Lea Korsgaard: Jeg tror ikke en skid på sukkerpolitik

Da jeg første gang blev præsenteret for fænomenet "sukkerpolitik", var jeg i ottende måned med mit første barn. Jeg var til info-dag i barnets kommende vuggestue og var fuldkommen blank på, hvad der tæller som begavede spørgsmål i den sammenhæng, så jeg holdt min kæft. Nogle af de andre (de må have været mere drevne ud i forældrerollen, tænker jeg) havde mere styr på det. En mor stak labben i vejret. Hun ville vide, om institutionen havde en sukkerpolitik og i så fald, hvad den politik så gik ud på.

Jeg var helt sat. En politik? For sukker?

Jeg glanede rundt på de andre. De så ud til at forstå spørgsmålet. Det samme gjorde stedets souschef, som prompte svarede, at der var nul tilsat sukker i børnenes mad, og at børnene kun måtte dele sukkerfri ting ud til deres fødselsdag.

Hallo!

Det var, som om en tonstung agurkestav havde ramt mig lige i bøtten. Hvad filan var der nu galt med den gamle flødebolle med kokosdrys, som var standardserveringen ved enhver børnefødselsdag op gennem de 1980'ere, hvor jeg frekventerede de offentlige pasnings- og skoletilbud? En hel masse tilsyneladende. Efter mit første møde med sukkerpolitikken erfarede jeg, at den tilsyneladende er blevet en fast del af det moderne forældrevokabularium på linje med uldundertrøje, ulvetime og tilpasningsvanskeligheder, og at vi på et eller andet tidspunkt, siden dengang jeg åd mig gennem et par guldkarameller i klassens time tilbage på Hashøjskolen i 1987, har fået klassificeret sukkerindtag som en decideret farlig handling for børn. Og ikke bare farligt på Karius og Baktus-måden. Farligt som på det gør dit barn skør-måden.

Tilsyneladende er der ikke det moderne onde, som ikke kan tilskrives indtaget af en slikkepind: indlæringsvanskeligheder, uro, overfølsomhed, koncentrationsbesvær og you name it. Man får det indtryk, at hvis vi bare alle sammen holdt op med at strø sukker på ungernes havregrød om morgenen, så ville der sidde 28 vandkæmmede børn henne i skolen med rank ryk og fingeren i vejret, total klar til at gå til kamp mod kineserne. Havde det dog bare ikke været for alt den sukker, så behøvede lægerne ikke strø om sig med ADHD-diagnoser, og lærerne kunne få ørenlyd i timerne, og fedmeepidemien ville være en saga blot, og verdensfreden ville rejse sig på toppen af en gigantisk gulerodssnack.

Well. Jeg tror ikke en skid på det. Jeg tror, at børn, der kun får serveret Matadormix og pomfritter foran fjerneren, skal have en hel masse mere omsorg og en hel del mindre sukker, men jeg tror også, at det ikke er netop deres forældre, der emsigt sidder og efterspørger sukkerpolitikker henne til info-møderne i vuggestuen. Det gør til gengæld alle vi halv- og helslanke performer-forældre med vores halv- og helslanke børn, for hvem vi er ved at spolere hele den naturlige oplevelse af mad ved at gøre den til et spørgsmål om kost og ernæring og sundhed og forbud og fanden og hans klidkiks.Hvad blev der af mad som sanselighed? Som smag? Som fråde-mulighed? Eller måske endnu vigtigere: Hvad blev der af mad som bare mad? Som det, vi spiser for at stille vores sult – ikke det, vi spiser for at præstere?

For nylig havde min ældste søn fødselsdag. Han havde 42 fuldfede flødeboller med, som han delte ud i børnehaven, og han var lykkeligt uvidende om, at det var en smuk og full-blown politisk handling, han var i færd med at udføre, i det, jeg hermed døber flødebolle-politikken.