Laus Høybye: "Jeg er ret god til at rumme folks særheder og dårlige valg"

Hvornår har du været mest bange?

– Det var jeg, da jeg backpackede rundt i Vietnam i 2001, hvor jeg blev snydt af to mænd. De guidede mig ind i en forkert bus og stjal min pung. Da bussen stoppede i en fattig landsby, vidste jeg ikke, hvor jeg var, jeg havde ingen penge, og det var ved at blive mørkt...

Hvilken bog bør enhver kvinde læse?

– Alle uanset køn skulle prøve at læse Henrik Pontoppidans "Lykke-Per". Den er fantastisk skrevet og et fængslende psykologisk portræt. Og så er der en virkelig blændende skildring af en stærk, skrøbelig og begavet kvinde, som på flere måder ender med at være historiens heltinde.

Hvordan skal man være for at blive din ven?

– Man skal have en masse selvironi. Hvis man kan grine af sig selv, kan man næsten tilgive alt. De fleste af mine venner har, ligesom jeg, store fejl og mangler, som virkelig kan irritere mig, men hvis de selv kan tage pis på det, må vi andre også, og så bliver det hele lidt mere ærligt og meget sjovere.

Hvilken rejse vil du aldrig tage på igen?

– Jeg har et problematisk forhold til Amsterdam, selvom alle andre eeelsker den by. Jeg har været der tre gange, men turene har blandt andet indeholdt knivoverfald og en nat i et telt i en park i regnvejr. Morgenen efter viste det sig, at vi havde slået teltet op på en hundelort...

Hvad er det bedste ved den alder, du har nu?

– At jeg faktisk bliver lyttet til i forsamlinger. Da jeg var meget ung, lyttede folk sjældent, og når jeg bliver gammel, holder de op igen, så det er med at nyde det, mens jeg kan. Jeg behøver ikke længere at "pumpe" mig op for at få autoritet. Det var, som om det pludselig for nogle år siden gik op for mig, at jeg er ret god til det, jeg laver, og at jeg har ret meget erfaring efterhånden. Jeg er ikke den nye dreng i klassen længere.

Hvad er du mest stolt af?

– Min satiregruppe Platt-Form, som består af Mille Lehfeldt, Jakob Fauerby og undertegnede. De er mine gøglersjælevenner, vi skriver musik og laver teksterne selv. Jeg er vildt stolt af, at vi startede op som tre skuespilvenner med intet andet end lysten til at lave noget sammen og et par løse ideer. Vi vidste slet ikke, om vi egentlig kunne noget sammen. Nu, 5 år efter, har vi lavet to shows, satire på P1, været på turné rundt i landet og er blevet Reumert-nomineret. Som skuespiller er jeg vant til at blive ringet op og spurgt, om jeg vil være en del af en instruktørs eller teaters vision. Nu skaber vi visionen selv. Det er helt vildt fedt.

Hvad skulle titlen på din selvbiografi være?

– Det kan mine venner bedre svare på... Vi morer os tit med at give titler til hinandens selvbiografier. De er oftest dybt ironiske. Eksempelvis er min selvbiografi blevet kaldt: "Det var så det" eller "Det startede så godt..."

Hvad er den største ros, du har fået?

– At folk bliver glade af at være sammen med mig, at jeg har en god energi, og at jeg er meget lidt fordømmende. Jeg er ret god til at rumme folks særheder og dårlige valg uden at moralisere. I starten af min karriere gik jeg meget op i at få ros fra mine arbejdsgivere. Det var vigtigt for mig at være dygtig. Det er stadig vigtigt for mig, men ikke for at få ros fra andre, men fordi jeg stiller høje krav til mig selv rent fagligt. I dag synes jeg, at det er meget mere betydningsfuldt, når mine venner eller kæreste siger noget godt om mig. For de kender også mine dårlige sider og har set mig være urimelig eller helt ude at skide.