Lisas 18-årige datter blev myrdet til en gymnasiefest - nu har hun ét vigtigt budskab til unge mennesker

Når man træder ind på Hasseris Gymnasium i Aalborg, ser man en lille bronzefugl på en hvid murstensmur. For eleverne er den et dagligt minde om 18-årige Cecilie Næblerød, der blev stukket ihjel af sin ekskæreste for øjnene af sine kammerater til en fastelavnsfest i marts 2006.

Den lille fugl får aldrig lov at strække sine vinger og flyve ud i verden – ligesom Cecilie, der blev kaldet Cille Sommerfugl af sine venner, heller aldrig nåede at indfri sine drømme.

Der er gået 15 år, siden Lisa Næblerød mistede sin datter. For nylig var hun for første gang tilbage på Cilles gymnasium, for at holde foredrag for skolens 3.g’ere.

"Jeg fik hjertebanken, og mine skridt blev kortere og kortere, da jeg nærmede mig," fortæller Lisa.

"Det er kroppens reaktion på det traume, der sidder i cellerne. Men jeg er glad for, at jeg gjorde det, for det var en stor oplevelse at møde de unge og få afmystificeret historien, som er en del af skolens historie."

Vigtig novelle

I oktober medvirkede Lisa i podcastserien Cilles sidste dag, som er lavet sammen med Aalborg Stift. I serien på seks afsnit tager Lisa os med 15 år tilbage i tiden, til den skæbnesvangre fredag, som ændrede alt. En dag, som rummede lyse stunder mellem mor og datter, men endte i et uigennemtrængeligt mørke. Podcasten kan blandt andet lyttes på folkekirken.dk.

Tilbage på Hasseris Gymnasium fortalte Lisa også eleverne Cilles historie. Hvordan hun gennem et år så sin glade datter blive suget ind i et forhold, der var præget af jalousi og kontrol.

"Jeg ville fortælle de unge, at selv om man er stærk og smuk, kan man langsomt blive fanget i et psykisk voldeligt forhold – og at det er vigtigt at reagere, hvis man har mistanke om, at nogen bliver udsat for psykisk vold," siger Lisa.

Dengang, fortæller hun, formåede Cille at kæmpe sig ud af forholdet efter at have analyseret novellen Lille fedtøre af Naja Marie Aidt i en skoleopgave. Historien handler om en ung pige med et dysfunktionelt forhold til en ældre mand, og under arbejdet gik det op for Cille, at hun selv var ”lille fedtøre”. Erkendelsen hjalp hende til at bryde endeligt med sin kæreste.

Tre dage efter at Cille havde fået 13 for opgaven, dræbte ekskæresten hende og tog efterfølgende sit eget liv.

Folk glemmer

"Havde jeg vidst, at det ville ske, havde jeg aldrig ladet hende tage til den fest," siger Lisa.

"Men så havde han måske slået hende ihjel i Fakta to dage senere. Han var så opsat på det."

Lisa nåede akkurat at opleve, hvordan Cille blomstrede op og glædede sig til endelig at kunne feste med sine venner uden at have en tung skygge hængende over sig.

"Vi fik vores gamle Cille tilbage, og det var skønt at opleve," som hun siger.

I tiden efter drabet strømmede det til med støtte og omsorg. 800 mennesker tog afsked med Cille i Budolfi Kirke midt i Aalborg, og Lisas hus lignede en blomsterhandel. Hun kalder det en kærlighedsstorm, men storme aftager, og det samme gjorde opmærksomheden.

"Livet gik videre, og folk vendte tilbage til deres hverdag. Nogle venner forsvandt, mens andre rykkede tættere på," siger Lisa og fortæller om en veninde, der hver morgen i tre måneder satte friskbagte boller på trappen.  

Blev visket ud

Men hun oplevede også, hvordan folk gik i flyverskjul, når de så hende.

"Jeg repræsenterede alle forældres værste frygt, og derfor var det svært for mange at rumme min sorg. Jeg var blevet medlem af de døde børns klub, og den er der ingen, som vil være med i," konkluderer Lisa, der også er mor til Sebastian og Stephanie, der var henholdsvis otte og 20 år, da deres søster døde.

Allermest ulykkelig blev Lisa, når folk undlod at nævne Cille af frygt for at gøre hende ked af det. Som den dag, hun afleverede Sebastian hos en kammerat, hvis bedstemor spurgte, hvor mange børn Lisa havde. Kammeratens mor skyndte sig at svare to.

"Hun ville sikkert beskytte mig, men for mig var det som at få et spark i maven. Jeg følte, at Cille blev visket ud, og jeg gik hjem og græd," husker Lisa, som ville ønske, at vi var mere nysgerrige på andres sorg og mindre dømmende.

"Jeg bliver ikke ked af det, hvis folk taler om Cille, tværtimod er det en hjælp til at holde minderne om hende i live," forklarer Lisa.

"i bliver nødt til at snakke om sorg og det svære i livet, for vi har alle mistet eller kommer til at miste."

Fredløs i sorgen

Det første år efter Cilles død kravlede Lisa med egne ord rundt i snot og tårer, og hun lod sorgen rulle ind over sig.

"I begyndelsen blev min søn forskrækket, når jeg brød sammen, men jeg forklarede ham, at det ikke var farligt. Jeg var ked af det, fordi jeg savnede Cille. 15 minutter efter kunne jeg stå og bage pandekager til ham," fortæller Lisa.

"Alle sørger forskelligt, og der er ikke noget, der er mere rigtigt end andet. Sorgen er som et landskab, man skal lære at navigere i."

Lisa har dyrket yoga og meditation, siden hun var 19 år, og kunne finde få minutters ro, når hun mediterede. Men derudover var hun fredløs, som hun kalder det.

"Nogle dage havde jeg mest lyst til at dø," siger hun og forklarer:

"Jeg kunne være blevet i meningsløsheden, men jeg har valgt, at mit liv skal være meningsfuldt, for jeg skal være i det i mange år. Hvis jeg blev i mørket, ville mine børn ikke have glæde af mig. Jeg tror på, at noget er større end mig og skubber mig videre."

Lyset i sprækken

I tiden efter Cilles død læste Lisa bøger om kvantefysik, fordi hun havde brug for at få bekræftet, at energi ikke forsvinder. Det gav hende en bevidsthed om, at Cilles energi stadig er her, selv om hendes krop er forgået.

"Cille havde en meget stærk energi, og jeg kan mærke, at hun er omkring mig. Flere gange har jeg set hende fysisk, og det har givet mig en stor lykkefølelse," siger Lisa og understreger, at sorgen er blevet et livsvilkår, men at de gode dage er i flertal.  

"Jeg har mistet noget af det mest værdifulde i mit liv, og derfor bliver jeg aldrig hel, men sorgen skal ikke fylde hele mit liv. Nogle dage er den en tsunami, andre dage bare et lille skvulp."

Lisa holder meget af Leonard Cohen og især sangen Anthem, hvor Cohen synger, at der altid er en sprække, som lyset kan komme igennem.

"Det tror jeg på," siger Lisa.

"Jeg har selv turdet at lade mig opsluge af det mørkeste mørke, fordi jeg også har en tro på det gode."