Da Laura vågede ved sin fars dødsleje, så hun noget, hun ikke kunne forklare

Det havde været de to hele barndommen. Bare far og datter. En lille familie, så længe hun kunne huske.

Laura sad alene og vågede over ham ved hans dødsleje på Bispebjerg Hospital på en fin og lys forårsaften. Hun havde sunget for ham, men nu var der stille på stuen.

Læs også

Tina mistede sin 14-årige datter – nu har hun lavet en særlig hyldest til Alberte

Og så skete det.

En pludselig gnist manifesterede sig i rummet. Og så et ansigt. Det var et ansigt, Laura ikke havde set, siden hun var barn. Men som hun genkendte med det samme. Ansigtet smilede.

"Det var min onkel. Min fars storebror, som døde i en ung alder mange år forinden, men som pludselig viste sig for mig," fortæller Laura.

"Og selv om det overrumplede mig, fyldte det mig også med en underlig ro og glæde."

Når vi dør

Laura Engstrøm sidder med en kop te mellem hænderne i sin lejlighed på Christianshavn i København. Hun er journalist og forfatter og har i sin karriere kastet sig over en række forskellige emner. Men oplevelsen for seks år siden fik hende til at interessere sig for, hvad der sker, når vi dør, og nu har hun skrevet bogen Hentet af lyset.

"Oplevelsen var så stærk, at jeg ikke kunne lade den ligge. Jeg havde en klar fornemmelse af, at jeg ikke var alene om at have den form for oplevelse. Og at vi burde tale om dem og dele dem med hinanden frem for at gemme dem væk," siger hun.

Da først Laura fik gang i researchen, stod det da også klart, at hun langt fra var den eneste, der havde oplevet umiddelbart uforklarlige hændelser i forbindelse med døden.

Fuglene viser sig

"Jeg havde selvfølgelig hørt om nærdødsoplevelser før. Og om at de, der oplever det, ofte ser et kraftigt lys og mærker tryghed og ro. Men da jeg dykkede ned i de beretninger og undersøgelser, der findes på området, var der langt mere og langt mere detaljeret viden at finde, end jeg havde forestillet mig," fortæller hun.

"Jeg læste mig også til, at mange efterladte – uanset om de er til stede i dødsøjeblikket eller ej – har særlige oplevelser omkring døden, præcis som det var tilfældet for mig."

For flere efterladte gælder det for eksempel, at de drømmer om det menneske, der dør, netop som døden indtræder. Eller at de ser personen for sig eller mærker deres tilstedeværelse meget stærkt. Mange fortæller om kuldestrømme. Og om en uforklarlig følelse mod brystet. Og at de ser dyr på tidspunkter, hvor det for dem giver mening i forhold til deres kære afdøde – typisk fugle.

Læs også

Livet som pensionist har fået Birgit Aaby til at erkende, at hun er helt færdig med især to ting

Mindet om Danny

For mennesker, der ligger for døden eller vender tilbage til livet efter en nærdødsoplevelse, er der også flere ting, der går igen. Ud over et stærkt lys oplever de ofte at blive mødt af en nær relation, fortæller de, som er gået bort før dem. Spørgsmålet, mange stiller, er, om de er kommet for at hente dem? Når døende ser afdøde, er det ofte, som vedkommende var, da han eller hun havde det bedst i livet – smukke, unge, glade og fri af sygdom og bekymringer. 

"Det er fortællinger, der går igen og igen i den litteratur og de undersøgelser, der findes på området. Og som jeg også er stødt på i min egen research og mine interview med mennesker, der har delt deres personlige fortællinger," siger Laura.

Hun giver et eksempel med én, der fortalte, hvordan en ældre døende kvinde pludselig begyndte at vugge et imaginært barn i sine arme. ”Danny” havde hun udbrudt og smilet lykkeligt. Først efter kvindens død havde hendes søster kunnet afklare, at Danny var en lille dreng, som hendes søster havde mistet som helt ung.

"Der er et væld af disse fortællinger. Og de kommer fra hele verden. På trods af forskelle i kultur er de påfaldende ens. Ligesom de går igen i vores historie," siger Laura.

"De første beretninger, vi har om nærdødsoplevelser og dødslejefænomener, finder vi også i Biblen og i Platons tekster. Og de har mange træk til fælles med de beretninger, folk fortæller i dag."

Fjern frygten

Efter at Laura er begyndt at beskæftige sig med disse fortællinger, dukker de op overalt. Ikke bare i hendes professionelle liv, men også i hendes private.

"Så snart man åbner og deler sin egen oplevelse og interesse, pibler det frem hos mange andre. Ved middagsselskaber og sammenkomster," siger Laura.

"Folk går og putter med de her ting, fordi de ikke vil latterliggøres. Men historierne findes hos langt de fleste. Om ikke hos den enkelte, så i deres families historie.

Det er en stor skam, at vi ikke i højere grad tør dele ud af dem og tale med hinanden om dem," mener hun.

"Fælles for de her beretninger er jo, at de er smukke og fortrøstningsfulde fortællinger. Hvis vi giver dem plads, kan de lindre mennesker, der nærmer sig døden, og deres nærmeste og efterladte. Og måske hjælpe til at fjerne den berøringsangst og frygt for døden, der præger vores tilværelse og samfund i dag," siger Laura.

For Laura selv har episoden ved hendes fars dødslejet også ændret hendes syn på livets afslutning.

"Min egen oplevelse og alle de undersøgelser og beretninger, jeg har set, har helt forandret, hvordan jeg ser på døden. Jeg kan da stadig være bange for voldsom død eller langstrakt sygdom, men jeg tror på, at nærdødsoplevelserne fortæller os, hvordan det er at dø," siger hun.

"Jeg er fuldstændig overbevist om, at det er smukt, lyst og godt."