Kære kvinde: Derfor skal du fortælle din (mandlige) kollega, hvad du får i løn
ALT for damerne har i denne uge fokus på kvinders løn, og hvordan man begår sig under en lønforhandling. En ny undersøgelse fra HK Privat fortæller nemlig om dystre tilstande blandt danske kvinders løn-selvværd. Chefredaktør Rikke Dal Støttrup skriver her, at ændringen starter, når vi åbner munden.
Sygeplejerskerne gør det. Jordemødrene gør det. Og noget tyder på, at det også vil være en god idé, hvis du gør det. Siger højt, hvad du får i løn.
Lige nu kæmpes der på flere fronter for, at kvinder og kvindefag bliver bedre betalt. Nogle strejker for en bedre løn her og nu, andre arbejder for en reform, der kan gøre op med tjenestemandsreformen fra 1969.
Men lige meget om du er en del af den aktivistiske flok eller bare dig selv, så begynder det hele med at få tallene frem i lyset.
Det er dét råd, der går igen hos alle de kvinder, vi spørger i artiklerne om lønforhandling, som du kan læse her. Ved at lave research kan du gå til lønsamtale med en anderledes målrettet selvsikkerhed, og det er der hårdt brug for. Kvinder har nemlig ingen tro på egne evner til at forhandle løn, viser en ny undersøgelse fra HK Privat.
Nul procent af de adspurgte kvinder mener, at de er bedre til at forhandle løn end deres mandlige kolleger. Og det var NUL procent...
Der er ellers god grund til at kæmpe for højere tal på lønsedlen, for kvinderne halter stadig bagud.
Ikke kun fordi kvinder arbejder mere deltid, eller fordi mænd oftere er ansat i stillinger med høj løn. Selv når man tager højde for jobtype, branche og sektor samt erfaring m.v., tjener mænd gennemsnitligt 4,6 pct. mere end kvinder. Det svarer til 15 kr. i timen.
Meget handler om strukturer; f.eks. bliver mændene i lønforhandlinger belønnet for helt generelt at være mere synlige og til stede, fordi de ikke har så meget barsel og tager færre af barnets sygedage. Så mens vi venter på, at mænd får lov til at spille en større rolle derhjemme, på tjenestemandsreform-reform og på faglige kampe, bliver vi nødt til selv at bede om mere i løn.
Hvordan du bedst gør dig klar og griber det an, får du masser af gode råd til i ugens ALT for damerne.
Følg også med på her på ALT.dk og på Instagram – og lad os vide, hvis du også har nogle erfaringer, vi andre kan lære af.
Men begynd sådan her: Fortæl en kollega, hvad du får i løn – måske han også fortæller dig, hvad han får.