Laura Bro: "Jeg har haft mange kærestesorger. Hver gang jeg har haft en kæreste faktisk"
Skuespiller Laura Bro om at have utrolig mange ligegyldige ting, om aldrig at forlade en diskussion og om at have én helt særlig juletradition.
Hvad er din yndlingsjuletradition?
"Det er at lave nisselandskab. Det er noget, jeg har med fra min barndom, og nu laver jeg det sammen med min søn. Vi har et rigtig fint et af slagsen med nogle ting helt tilbage fra min fars barndom. Han er 86 år i dag, så vi har f.eks. en kirke og et hus, som er fra 1940’erne. Og det gør det bare ekstra fint. Så det nyder jeg virkelig, når vi skal sætte op."
Hvad har du især lært af at blive mor?
"Jeg har lært, at der med forældreskabet følger en enorm fleksibilitet. Ligegyldigt hvor meget man var vant til at kunne bestemme alting selv, er der pludselig et lille menneske, som man skal tage sig af. Det gør, at man nogle gange skal være parat til at vende på en tallerken. Derfor har man ikke samme kontrol over sit liv længere. Men i stedet for at blive hysterisk over det kan man lige så godt læne sig tilbage, nyde det og tage en dag ad gangen."
Hvornår har du sidst grædt af grin?
"Det kan jeg ikke lige huske, men jeg griner generelt meget. Det har sikkert været sammen med min mor. Vi kan i hvert fald godt komme til at grine meget af os selv. Tit over en eller anden situation, som vi har været i, der var rigtig komisk – så griner vi helt vildt, og nogle gange ender det med, at vi græder."
Hvad har været dit livs længste minutter?
"De minutter, som jeg bruger på at transportere mig. Det, synes jeg, er det kedeligste i hele verden. Det er ligegyldigt, om jeg tager et tog, et fly eller en bil. Transport er bare langvarigt og spild af tid. Måske er det også fordi, jeg meget nemt bliver køresyg, så jeg kan ikke lave alt muligt imens..."
Hvad er dit mest irriterende karaktertræk?
"Det må være, at jeg er sindssygt stædig og måske en smule påståelig. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg ligesom kunne slippe det og walk away from the building. Men det kan jeg ikke. Det er som om, jeg bliver nødt til at blive i diskussionen. Men alt irriterende kan jo også vendes til en god ting. Det er nemlig også godt at have noget stædighed, fordi det gør, at jeg nogle gange kommer op af et bjerg, som jeg måske ellers ville have opgivet. Men mine omgivelserne synes helt sikkert, at det er irriterende med den stædighed, ha ha."
Hvad er dine bedste råd mod kærestesorger?
"Giv dig selv lov til at være ked af det. Det der med at lade som om, det ikke findes, det hjælper ikke. Man kan ikke springe det over, men hvis man er sammen med nogle mennesker, som gør en glad, gør det det lidt mere tåleligt. Så omgiv dig med gode venner og familie, for så opdager du pludselig en dag, at kærestesorgerne er væk. Og så husk på, at du ikke dør af det. Det tror man den første gang, men det gør man ikke. Jeg synes, at jeg har haft mange kærestesorger. Hver gang jeg har haft en kæreste faktisk. For det er lidt ligegyldigt, om det er en selv, der går, eller om man bliver forladt. Det bringer en sorg med sig uanset."
Hvad er det mest ligegyldige, du ejer?
"Når nu jeg sidder og kigger rundt, går det op for mig, at jeg ikke bare ejer én ligegyldig ting, men faktisk helt utroligt mange ligegyldige ting. Jeg er åbenbart sådan en, der falder for ligegyldige ting. Så mit hjem er fyldt med dem."
Hvilken beslutning har du fortrudt?
"Jeg har fortrudt, at jeg aldrig blev au pair i USA. Det overvejede jeg nemlig, da jeg var omkring 19 år, men så blev jeg forelsket og valgte at blive hjemme. I dag tænker jeg tit tilbage på det og ærgrer mig en smule. For nu kigger jeg jo på det 30 år senere og ved, at det alligevel ikke var den person, som jeg blev gift eller fik børn med. Så jeg skulle da have været au pair i stedet. Så havde jeg måske også været gladere for at køre bil, for så havde jeg kunnet træne det i USA, ha ha. Jeg hader virkelig at køre, så jeg gør det nærmest aldrig. Så i virkeligheden er mit kørekort måske det mest ligegyldige, jeg ejer."
Hvilket af dine karaktertræk holder du mest af?
"Hvis jeg selv skal sige det, har jeg en rimeligt stor portion humor. Men det er jo selvfølgelig også nemt nok for mig at påstå, ha ha. Men jeg synes, at jeg er god til at grine lidt af mig selv, og det tror jeg, at man har brug for en gang imellem i løbet af livet. For der er mange ting, som vi ikke kan styre, og så må vi jo bare grine lidt af det."
Hvilken ret elsker du, og hvad siger det om dig?
"Jeg elsker stort set alt asiatisk mad, og jeg ved godt, at det er meget at skære over en kam. Men alle de gode krydderier, masser af ingefær og karry, og hvis der så også er ris til, så er jeg lykkelig. Men jeg ved ikke, hvad det siger om mig – måske at jeg burde flytte til Asien?"
Hvilket råd ville du give til dit yngre jeg?
"Op i røven med, hvad andre tænker om dig. Simpelthen. Vær dig selv og skid på, hvad andre mener om dig."