En læser fortæller: Pludselig så jeg min barndom i et helt andet lys
Min stedfar sørgede altid for, at der var fest og farver hjemme hos os, hvor kendte mennesker kom og gik. Jeg var fascineret af ham og skammede mig over, at jeg selv var så kedelig og fornuftig. Først, da jeg mange år senere genså Brian, forstod jeg, at jeg absolut ikke havde noget at skamme mig over. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.
Læseren i denne fortælling er anonym og med sløret identitet, men redaktionen er bekendt med vedkommendes identitet.
Jeg havde netop afleveret mine to drenge i skole, da jeg fik en sms, jeg ikke havde forventet.
Den var fra Brian, som jeg ikke havde set i mere end 10 år. Brian havde været min stedfar, fra jeg var to år, og til han blev skilt fra min mor, da jeg var omkring 25. Efter deres skilsmisse havde jeg mistet kontakten til ham, men Brian havde haft stor indflydelse på mit liv og min opvækst.
Jeg kan af gode grunde ikke huske, da Brian kom ind i mit og min brors liv, men lige fra jeg kan huske, var han altid festens centrum. Han fyldte meget på alle planer. Min mor var en smuk kvinde, og Brian var en flot mand. Han var høj, bredskuldret, havde stærke ansigtstræk og langt, mørkt hår, der var samlet i nakken. Ingen af dem var interesserede i at have et 9-16 job eller på andre måder passe ind i samfundets kasser.
Min mor lavede smykker, som hun solgte på markeder, og hun underviste i yoga, dyrkede massage og auralæsning. Brian arbejdede af og til som lys- og lydmand for forskellige musikere, men hans to største talenter var, at han for det første kendte alle, og for det andet var en mester i at få en fest op at stå.
Faktisk var Brian en omvandrende fest i sig selv, og da jeg blev stor nok til, at den slags betød noget, gav det mig ikke så få points blandt skolekammeraterne, at jeg havde Brian som stedfar. For Brian var cool. Han hang ud med rockmusikere og kunstnere. Han røg sig skæv og tog kokain og var helt åben om det. Det var en del af hans charme, at han var så løssluppen. Alle mødrene i min klasse – også dem, der ikke ville indrømme det – var fascinerede af Brian. Han havde karisma, og forholdet mellem ham og min mor var lidenskabeligt og uforudsigeligt.
I det hele taget var det svært at forudsige noget som helst i vores liv. Nogle gange blev der holdt fest på en tirsdag, andre gange rejste vi pludselig til Spanien uden at have fået fri fra skole. Til gengæld sejlede alt ofte i vores hjem, og jo ældre jeg blev, des mere blev jeg den, der ryddede op og holdt orden.
Min familie begyndte at kalde mig for ’lille Lotte-husmor’, og det var tydeligt, at jeg var anderledes end dem. Det betød ikke, at jeg var udenfor. Da jeg var 14, havde Brian for længst lært mig at rulle en joint, og da jeg flyttede hjemmefra, vidste jeg præcis, hvor meget kokain, jeg skulle tage, for at have en fest, uden at tage for meget.
Da jeg flyttede til København, rendte jeg tit ind i Brians musikervenner, men som årene gik, gav jeg mere og mere slip på den verden, som min mor og stedfar havde givet mig, uden at jeg selv kunne forklare hvorfor. Det var som om, jeg havde en lille stemme indeni mig, der sagde, at selvom det var sjovt at feste, så ville jeg noget andet med mit liv.
Jeg var godt klar over, at min familie syntes, at jeg var kedelig, og at de valg, jeg traf, var for snusfornuftige. De så heller ikke lyset i min kæreste, Martin, der læste til folkeskolelærer, og da jeg fik et kontorjob i kommunens kulturforvaltning, rullede de med øjnene.
Jeg var dog glad for mit liv med Martin, men dybt i mig følte jeg også en skam over ikke at leve op til den farverige familie, jeg kom fra. Jeg følte mig tit grå og sippet, når vi var sammen alle sammen. Min bror, Ketil, fortsatte i modsætning til mig vores forældres liv. Han hang ud på spillestederne, havde skiftende jobs, og der hang den samme bohemeaura over ham, som jeg skammede mig over ikke selv at besidde.
Jeg kom tættere på min mor, efter hun gik fra Brian. Hun fik et job som fast pædagogmedhjælper, mens Brian gled ud af vores liv. Ikke engang min mor havde hørt fra Brian i årevis, da jeg fortalte min mor, at jeg havde fået den besked fra Brian, og at han gerne ville mødes.
Annonse
Jeg var nysgerrig, da jeg tog toget ind til Nørreport for at mødes med Brian. Han havde været så stor en del af mit liv. Ketil og jeg havde jo nærmest været hans børn i mange år. Savnede han mig? Ville han forsøge at genskabe familiekontakten imellem os?
Den første overraskelse kom, da jeg ikke kunne genkende Brian. Jeg spejdede efter ham på stationspladsen, men det var først, da jeg hørte en råbe mit navn, at jeg fik øje på ham. Han var blevet uhyggeligt tynd, den tykke hestehale var blevet en sjasket pisk af gråt hår, tøjet hang på ham, og da jeg kom tæt nok på, opdagede jeg, hvor fælt, han lugtede. Han spurgte, om jeg ikke gav en kop kaffe, og vi satte os ved en udendørs café. Jeg bestilte også en sandwich til Brian, som han huggede i sig.
Jeg var mundlam og vidste nærmest ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg havde i så mange år set op til Brian og oplevet, at andre gjorde det samme, at det tog noget tid for mig at justere mine følelser. Jeg havde pludselig ondt af ham. Hans hænder rystede, og det gik op for mig, at hans krop skreg på noget stærkere end kaffe.
Han spurgte uinteresseret, hvordan det gik med mine børn, men der gik ikke længe, før han kom til sit egentlige ærinde: Han var flad og ville låne penge.
Jeg blev mærkelig til mode. Brian var tydeligvist hjemløs, og mens jeg på den ene side havde medlidenhed med ham, fornemmede jeg også, at jeg skulle passe på med at åbne op for den mulighed, at han kunne komme til mig for at få penge. For han måtte have sms-et til en hel del andre, før han kom til mig, som han jo ikke havde set i 10 år.
Da Brian mærkede, at jeg tøvede, begyndte han at slå på, at vi jo stadig var familie, og at han havde taget sig af Ketil om mig igennem hele vores opvækst. Der gik meget kort tid fra, at vi sad og lod, som om vi hyggede os over en kop kaffe og til, at Brian blev krævende og ubehagelig. Jeg gav ham til sidst de 350 kroner, jeg havde på mig i kontanter og sagde så farvel og gik.
Jeg var rystet, da jeg gik op mod Nørreport igen. Mit billede af Brian var blevet vendt på hovedet. I dagene efter gik det op for mig, at det ikke kun var Brian, der var røget ned fra sin piedestal ved vores møde. Det var hele fortællingen om min barndom. Jeg begyndte at forstå, hvorfor jeg havde følt et behov for ikke at blive i det miljø, jeg var vokset op i. Jeg havde altid følt, at det var mig, der var noget galt med, men nu begyndte jeg at se, at det var min baggrund, der var problematisk.
Da jeg kom hjem, talte jeg med Martin, og han gav mig ret. Han havde altid syntes, at der var noget galt med historierne om min boheme mor og stedfar, men jeg havde også brug for at tale med min mor og min bror om det. Ketil og jeg tog sammen ud til vores mor, og det blev en eftermiddag, der kom til at ændre meget for os begge. Ketil og jeg havde aldrig talt om skyggesiderne af vores opvækst. Det var blevet ved anekdoterne om de kendte mennesker og de vilde fester.
Den eftermiddag fik vi taget hul på, hvor usikre, vi tit havde følt os som børn. Der havde ingen faste rammer været. Jeg var flere gange vågnet om morgenen ved, at der lå granvoksne mænd og sov rusen ud på gulvet på mit børneværelse.
Alkohol og stoffer var kommet alt for tidligt ind i vores liv. Vi var ikke blevet skærmet og passet på. Det, der for vores jævnaldrende havde lignet en misundelsesværdig frihed, havde også rummet angst, svigt og rodløshed. Der havde aldrig været penge til lejrture, der havde været for mange dage uden madpakker i skolen, og for mange fraværsdage på grund af fester og rejser. Vi havde været sårbare børn, og ingen havde passet på os.
Min mor havde først svært ved at genkende det billede, vi tegnede. Først da jeg fortalte, hvordan Brian havde lært mig både at ryge hash og tage kokain, og Ketil mindede hende om, at han først havde fået styr på sit liv som 32-årig, fordi han var røget ud i et ungdomsliv med for meget alkohol og hash, gav hun sig.
Hun holder dog stadigvæk i dag fast i mange af myterne om, hvordan vores liv var dengang. Det er for stor en del af hendes identitet til, at hun kan give slip på dem. Men det har haft en banebrydende betydning, at Ketil og jeg nu kan tale om skyggesiderne ved vores ’cool’ og ’festlige’ barndom.
I dag kan jeg se, at det var et spørgsmål om overlevelse for mig at bryde med min mors og Brians måde at leve på. At vælge et liv, som de dømte som kedeligt og konventionelt var i virkeligheden et stærk valg, der har givet mig et dejligt liv. Mine børn vågner ikke op til skrig og skrål og voksne uden selvkontrol. De er ikke overladt til sig selv eller bliver tilbudt alkohol og stoffer derhjemme.
Når jeg kommer hjem og ser mine børn, der trives og klarer sig godt i skolen, så synes jeg faktisk, at der er noget smukt i at vælge det fornuftige og forudsigelige. For vi har et godt liv sammen, hvor vi alle kan stole på, at vi passer på hinanden.
Ring eller skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
