En læser fortæller: "Arven måtte ikke skille os ad"
Min søster og hendes mand var i forvejen ret velhavende. Derfor irriterede det mig, da min søster tog vores farmors guldsmykker og sølvtøj efter hendes død. Det var tæt på at gå ud over vores forhold, men så fandt vi heldigvis en løsning. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.
Læseren i denne fortælling er anonym og med sløret identitet, men redaktionen er bekendt med vedkommendes identitet.
Jeg og min søster Ulla har været forældreløse, siden vi var midt i 30’erne. Det er formentligt derfor, at min farmor har spillet så stor en rolle i mit voksenliv.
Jeg er singlekvinde, og hun var min nærmeste familie udover min søster, der boede i en anden by. Da hjemmehjælpen ringede og fortalte, at hun havde fundet min farmor livsløs i sin seng, opstod der derfor et stort hul i mit liv.
Samtidig skulle der ordnes meget praktisk i forbindelse med dødsfaldet. Her var jeg glad for at have min storesøster til at dele både opgaverne og sorgen med. Selvom Ulla ikke havde set helt så meget til vores farmor igennem årene som jeg, delte vi kærligheden til hende. Bisættelsen arrangerede Ulla og jeg da også sammen, og det blev et smukt farvel, vi fik givet vores farmor.
Vi aftalte bagefter at mødes i farmors lejlighed nogle dage senere. Vi to var de eneste arvinger, og selvom det på sin vis føltes for tidligt, måtte vi tage stilling til, hvad der skulle ske med alle hendes ejendele.
Det støvregnede den søndag formiddag, hvor jeg ankom på cykel til min farmors lejlighed et par minutter før min søster. Jeg nåede at sætte en kande kaffe over, før jeg fra vinduet så Ulla parkere deres store BMW foran opgangen. Ulla boede i en lækker villa ved vandet, en times tid fra farmors hjem. Både hun og hendes mand havde store stillinger i en lokal møbelvirksomhed, og de seneste år havde familien klaret sig virkelig godt økonomisk.
Fra vinduet så jeg min søster tale i telefon og smile, før hun ringede på, formentligt med ét af sine børn eller sin mand. Jeg ville gerne selv have haft en familie, men sådan var det bare ikke gået. Ullas velstand havde jeg dog aldrig misundt hende. Ligesom min farmor, som var sømandsenke, var jeg vant til at leve et ret nøjsomt liv, og selvom jeg pt. var arbejdsløs, så følte jeg egentlig ikke, jeg manglede noget materielt.
Efter et kram og en kop kaffe gik jeg og Ulla sammen rundt i lejligheden. I første omgang talte vi mest om alle vores gode minder, men vi måtte jo i gang med at tage stilling til farmors ting. Der var ikke meget af værdi, og møblerne var slidte.
Der var blot et skab med gammelt sølvtøj i, og i hendes smykkeskrin fandt vi nogle smykker af guld. Ulla blev meget begejstret for begge dele og ville gerne arve dem, hvis jeg ikke var interesseret. Da jeg aldrig har set min farmor bruge hverken smykkerne eller sølvtøjet, havde jeg ingen følelser forbundet med tingene, så jeg overlod gladelig Ulla begge dele. Selv ville jeg bare gerne have min farmors syæske i mahognitræ, da jeg havde lavet håndarbejde med min farmor, siden jeg var et ganske lille barn.
På det tidspunkt rørte det mig ikke, at Ulla udvalgte sig alt af værdi. Men da jeg senere, efter min søster tog hjem til familien, gik alene og gjorde rent, fik jeg alligevel lidt ondt af det. Jeg havde bestemt mere brug for pengene end min søster. Ville det egentlig ikke være mere rimeligt, hvis vi solgte guldsmykkerne og sølvtøj og delte pengene?
Jeg rådførte mig med en veninde, der viste sig selv at have været ude i en arvesag og føle sig snydt. Hun rådede i heftige vendinger til at kræve kompensation eller del i smykkernes og sølvtøjets værdi. Det havde jeg det faktisk lidt skidt med, for nu havde jeg jo givet Ulla lov at få de ting. Men jeg følte faktisk, det ville være fair, og hvorfor havde Ulla egentlig ikke selv foreslået det? Jeg gik og summede over det, indtil tingene nogle dage efter tog en drastisk vending.
I min farmors sykasse opdagede jeg nemlig en lille velourpose med perler, skinnede grå med at regnbueagtigt skær. Min farmor måtte have fået dem af vores farfar dengang, da han sejlede på Stillehavet. Jeg ringede og fortalte Ulla om fundet. Hun var ikke synderligt interesseret, hun synes ikke perler var så interessante, så dem måtte jeg gøre med, som jeg ville. På internettet fandt jeg ud af, at perlerne var Tahiti-perler og af relativt stor værdi.
Annonse
Efter lidt tænketid fik jeg den ene perle lavet til et halskædevedhæng. Da jeg viste halssmykket frem og fortalte Ulla, at jeg overvejede at sælge resten af perlerne, blev hun kun glad på mine vegne. Jeg solgte derfor perlerne på en onlineauktion. De indbragte næsten 4.000 kr. som min søster ikke ønskede del i. Beløbet var formodentligt mindre, end hvad vores farmors guldsmykker og sølvtøjet var værd, men jeg var tilfreds, for det føltes som om, der var kommet harmoni i arven.
Jeg kan stadigvæk savne min farmor, men jeg er taknemmelig over, at min søster og jeg ikke endte med at blive uvenner over hverken guldsmykker, sølvtøj eller perlekæde. Hver dag tager jeg i øvrigt perlekæden på, og så glædes jeg over at have en del af min farmors kærlighed hængende om halsen.
Ring eller skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
