Lene fra Le Knit har lavet strikkeopskrifter, siden hun var 14: ”Dét har gjort det endnu mere interessant”
Lene Holme Samsøe, der står bag Le Knit, er bidt af at strikke, og hun har designet opskrifter, siden hun var 14-15 år. Hun ved, at strikning kan være åndehuller i en travl hverdag, og derfor er det vigtigt for hende, at hendes opskrifter er grundigt gennemarbejdede, så man kan slappe af og bare nyde, når man strikker. Lene står også bag bogen 'Heatherhill'.
Hvornår begyndte du at strikke?
"Da jeg var helt lille. Min mor strikkede meget, så jeg lærte det af hende.
Jeg husker noget med, at jeg stolt viste hende mit strikketøj, der skulle være rib, men som hun sagde, så lignede det nærmere perlestrik. Det har altså nok taget noget tid, før jeg lærte at ”læse” mit strikketøj og kende forskel på ret- og vrangmasker."
Hvornår lavede du din første opskrift?
"Jeg har altid været glad for at lave noget med mine hænder. Strikke, sy, hækle, brodere og meget andet. Og ret tidligt begyndte jeg at lave mine egne opskrifter. Jeg har en bog med mine håndskrevne opskrifter, fra jeg var 14-15 år."
Hvad giver det dig at strikke?
"Strik er jo blevet mit fag. Og jeg elsker strik som fag, men også i forhold til at have hænderne beskæftiget, mens jeg er sammen med andre, ser tv eller lignende. Som fag elsker jeg strik, fordi jeg kan blive ved med at lære nyt, finde nye vinkler at designe og lave mine opskrifter på.
Hvis jeg keder mig, behøver jeg bare slå op til nogle strikkeprøver, så går der ikke lang tid, før min hjerne er veltilpas og godt udfordret. Der er nok at udforske til et helt liv, er jeg sikker på."
Hvad er filosofien bag dit design?
"Jeg holder mest af strik, der har en vis tidløshed over sig, så det kan bruges flittigt og i mange år. Derudover er det min filosofi, at mine opskrifter skal være præcise, have en god pasform og være sjove at strikke. Jeg laver både designs, der er superenkle, men også mere krævende designs. Uanset om opskriften er nem eller mere kompliceret, bruger jeg lang tid på at bygge den logisk op i små trin, der er nemme at følge."
Hvor finder du inspiration til dine modeller?
"Jeg lader mig meget inspirere af tidens silhuetter. Det kombinerer jeg med mønstre, der ofte har en reference til en klassisk strik, f.eks. aransweateren med snoninger og fletmønstre og den norske genser med de traditionelle
jacquardmønstre. Det tvist, synes jeg, giver aktualitet, men også tråde, der rækker bagud."
Hvilken model er din største sællert?
"Det må være mit Dahlia-mønster, især Chunky Dahlia. Det er meget mere enkelt at strikke, end man skulle tro, og så er det ikke så ”sødt” som de fleste hulmønstre. Jeg udviklede Dahlia-mønsteret i pinsen 2016, og lige siden har jeg prøvet at lave et andet mønster, der kan det samme, men det er ikke helt lykkedes endnu, synes jeg."
Hvad er din bedste, sjoveste eller mest anderledes strikkeoplevelse?
"Den udvikling, som strik har gennemgået de seneste år, har været sjov og interessant. At så mange, i alle aldre, strikker, er skønt. Og det faktum, at opskrifterne bogstavelig talt er vendt på hovedet, så man meget ofte begynder i halsen, har bare gjort mit job endnu mere interessant og udfordrende."