mig er det virkelig godt at komme ned i kroppen. Det er faktisk et stort behov, jeg har. Hvis ikke jeg dyrker motion og kommer helt ned i min krop, farer jeg vild oppe i mit hoved. 

– Jeg tror faktisk, at jeg lever i et analysehelvede, ha ha. 

– Jeg kunne også godt tænke mig at have et ben mere at stå på ved siden af skuespillet. Ikke fordi jeg vil holde op med at være skuespiller. Men fordi jeg rigtig gerne både vil skrive og spille skuespil.

– Før jeg rigtig begyndte at skrive på bogen, var der en, der sagde til mig, at jeg fik lys i øjnene, når jeg snakkede om den. Så jeg SKULLE give mig selv tid til at skrive. Det tændte noget i mig. Jeg ville det så gerne, men jeg var nødt til at gøre noget konkret for kun at kunne fokusere på skriveriet. Jeg kunne ikke skrive bogen samtidig med, at jeg havde for mange skuespillerjobs. Og det har givet mig en stor tilfredsstillelse og en kæmpe ro at have skrevet bogen færdig.

– Jeg prøver virkelig at være mere nysgerrig på mig selv på en mere overbærende måde. 

Selvbedrag

– Det er interessant, hvordan man som menneske kan leve i en blind vinkel af rent selvbedrag. Man kan have en kæmpe blind vinkel, som gør, at man bare trumler ind over andre mennesker helt ubevidst. Marie, min hovedperson i bogen, hun lider jo virkelig af et stort selvbedrag. Hun lyver både over for sig selv og andre.

– Jeg tror, at vi alle sammen har blinde vinkler, måske nogle store og i hvert fald mange mindre. Af de mindre kan jeg stadig huske en øvelse på et dramakursus, jeg var på, hvor vi skulle stille os op alt efter, hvor tålmodige eller utålmodige vi var. Jeg placerede mig hurtigt helt oppe ved de tålmodige, hvorefter de alle sammen, læreren inklusiv, begyndte at grine af mig. Alle andre end mig selv ville placere mig helt nede ved de allermest utålmodige. Det var en blind vinkel! Jeg anede simpelthen ikke, at jeg var utålmodig.

– På teaterskolen sagde de også til mig, at jeg var et af de mennesker, der farvede rummet med mit humør. Det, syntes jeg, var så rædselsfuldt. Det er jo et forfærdeligt ansvar at have. I dag forsøger jeg at virke lidt mere neutral. Jeg er slet ikke interesseret i, at mit humør skal farve andres. Men jeg begyndte at blive nysgerrig på det og kunne godt se, at der var nogle dage, hvor jeg var langt mere stille end andre. Sådan er det egentlig stadig. Nogle dage er jeg helt lukket om mig selv og inde i mine egne tanker. Andre dage er jeg helt ude af mig selv og helt VILD med at kommunikere og være nærværende. Det veksler meget og skaber nok lidt forvirring hos mine omgivelser. Det behøver ikke at være fordi, der er noget galt, der er bare nogle dage, hvor jeg indtrykker i stedet for at udtrykke.

– En anden blind vinkel, jeg har detekteret, er vrede. Jeg har tidligere i mit liv været meget vred og senere opdaget, at jeg bare var ked af det. Vrede er jo bare en beskyttelse, hvor der ofte ligger noget lige neden under, som man er ked af. Så man er nødt til at finde ud af, hvorfor man er ked af det. Og når man har fundet ud af det og er kommet over det, så er man pludselig ikke så vred mere. 

Sorg

– Da jeg skrev uden at dømme mine ideer og prøvede at få fat i et free flow, kom historien til at kredse meget om døden og om sorg. Jeg mistede tre kvinder i min familie inden for halvandet år. Min mormor, min mor og min farmor. De var alle sammen væk meget hurtigt efter hinanden. Så døden har været meget nærværende i mit liv de sidste år. Og på den måde har det været rigtig rart for mig at skrive om det. Jeg følte, at jeg havde noget, som jeg gerne ville. Jeg havde et behov for at udtrykke nogle af mine tanker og følelser omkring døden.

Og det har faktisk været rart at få noget af det ud …

– Det er ikke altid, at mennesker rækker ud, selvom de gerne vil. Det ligger mig nært. Hovedpersonen, Marie, skriver enormt mange breve, men de fleste sender hun ikke, fordi det er for svært. Men hun skriver dem. Hun vil gerne, hun kan bare ikke finde ud af det. Det, tror jeg, at mange mennesker kender enten fra sig selv eller fra andre. Og når jeg nogle gange har tænkt: ”Hvorfor rakte vedkommende ikke ud?”, så har det hjulpet at tænke på, at de måske gerne ville, men bare ikke kunne. 

– Min mor døde af kræft, og jeg så hende ikke i mange år op til, at hun blev syg. Desværre. Men da hun blev syg, så vi hinanden gennem hele forløbet. Jeg var der helt til det sidste. Og det er jeg rigtig glad for, at jeg var. Det var meget vigtigt for mig. Jeg tror, at jeg ville have været enormt ked af det, hvis jeg ikke havde været der. For jeg tror, at det er det værste at sige farvel uden en form for forsoning. Det var meget vigtigt. For os begge to. Det er vigtigt at sende folk ordentligt af sted med kærlighed.

– Men jeg blev slået helt ud, da jeg mistede både min mormor, min mor og min farmor. De var tre meget vigtige kvinder i mit liv, og jeg havde en periode, da de var gået bort, hvor jeg gik ned med posttraumatisk stress. Det tog over et halvt år. Jeg skulle lige helt ned og bide i græsset, og jeg havde svært ved at tro på, at jeg kunne komme ud på den anden side og mærke glæden igen. Men det gjorde jeg. Med ro og tålmodighed. Jeg gav mig selv lov til at føle det, jeg følte. Og det var helt utroligt bagefter faktisk at føle glæde igen. 

– Når man, som jeg, har oplevet mange triste og svære ting i sit liv, så må man alligevel prøve at være åben over for livet. Også over for glæden og kærligheden. Det er vigtigt at tilgive.

Rummelighed

– Der er noget i enhver familie, og virkeligheden overgår tit fantasien. Folk har nogle vilde personligheder og lever på så mange forskellige og specielle måder. Og man skal ikke prøve at måle mennesker op mod en normal, der måske ikke findes. Jeg ved godt, at der findes en normal, for det er jo der, ordet stammer fra. Men hvad er det for en normal? Er det skræmmende, når nogle ser mærkelige ud, går mærkeligt klædt eller har en mærkelig måde at udtrykke eller opføre sig på? Hvorfor er det egentlig skræmmende? Min erfaring er, at folk, der umiddelbart virker meget ”off” i forhold til normalen, ikke er så ”off” alligevel. De rummer jo også alt det, som vi alle sammen kan genkende, når vi hører en kærlighedssang. Vi er ikke så forskellige, selvom vi ser forskellige ud og opfører os forskelligt. 

– Jeg har været tæt på mennesker, som har været svære at rumme. Og det har lært mig, at det er vigtigt, at man tænker over, hvor svært det faktisk er at være menneske. Det er en svær opgave. Og nogle er bedre til den end andre. I hvert fald udadtil. Man kan nemt komme til at skue hunden på hårene, men der er altid en historie bag. Der er altid en grund. Der kan ligge en sorg bag, der kan ligge en svær fortid bag, eller der kan ligge det bag, at man ikke har en vindende personlighed. Man kan have trådt ved siden af og tabt det hele på gulvet og have svært ved at rejse sig op igen. Og den omsorg, det kræver at rumme den slags mennesker, den vil jeg gerne slå et slag for. Nogle gange skal der bare ét menneske til, som kan se igennem det og orker at se en.

– Da jeg selv var helt ung, blev jeg tit opfattet som arrogant. Men i virkeligheden var jeg bare usikker. Og da jeg fandt ud af, at jeg blev opfattet på den måde, gik det også op for mig, at de, som jeg selv tænkte var arrogante, i virkeligheden bare var usikre. Og det er blevet tydeligere og tydeligere for mig med årene, at jo mere attitude, jo mere usikkerhed. Så når folk opfører sig som idioter, tænker jeg bare, at de nok har det rigtig svært inde i sig selv.

– Min bog er derfor også en hyldest til skæve eksistenser og til det at kunne rumme. Min hovedkarakter er ikke nem. Men nogle gange kræver det bare, at der er én, der orker at se igennem det. 

– Vi er nødt til at holde fast i håbet, i tilgivelsen og i at kunne rumme hinanden som mennesker. Der sker så mange tragiske ting i alle menneskers liv, i samfundet og i verden. Dem skal vi selvfølgelig ikke lukke øjnene helt for, men vi er nødt til også at gribe fat i håbet og i glæden.

Længsel

– Relationen til min mor var præget af meget længsel, savn og afsavn. Vi så ikke hinanden i otte-ni år, og i alle de år var der en længsel. Og jeg var nødt til at gøre mig hård for at kunne være i det. Det er meget svært at leve med at være tæt på et menneske, der har det rigtig svært i livet, uden at kunne hjælpe. Det kan være en enorm stærk bekymring. Og man kan være nødt til at give slip. 

– Nogle gange kan man bare ikke med hinanden af forskellige årsager, selvom man gerne ville. Livet er ikke bare en bog, du kan slå op i. Der findes desværre ikke en grønspættebog, der virker til alle ting. Det ville ellers være smart, hvis der var. 

– Tidligere tænkte jeg faktisk, at det var et grundvilkår for mennesket at længes. Det tænker jeg ikke så meget mere. Måske fordi jeg er meget lykkeligt gift. Men længsel interesserer mig stadig. I dag tænker jeg mere på, at der også kan være en længsel mellem mennesker, som sidder lige ved siden af hinanden, fordi det er svært ”rigtigt” at mødes. Det, synes jeg simpelthen, er noget af det mest sørgelige, der findes. Den længsel vil jeg gerne bryde. Så det handler bogen også om. Og jeg har villet beskrive den på en måde, så man er nødt til at grine af, hvor umulige vi mennesker er, og grine lidt af de svære ting i livet.

– Det er svært at være menneske. Men alle gør deres bedste på hver deres måde, og det skal man altid huske på. Og så skal vi huske at kunne grine af os selv og livets tragiske komedie.