Ligestilling og kommunalvalg

Chefredaktør: Kig godt på dette herlige familiefoto. Mangler der noget?

Vi bør alle stille os selv et vigtigt spørgsmål forud for kommunalvalget, mener ALT for damernes chefredaktør Rikke Dal Støttrup.

Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel skriver i sit Facebook-opslag, at han er i godt selskab med sine fynske kolleger, når de mødes og tager beslutninger om alt fra uddannelse og politi til affaldssortering og vandreruter.

Jeg er sikker på, at Peter, Søren, Kasper, Johannes, Kenneth, Hans, Tonni, Hans, Ole og Bo er godt selskab og garanteret også mangefacetterede mennesker, der kan se virkeligheden fra andre sider end lige deres egen.

Men helt ærligt, kunne det ikke klæde billedet med bare et par kvinder eller fem?

Peter Rahbæk Juels opslag er en reminder til os alle sammen om at tænke os godt om, når vi til efteråret igen skal stemme til kommunalvalget.

For på landsplan er der ud af 98 borgmestre kun 14 kvinder, og kun hver tredje post i kommunalbestyrelserne er besat af kvinder. Mænd udgør altså to tredjedele af de magthavere, der bestemmer over de helt nære ting i danskernes hverdag. Så det er værd at spørge sig selv:

Vil jeg gøre noget aktivt for at bidrage til ligestillingen i kommunalpolitik, eller tror jeg på, den kommer af sig selv?

Læs også: Har du set det? ”Det virker så skørt at se danske kvinder gå i gallakjoler og gøre sig til…”

Vil du vente 75 år?

Hvis du hælder til det sidste, så skal du bare vente til år 2096.

Det er det årstal, hvor der ifølge valgforsker Roger Buch vil være lige mange kvinder og mænd i lokalpolitik, hvis udviklingen fortsætter i samme tempo som ved de seneste syv valg.

Det er er 75 år fra nu.

Hvis du synes, at det lige er til den langsomme side, så er der flere ting, du kan gøre:

Der er den lidt besværlige:

Du melder dig ind i et parti og påvirker opstillingsmøderne. Ifølge Buch har mange mindre partier endnu ikke lukket listerne, og fordi partierne efterhånden har så få medlemmer, der deltager aktivt, skal man ikke være ret mange for at kunne ”kuppe” et opstillingsmøde, så der kommer flere kvinder på listen.

Og så er der den virkelig nemme:

Du stemmer på en kvinde til valget d. 16. november.

Det kan vi nemlig godt blive meget bedre til: Ifølge Roger Buch stemmer kvinder i stor udstrækning på mænd.

64 procent af kvinder, der stemte personligt i 2017, stemte på en mand. 70 procent af mændene stemte også på en mand. Så er det heller ikke nemt…

Der er masser af kulturelle og strukturelle forklaringer på, hvorfor vi følger disse mønstre.

Men lige hér ligger beslutningen hos den enkelte: Vi kan simpelthen få ligestilling pr. 1. januar 2022, hvis vi vil have det.

Vi skal bare stemme efter det. Det er en tanke værd.