Hun var kun 18 år, da hun ville væk fra Kibæk: Mai Villadsen om livet, børn og fremtid

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Jeg er vokset op i en mindre by i Vestjylland, Kibæk, og barndommens gade hed Klintebakken. Når jeg ser tilbage, husker jeg, hvordan jeg byggede huler sammen med kvarterets børn i den nærliggende skov eller legede på legepladsen lige ud for vores hus. I mine minder er det altid strålende sol eller snevejr.

Det var et trygt miljø, hvor alle kendte alle, men det var også et sted, hvor jeg hurtigt kom til at føle mig lidt underlig eller anderledes, for jeg var hverken interesseret i ridning eller håndbold. Jeg elskede at læse bøger og var lidt af en nørd. Jeg var også lærerbarn, hvilket betød, at forældre eller børn, som havde det svært, talte med mine forældre om det. Enten i form af lange telefonsamtaler, eller ved at de kom forbi hjemme hos os. Børn er jo kvikke nok til at opfatte den slags, og jeg fornemmede, at der var familier, der havde problemer.

Der lå en flygtningelejr lige uden for byen, og derfor gik der først bosniske og siden også afghanske børn i min skole, og en af dem er jeg endda venner med den dag i dag. Men jeg kan også huske de kulturelle forskelle, som da de afghanske børn oplevede sne for første gang og ikke vidste, at de ikke måtte have det med ind i klassen. Det var noget værre rod. Men det hele påvirkede mig politisk, ligesom der var mange holdninger i mit hjem.

Min onkel var venstremand, og der var også nogen i min familie, som stemte på partier længere ude på højrefløjen, men min farmor sad i byrådet for Socialdemokratiet.

Min mor sagde altid, at det var ligesom at smutte en mandel at føde mig, og at jeg har været nem lige siden. Jeg var vist lidt af en lille voksen, som gik op i at være ordentlig og sød. Men jeg drømte mig også væk fra Kibæk, for det var især svært i teenageårene, hvor jeg tit følte mig ensom. Jeg sås med vennerne, men følte mig alligevel som en outsider, for jeg syntes ikke engang, at drenge var interessante.

Det hele var politik, musik og bøger for mig. I 10. klasse kom jeg på efterskole, og pludselig følte jeg mig ikke mærkelig mere, for jeg blev omringet af andre nørder, der også syntes, at teater og musik var sjovt. Det var en befrielse."

Hvor skød du genvej?

"Jeg gik i gymnasiet hjemme i Jylland, men jeg havde meget fravær og trivedes vel egentligt ikke. I 3.g var jeg blevet meget politisk engageret, og en dag jeg var til et politisk møde i København, besluttede jeg mig for at søge ind på et gymnasium der. Jeg tog hjem til mine forældre og sagde, at der var noget vigtigt, jeg skulle fortælle dem.

Min far spurgte, om jeg havde aids eller var gravid. ”Nej, jeg flytter til København på mandag”, svarede jeg. Jeg var 18 år, og især min far syntes ikke, det kunne blive værre, fordi København var så langt væk. Men jeg trængte til at komme væk, så jeg flyttede ind i et kollektiv i København, og det var virkelig en syret oplevelse, når man kommer fra en by, der ikke engang har et lyskryds.

Nu kunne jeg cykle til biografen og bo sammen med andre unge. Jeg elskede også anonymiteten i storbyen, men sjovt nok er det det med, at det tager en time at handle hos den lokale købmand i Kibæk, jeg sætter allermest pris på, når jeg er hjemme i dag. Man kender jo så mange og skal nå at snakke med alle.

Det var som sagt virkelig svært for min far, da jeg flyttede, men i dag har vi en god relation og taler tit sammen. Sådan var det også i gamle dage, hvor jeg altid sad på køkkenbordet, mens han lavede mad. Det var sådan jeg fik både hans syn på verden og hans humoristiske væsen."

Læs også

Franciska Rosenkilde om kaos-barndom: ”Jeg ville noget andet end blot at overleve”

Hvordan fandt du din levevej?

"Jeg drømte aldrig om at blive politiker. Jeg havde nok snarere troet, at jeg skulle være bibliotekar eller lærer. Men allerede i 7. klasse opfordrede min lærer mig til at gå ind i elevrådet, fordi jeg altid talte så meget om politik i matematiktimerne.

Jeg fik først job i fagbevægelsen og siden i Enhedslisten på Christiansborg som 23-årig. Der sad jeg et par år, da der var nogle, der prikkede til mig og sagde, at jeg skulle stille op til Folketinget.

I Enhedslisten er der jo altid nogen, der skal ud på grund af vores rotationsprincip, så andre skal vælges ind. Jeg var meget skeptisk, for jeg havde ikke lyst til at være i offentlighedens søgelys, og jeg var standhaftig et par år, men jeg stillede op i 2019 og blev valgt. Det var dog et rent tilfælde, at jeg kom ind, og i dag tænker jeg, at jeg lige så godt kunne være blevet bibliotekar et sted hjemme i Jylland."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Jeg blev ramt af et lyn, da jeg mødte Johan for godt fem år siden. Han er journalist og havde skrevet en ret negativ artikel om en podcast, jeg havde lavet for Enhedslisten. Jeg var lidt i konflikt med mig selv, for jeg syntes også, han virkede sød. Jeg havde lyst til at diskutere den artikel med ham, så jeg inviterede ham på en øl.

Det blev til en slags date på en bodega. Jeg syntes ikke umiddelbart, at han var noget for mig, men jo flere øl, jeg fik indenbords, desto sødere blev han. Da bodegaen lukkede, sagde vi et akavet farvel på gaden. På vej hjem på cykel tog jeg en beslutning, jeg aldrig siden har fortrudt. Jeg sendte ham en sms og spurgte, om han ikke havde glemt at invitere mig hjem på en øl. Han svarede straks, og vi endte med at sidde hele natten i hans vindueskarm og drikke øl og snakke.

Det endte i en forelskelse, der næsten gjorde mig skør. Johan er ekstremt sød og omsorgsfuld. Han er også typen, der altid sætter sig ind i nye ting og finder på noget sjovt. Han sylter, bager og fermenterer, laver surdej eller har underlige svampe liggende. Han laver sin egen ost, fisker og dyrker mærkelige grøntsager i vores kolonihave. Og så elsker han bøger – ligesom mig."

Læs også

Yvette Espersen: ”Vi var sammen i seks dage - og kunne ikke glemme hinanden bagefter”

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

"Aldrig helt, men jeg har været tæt på. Jeg blev politisk ordfører i 2021, hvorefter vi havde det bedste kommunalvalg nogensinde, men sidste år røg vi ind i store interne diskussioner i partiet, og der kom jeg helt klart tæt på stress og var i en periode ude af balance.

Det er godt, at der er blevet sat fokus på stress på Christiansborg, for vi vil alle sammen gøre det hele så godt som muligt og levere varen, men vi skal også øve os i at sige: ”Det er godt nok nu”.

For mig har det stor betydning at holde fri og komme ud i naturen. Min moster og onkel har et sommerhus ved Vestkysten helt ude i naturen langt fra alt. Når jeg sidder derude, lægger jeg telefonen væk og fokuserer kun på at holde ild i brændeovnen. Der er andet i verden end Christiansborg, men det er svært at se, når man sidder her."

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

"Det er faktisk Johan, der bestemmer det meste, for jeg bestemmer så meget på arbejde, at jeg har det fint med ikke at skulle tage stilling til ret meget derhjemme. Jeg styrer dog for det meste indretningen, og hvis jeg for eksempel stiller en ny pyntegenstand derhjemme, opdager han det sjældent.

Jeg er sådan en, der køber sjove malerier på loppemarkeder og har en masse keramik, men de ting, Johan mindre godt kan lide, kommer ud at stå i kolonihaven."

Hvor er du på vej hen lige nu?

"Lige i dag er jeg på vej til en prisoverrækkelse, men i det større perspektiv er jeg på vej ud af Folketinget – nok inden for de næste fire år på grund af Enhedslistens rotationsprincip. Jeg har det faktisk helt fint med at skulle noget andet.

Mine forældre har været på samme arbejdsplads næsten hele livet, og de forstår ikke, at jeg er tryg ved forandring, men jeg vil gerne opleve mange forskellige ting. Jeg tror, jeg ville føle mig fanget, hvis jeg skulle det samme for evigt.

Vi har også talt om at flytte ud af København, for jeg kommer jo fra en lille by, og Johan kommer fra en gård, så vi skal måske tilbage til vores rødder. Jeg elsker at bo i byen, men når mine skuldre skal ned, skal jeg ud på landet, og vi vil også gerne have børn en dag. Jeg tror dog aldrig, mit liv bliver stille. Men idyllerisk, det skal det nok blive."