Lassen-Kahlke: 'Jeg er jo nærmest et helt andet menneske'

"Jeg er jo nærmest et helt andet menneske"

Sofie Lassen-Kahlke om bedsteforældre, Meryl Streep og om andre folks forestillinger om den, hun var engang.

Hvad er du bedst til?

- Jeg er bedst til at snakke med mennesker. I alle samfundsklasser. Jeg er et meget nysgerrigt menneske, der elsker at høre andre folks historier. Jeg er nysgerrig på, hvad der har gjort dem til det, de er i dag. På godt og ondt. Hvad der driver dem i deres liv.

Hvad er din største sorg?

– Det er helt sikkert, at tre af mine bedsteforældre aldrig nåede at opleve min søn. Det er jo naturens gang, men jeg har lidt svært ved at acceptere det. Jeg har heldigvis min farmor, som jeg føler mig meget privilegeret over at have. Og min morfar nåede at sende bud efter sin yndlingshvidvin fra brugsen, så vi kunne fejre det, da han hørte, at jeg ventede Alfred. Han nåede bare aldrig at opleve ham. Mine bedsteforældre har altid betydet meget for mig.

Hvilken mand har gjort størst indtryk på dig?

– Jeg har jo en søn, og jeg bliver nødt til at sige ham. Jeg ved godt, at det lyder utrolig klichefyldt. Men hver dag bliver jeg imponeret over nye ting, han gør og kan. Jeg synes lige, at han har ligget fuldstændig hjælpeløs i vuggen. Nu går han selv ud i skuffen og henter kiks og tager næsten selv sin jakke på og vil selv smøre sin mad. Jeg skal ikke tænke så meget over det, for så kan jeg godt blive lidt ked af, hvor hurtigt det egentlig går.

Hvornår græd du sidst?

– Jeg er typen, der tit fælder en tåre. Det behøver ikke være, fordi verden er ved at gå under for mig. Men der løb en tåre ned ad min kind, da jeg tænkte på mine bedsteforældre, og da jeg besøgte min venindes gravsted forleden dag. Og der løber også tit en stille tåre ned ad kinden på mig, hvis jeg sidder og dvæler ved synet af min søn. Mine tårer er desværre meget let tilgængelige.

Hvad er den vigtigste beslutning, du har taget?

– At jeg ville være mor. Der var så mange overvejelser. Skulle jeg nu bare fortsætte med min karriere? Det kørte jo godt, og det ene år kunne let bare tage det andet. Jeg er så lykkelig for, at jeg lyttede til mit indre ur og fik min søn.

Hvilken del af din garderobe har den bedste historie?

– Hele min garderobe fortæller mange historier fra mange dejlige aftener. Alle premierekjolerne til de film, jeg har været med i. Tøj fra mit show "Citysingler" og alle de fester, jeg har været til i årenes løb. Jeg synes, det er så trist at skille sig af med gammelt tøj. Fordi jeg føler, at det alt sammen fortæller en historie. Min mand er så ikke af helt samme opfattelse. Men jeg er så stolt, hver eneste gang der ryger et enkelt stykke tøj i skraldespanden.

Hvad er din største succesoplevelse indtil nu?

– Karrieremæssigt må det være, da jeg var vært ved det danske Melodi Grand Prix sammen med Lise Rønne og Louise Wolff. Jeg elsker Melodi Grand Prix, og at være vært sammen med lige præcis de to piger var virkelig noget meget unikt.

Hvad antager andre fejlagtigt om dig?

– Jeg startede jo med at være skuespiller og i mediernes blitzlys, da jeg var teenager, og jeg møder hele tiden den der: "Gud, hvor er du blevet voksen, og hvor har du tabt dig, og hvor ser du anderledes ud end i "Anja og Viktor"-filmene." Og selvfølgelig gør jeg det. Det er 15 år siden, vi lavede den første af de film. Jeg har haft en hel karriere og prøvet en masse på godt og ondt. Jeg er blevet gift og er blevet mor. Jeg er jo nærmest et helt andet menneske end dengang. Derfor kan det helt sikkert godt være irriterende, når jeg bliver mødt med folks forestillinger om den, jeg var dengang.

Hvis du kunne vælge frit, hvem ville du så helst tilbringe en dag sammen med?

– Jeg gad godt at sidde i Meryl Streeps køkken, mens hun gik og kokkererede lidt for mig og fortalte om sit nye filmprojekt. Om hvorfor hun havde sagt ja til det, og hvordan hun havde tænkt sig at gribe rollen an. Jeg ville elske at være en flue på væggen eller at være inde i hendes hoved, mens hun arbejdede på en rolle.

LÆS OGSÅ: Julianne Moore - "Det er tricky at være forælder"

Sofie Lassen-Kahlke

33 år, skuespillerinde, gift med Hans Poul Petersen og mor til 2-årige Alfred.