ALT.dk mener: "Vi har alle et ansvar for at handle, når vi opdager eller fatter mistanke om vold"

Kender du fablen om de to frøer?

Den ene frø bliver kastet ned i en gryde med kogende vand. Den mærker straks chokket fra varmen, springer op af gryden – og overlever. Den anden frø kommer ned i en gryde med lunkent vand. Her bliver der skruet så langsomt op for varmen, at frøen ikke opdager faresignalerne i tide – ikke før vandet til sidst koger, og frøen bliver kogt levende.

Frø-fablen er et godt billede på psykisk vold, som er den mest udbredte form for vold herhjemme, og som kvinder i særligt høj grad udsættes for: Den kommer nemlig også langsomt snigende og kan ødelægge og i værste fald koste liv.

FOKUS: Vi taler højt om vold – tal med

I år sætter ALT.dk og krisecentret Danner fokus på voldsudsatte kvinder og de løsninger, der er behov for i dagens Danmark, så vi kan komme volden og skammen til livs.

Læs mere på ALT.dk

Du kan også lytte til podcasten ”Vi taler højt om vold” fra den 8. marts i Apple Podcasts.

Vi taler højt om vold – tal med!

Den foregår oftest bag hjemmets fire vægge, hvor ingen andre kan se den, og i sin essens handler den om magt og kontrol. Det forsøger voldsudøveren at opnå ved at manipulere og nedgøre sin partner så meget, at hun til sidst mister al selvværd og fornemmelse for, hvad der er rigtigt og forkert.

Det sætter ”Anne”, som du kan møde her på ALT.dk, ord på. Hun fortæller om en stormende forelskelse, der langsomt forvandlede sig til et fængsel, hvor alt kunne blive til en konflikt, hvis ikke hun makkede ret, og hvor hun langsomt mistede sig selv. Hun sagde intet til familie og venner, fordi hun skammede sig, og fordi hun ikke havde ordene til at beskrive og forstå, hvad det var for et parforhold, hun (knap nok) levede i.

Hun var ikke klar til at gå, før hun var klar. Men i dag ville hun ønske, at hun selv havde haft et sprog for det, der foregik, og at hendes pårørende havde spurgt mere forsigtigt ind og i højere grad lyttet til hende – uden fordømmelse.

Derfor er det så afgørende, at vi alle får modet til at tale højt om alle former for vold på den rigtige måde og på alle niveauer – det individuelle, sociale, kulturelle og samfundsmæssige – så vi bedre kan se den, forstå den og udrydde den – i fællesskab.

For det er os alle sammen, der har et ansvar for at bryde tabuet og handle, når vi opdager eller fatter mistanke om vold.

Derfor sætter ALT.dk i samarbejde med Danner fokus på voldsudsatte kvinder og de løsninger, der er behov for i dagens Danmark, så vi kan komme volden og tabuet til livs.

Vi håber – uanset hvem du er – at du vil tale med.

#talhøjtomvold - læs mere her

Sara Wilkins.jpg

Sara Wilkins er digital redaktør på ALT.dk

Har du brug for nogen at tale med?

Hvis du lever i et voldeligt forhold, kan du søge hjælp – også anonymt – flere steder.

Kontakt f.eks. Danner for at få gratis råd og hjælp eller Lev Uden Volds nationale hotline, hvor du kan ringe gratis og anonymt på 1888 døgnet rundt.