Maise arbejdede for et populært tv-program, da hun modtog et ”klamt brev” fra en kendt mand
Hun er kendt for at skrive utrolig sjovt og personligt om kvindeliv, men Maise Njor fik nærmest en mini-depression af at læse sine egne dagbøger. TIl gengæld blev hun klogere på mange ting. For eksempel at hun flygter fra tungsindigheden med humor, at veninder er livsvigtige, og at hun helst vil springe forelskelsen over og gå direkte til kærligheden.
Da Maise Njor fyldte 30 år, var der flere, der sagde: ”Aj, tillykke, det er der, det hele falder på plads, for så ved man endelig, hvem man selv er”.
"Og så gik jeg ellers bare og ventede. Og ventede. På at det hele skulle falde på plads, og på at jeg så vidste, hvem jeg selv var. Da det ikke rigtig skete, tænkte jeg, nå, men det kan jo være, at jeg er en late bloomer, og at det først sker, når jeg fylder 40.
Jeg troede nemlig, at det var det – at falde på plads – jeg ønskede mig, for jeg tænkte, at det ville være så dejligt roligt, hvis jeg vidste præcis, hvem jeg var. I dag ved jeg, at man aldrig nogensinde falder på plads. Man er jo ikke engang den samme overfor to forskellige veninder. Så det er nok bare kaos hele vejen."
Maise, som i dag har rundet de 55 år, er aktuel med den fuldstændig vidunderlige, morsomme og tankevækkende bog 'Kære Bagklog – Minder & fortrængninger'. Den er baseret på Maises dagbøger, fra hun var 12 år, op gennem teenageårene og til hun var i begyndelsen af 30’erne. Og desuden på de dagbøger, hun begyndte at skrive igen for tre år siden, da hun mistede sin mor.
Gennem dagbøgerne leder hun efter et svar på, hvordan hun blev det menneske, hun er i dag, og hvor meget – eller lidt – hun har ændret sig gennem livet. Og hun undrer sig over, hvad minder i det hele taget er. Hvor sidder minderne, og hvorfor glemmer man noget og husker andet?
Annonse
Undervejs i processen har Maise funderet over, om det overhovedet er en god idé at kigge så meget tilbage, for faktisk fik hun nærmest en lille depression af det, fortæller hun. Umiddelbart er hun – her lige før bogudgivelsen – dog allermest bekymret over, om hun deler for meget ud af sig selv i bogen.
"Men jeg gør det alligevel, fordi ingen må føle sig ensomme. Ingen må føle sig alene. Jeg håber, at læserne kan se sig selv i det, jeg skriver. At man kan genkende noget fra sit eget liv og dermed få en oplevelse af, at man ikke er alene i forhold til alle de ting, man kæmper med og tænker over."
"Jeg blev journalist i en tid, hvor ”damebladsjournalistik” nærmest var et skældsord, fordi det ikke var nær så fint at skrive om sig selv eller om andre menneskers følelser og tanker, som det var at skrive en sur analyse af et eller andet. Det var kun Morten Sabroe, der slap afsted med at skrive så ekstremt personligt samtidig med, at han havde mændenes accept, og derfor blev jeg simpelthen også så ked af det, da han døde tidligere i år. For vi er fandeme mange, der gerne vil læse om det nære og personlige."
Og det er jo også det, du selv har holdt fast i at skrive om?
"Ja. Siden jeg var barn, har jeg været sådan en, der betragter. Jeg vil hellere sidde og kigge på andre end at deltage i en samtale, og jeg har det faktisk ofte som om, jeg sidder og kigger på en film, når jeg er sammen med andre mennesker. Jeg lægger mærke til blikke. Sammenhænge. En særlig tone. Og så går jeg hjem og skriver. Det er derfor, jeg bl.a. altid har skrevet klummer.
Jeg oplever og observerer noget, går hjem og formulerer det, og så er det mig, der er chaufføren. På samme måde med dagbøgerne. De har hjulpet mig til at få styr på tingene gennem årene. Var jeg f.eks. fars pige eller mors pige? På den ene side er jeg altid blevet irriteret over min fars insisteren på, at alting skal være sjovt, og på den anden side er jeg jo præcis sådan selv. Jeg kan ikke være i tungsindet.
Jeg tror faktisk, det var derfor, jeg følte, at jeg nærmest fik en mini-depression af at læse mine dagbøger. Fordi jeg blev tvunget til at være i tungsindet bl.a. omkring min mors død. Jeg er nødt til at slippe ud af det ved at skrive noget sjovt."
Annonse
Humoren er din escape-knap?
"Ja. For mange år siden fik jeg stress og gik til psykolog i en periode. Han sagde, at jeg skulle tage en hel weekend, hvor jeg ikke måtte producere noget. Jeg måtte ikke henvende mig til verden, jeg skulle bare modtage. Så jeg gik hjem og sad sådan her …"
Hun kigger tomt ud i luften.
"Jeg sad og zappede lidt på fjernsynet, prøvede virkelig at lave ingenting og bare være i mine tanker og følelser, men det holdt kun i fire timer. Så var jeg simpelthen nødt til at skrive nogle sjove sms’er til nogle folk. Jeg kunne ikke være i det.
Annonse
På samme måde med dagbøgerne. Jeg tror faktisk ikke, at det er særlig sundt at kigge så meget tilbage og gennemleve alt det svære. Måske er fortrængning i en eller anden grad i virkeligheden ikke så tosset, har jeg fundet ud af."
Det første, der slog Maise, da hun begyndte at læse sine dagbøger, var, hvor vigtige venner er for hende.
"Det har jeg jo altid godt vidst et eller andet sted, men det gik til fulde op for mig, da jeg læste dagbøgerne. For hold nu op, de har jo været med hele vejen. Nogle af dem fra jeg var seks-syv år. Det er så vigtigt at have nogle livsvidner. Også når man mister sine forældre. Det at have nogen, der kan sige: ”Ja, det var så typisk din mor at gøre sådan”, det betyder virkelig noget. For ellers mister man det jo.
Når min mor er væk, når min far ikke kan huske det, og fordi min bror ikke var født endnu, så findes min tidlige barndom kun inde i mit hoved, og det er enormt … ensomt. Eller skræmmende. For man kan blive helt i tvivl om, hvad der egentlig skete, eller det kan virke som om, det er lige meget, hvad der skete. Derfor er det vigtigt med venner, og her har jeg lige en historie, der viser, hvor sød min far er.
Da jeg var omkring fem år, flyttede vi til Espergærde, og der tænkte min far: Nå, Maise har ingen venner her, nu går vi ud og finder en til hende. Og så gik vi rundt på villavejene, til vi fik opstøvet Iben. Og jeg kan fuldstændig huske hendes ansigt, da hun stod der på en grusbunke foran huset, og min far spurgte hende, om hun ville med hjem og lege. Det er sgu da en ordentlig far, der tænker sådan.
Jeg var ikke sådan en, der havde mange venner som helt lille. Jeg havde én ven i børnehaven, men jeg syntes også mest, at børnehaven var ragnarok. Jeg forstod ikke, hvad der foregik. Hvorfor spiste børnene sand? Okay, du kan gøre det EN gang, men du kan da for fanden ikke gøre det tredje gang! Og der var altid en eller anden idiot, der prøvede at grave sig ned til Kina, eller som gyngede vildt højt på gyngen for på den måde at prøve at ryge over hegnet, så han kunne stikke af fra børnehaven. Altså, helt ærligt. Heldigvis fik jeg gode venner, da jeg kom i skole, og det er nogle af dem, jeg stadig har."
Du siger i bogen, at du gennem dine dagbøger ville forsøge at finde ud af, hvordan du er blevet den, du er. Er det lykkedes?
Hun holder en længere pause.
"Jeg er blevet klogere på mange ting, efter jeg er gået i gang med at skrive. Jeg kan f.eks. se mine bedsteforældre helt klart, og jeg ved, hvad jeg har fået med fra dem.
Der var trygt og godt hos dem, men de havde levet et hårdt liv, og jeg skulle altid høre deres recept på, hvordan man klarer forhindringer: Man slår højre hånds knytnæve ned i venstre håndflade og siger: Tough guy! Det er et super godt råd, men det var også megairriterende, for der var bare aldrig noget i 70’erne, der måtte være rigtig synd for en. Det var altid tough guy og op på hesten igen."
Er du så blevet en tough guy?
"Det er jeg vel i bund og grund. Jeg har jo lært, at jeg ikke må klynke. Og når man altid har fået at vide, at man skal op på hesten igen, så kan man godt blive sådan en, der går hen og kigger sig i spejlet, når man græder, bare for at se, hvordan det ser ud."
Hun griner.
"Og okay, det ser virkelig trist og åndssvagt ud. Det kan jeg jo godt se. Så ja, jeg er nok en tough guy. Men det er i betydningen at rejse sig op igen. Det skal ikke forstås sådan, at jeg aldrig falder. For det gør jeg helt bestemt."
Hvad har du ellers lært om dig selv?
"Min mor træder også tydeligt frem. Nogle mennesker kan være en inspiration, selvom de er fuldstændig modsat en selv. Og det var min mor. Hun var en god lytter, og hun talte ikke så meget om sig selv, som min far og jeg gjorde HELE tiden. Det betød nok, at jeg i mange år var lidt usikker på, hvem hun var, samtidig med, at jeg jo kunne se, at hun var et menneske, som alle elskede, netop fordi hun lyttede, og at det måske var noget, jeg skulle tage til mig.
Og apropos forældre, så skrev jeg i 2010 en bog med Fay Weldon, som bl.a. sagde til mig, at jeg skulle huske på, at mine forældre ikke var statiske. Og jeg var bare sådan, hvad snakker du om? Det var en helt ny oplysning for mig. Men Fay Weldon var jo 37 år ældre end mig, og hun vidste nogle ting, som jeg ikke gjorde.
Det har fået mig til at tænke, at det er som om, der er en masse små hellige graler, man skal finde undervejs i livet. En af dem er, at man lærer at se sine forældre som mennesker og ikke bare som forældre. Og en anden er, at man ikke er så speciel og unik, som man i visse aldre selv går rundt og tror. Hen ad vejen finder man ud af, at man er FULDstændig lige som alle andre. Og det er enormt rart.
Mens jeg har læst mine dagbøger, har jeg også tænkt, at hvis det havde været en roman, så var der ikke rigtig noget plot, mens den blev skrevet. Det er først, når man læser det mange år efter, at man kan se, okay, det er sgu en mærkelig historie, men der er alligevel et eller andet i den. Et menneske, som er på vej til at blive det menneske, jeg er i dag."
Hvem er Maise Njor?
- Journalist, forfatter og foredragsholder – aktuel med bogen 'Kære Bagklog – Minder & fortrængninger'.
- Kendt for bøger som 'Michael Laudrups Tænder', tekster til tv-programmer som 'Ugen der Gak' og journalistik og klummer i aviser og blade som ALT for damerne, Politiken og Eurowoman.
- Maise er 55 år, single og mor til tre voksne døtre.
Spørgsmålet er så, hvad det er for et menneske, Maise er blevet til. For at svare på det fortæller Maise først en historie fra 1979, hvor hun var 11 år. Hun sad ved fritids-hjemmets langbord, hvor der skulle serveres kage og te, da hun pludselig hørte en af drengene, Per, sige: ”Flyt dig fede”.
"Og jeg rykkede mig straks uden at kigge op, for jeg vidste, at det var mig, han talte til. Den følelse kan godt komme tilbage til mig. Ikke nær så ofte som tidligere, og jeg rødmer heller ikke lige så meget, som jeg gjorde engang. Men følelsen kan pludselig komme, og så bliver jeg genert. Jeg kan også have dage, hvor jeg er genert på forhånd, hvis jeg f.eks. skal til en stor fest. Så kan jeg tænke, aj, skal jeg ikke bare blive hjemme, det bliver ikke godt for nogen, at jeg dukker op, for jeg kan jo ikke sige noget skægt i dag.
Og det er jo også noget, man skal lære, hvis man er sådan en, der gerne vil latteren. At man godt kan være noget værd, selvom man ikke er i godt humør. Her er det igen vigtigt med gode venner. En af mine veninder tog faktisk fat i mig for nylig på Roskilde Festival – og ja, det var efter, hun havde drukket 38.000 øl, men alligevel – og sagde: ”Vi elsker dig uanset hvad – også når du sidder og er i smådårligt humør”. Men det synes jeg faktisk på en måde ikke, at man må være. I smådårligt humør. Så skal man hellere blive hjemme."
Så måske har du ikke ændret dig ret meget gennem årene, eller …?
"Det kan man måske godt sige. Grundsubstansen bliver jo lavet fra begyndelsen, og så er det vel den, der afgør, hvordan man siden tackler forskellige situationer. Vi har alle en værktøjskasse med fra start, og der er noget rart i at blive så gammel, at man tilgiver folk, at de har den værktøjskasse, de nu har.
Nogle mennesker har fem hammere og en skruetvinge, og det kommer man jo fandeme ikke langt med. Andre har det hele – også en lækker lille sav. Med alderen ”køber man lidt mere værktøj”, man lærer noget, men grundsubstansen er der hele tiden. Man går også igennem forskellige stadier i løbet af livet. Tager noget med sig og lægger andet fra sig.
Når jeg f.eks. ser sådan en goth-punk-pige på gaden i dag, kan jeg se, at hun tænker: ”Nå, nu bliver du godt nok provokeret af mig hva’, gamle dame!” Og så har jeg sådan lyst til at gå hen til hende og sige: ”Nej, det gør jeg overhovedet ikke, for jeg VAR dig engang! Men du har ikke været mig”. For ja, jeg har delt makeup med min kæreste i 80’erne, jeg har haft pink pandehår og syet mit tøj af bruseforhæng og voksdug, og bare fordi jeg nu går med ulden undertrøje året rundt, betyder det ikke, at jeg ikke kan huske, hvordan det var engang.
Det, man kan håbe, er, at man bliver lidt mildere med alderen i stedet for at blive sådan en skrappenollik-dame som hende fru højesteretssagføreren, der står hos bageren og siger: ”Så får jeg tre gifler, så får jeg …”. Fordi hun altid har fået."
Hun holder en lille pause, tænker sig om og griner lidt.
"Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg er blevet mildere med årene, men jeg er ikke sikker."
Men det er vel også ok at stå ved den, man er, og sige, hvad man tænker, så længe man ikke sårer andre?
"Ja, det tror jeg, at du har ret i. For noget tid siden var jeg enormt nervøs til et foredrag med Mette Lisby, som jeg også har skrevet en bog med, og jeg stod der på den store scene og ledte efter en sætning, der var sådan lidt bare-vær-dig-selv-agtig.
Det eneste, jeg kunne komme i tanke om at sige, var: ”No more Mr. Nice Pige!”. For måske er det sådan, at man med alderen bare ikke finder sig i så meget, som man gjorde engang. Og i øvrigt – nu bor jeg her på Amager – så jeg forestillede mig også lige, at det var sådan en sætning, man kunne have stående på lænden, ik’."
Et sted i bogen fortæller Maise om et brev, hun modtog fra en langt ældre og ret kendt mand i 1990, og som hun havde klistret ind i sin dagbog. Dengang arbejdede hun på tv-programmet 'Eleva2ren', og hendes job var at hente gæsterne i receptionen, give dem kaffe og følge dem i studiet, hvilket hun også havde gjort med denne mand. Det havde han opfattet som begyndelsen på en affære, og han beskrev over flere sider i brevet, hvordan der havde været ”noget” i hendes blik.
Og så inviterede han samtidig lige den unge Maise på luksushotel, hvor han ville kærtegne hendes ansigt og bryster. Dengang lod hun det bare passere, selvom hun syntes, at han var klam, men i dag ser hun det som udtryk for, hvad unge piger er oppe imod i en alder, hvor de endnu ikke har fundet sig selv. Men hun ser det også som udtryk for, at erfaringer sætter sig på tværs af tid.
"Jeg bliver virkelig irriteret, når jeg læser mine dagbøger fra de år, for jeg var SÅ optaget af, hvordan mændene syntes, jeg så ud. Jeg tilhører en generation, hvor vi lod os definere af mændenes blik, og hvor vi havde for travlt med at lade os beundre af mændene til at føre kvindekampen videre. Så jeg ville godt lige ringe til Maise i 1990 – 233823 – og komme med en lille opsang.
På den anden side ved jeg også godt, at når man er i den alder, hvor man prøver at finde sig selv, så er det enormt distraherende, at andre kommer med et bud på konceptet. Ligesom den mand, der i brevet forklarede mig, hvad det var for et ”blik”, jeg havde. Jeg ville ønske, at jeg ikke havde været så optaget af, hvad andre syntes, men samtidig er det nok bare sådan, det er, når man er i 20’erne. Det er en kæmpe befrielse at være lidt mere ligeglad."
Og er du så reelt det? Mere ligeglad?
"Jeg har fundet ud af, at erfaringer sætter sig på tværs af tid, så oplevelsen af, at andre definerer dig på grund af dit udseende, når du er 20’erne, lever som udgangspunkt videre, når du er i 50’erne. Og så alligevel ikke. For mændene opdager jo ikke en, når man er i 50’erne.
Som Mette Lisby på et tidspunkt sagde til mig, så kunne vi jo også starte et detektivbureau, for vi er blevet helt usynlige, haha. Det sjove er dog, at jeg er meget gladere nu end dengang i slut-80’erne, hvor jeg lige var blevet pæn."
Sæt lidt flere ord på det?
"Jeg havde fem-seks år i slut 80’erne, hvor jeg var sådan helt ny-pæn, men det var nogle mærkelige år, for mit udseende var en ny valuta, jeg pludselig havde fået, og som jeg skulle forholde mig til. Og jeg var jo bare sådan normalt pæn. Tænk at være Helena Christensen dengang. Wow. Nu er hun jo stadig utrolig meget pænere end de fleste andre mennesker, men hun skal også forholde sig til alderen.
Jeg synes, der er noget sørgmodig over at overgive sig til det at blive ældre. Og nu er det ikke fordi, jeg siger, at man bliver grimmere, når man bliver ældre, men der sker bare noget. Man har ikke længere den der saftige hud, som man kan få helt lyst til at spise, når man ser den hos unge mennesker. Og igen – det er jo fordi det igennem så mange år har været mænd, der har defineret vores verden, og mange mænd synes bare, at en på 20 er pænere end en på 50.
Men det er jo en konstruktion. For der er da også noget pænt i en, der er faldet så meget på plads, at hun kigger mere ud i verden i stedet for bare at kigge sig i spejlet."
Hvordan oplever du den usynlighed, du taler om?
"Øhm, det er lidt mærkeligt. For noget tid siden sad jeg på en bar med nogle islandske mænd på min egen alder, og vi havde det skidesjovt. Men så kom der en pige på 23-24 år og satte sig ved bordet. Og så drejede mændene straks stolene mod hende. Men hun var jo ikke sjov! Hun var bare ung. Der følte jeg mig lidt forrådt. For undskyld, jeg havde lige siddet og været megasjov i en time, og så var det ikke nær så god en valuta som høje kindben. Som jo ikke er noget, du kan lære. Det er bare noget, du har."
Hvad gjorde du?
"Jeg gik. Og det fik mig også til at tænke, okay, så er der jo længere hjem i forhold til at få en kæreste. For skal man så bevise mere, når man ikke længere kan køre den hjem på en kort nederdel, en Nettopose med pilsnere til festen og en løgtærte i hånden? Er der så længere hjem i forhold til at finde en, der gider elske en? Er man måske nødt til at finde en, der er virkelig, virkelig meget grimmere eller ældre end en selv? Det kunne man jo også prøve.
Der er jo faktisk noget rigtig sødt ved gamle mænd. Sådan nogen, som har set mange Leif Panduro-stykker i fjernsynet med Lise Ringheim, en sportsvogn og Preben Neergaard."
Hun stopper op.
"Fuck, han var faktisk meget lækker, Preben Neergaard. Lagde han ikke også stemme til hanen i Robin Hood-tegnefilmen? Nå, men altså, jeg tænker på den slags mænd, der har set de der gamle sort-hvide film. Jeg har en leopardfrakke, jeg har arvet, og hvis jeg går forbi sådan en mand, så begynder han at fløjte. Ikke af mig eller efter mig, han begynder bare at fløjte en lille melodi, fordi min pels må minde ham så meget om de frække damer i de der film. Lise Ringheim med torpedobryster og en leopardfrakke.
Og det er jo lige præcis det, der er med minder, og som jeg har fundet ud af, mens jeg har læst mine dagbøger og skrevet min bog. Minderne sidder jo ikke kun i hovedet. De sidder i hele kroppen. Når jeg f.eks. tænker på min mormor, kan jeg stadig mærke hendes arme i et knus og fornemme hendes duft."
Maise holdt op med at skrive dagbøger, da hun var gravid med sin ældste datter. Siden kom hendes to næste døtre til verden, og i mange år kørte livet så hurtigt, at der ikke var tid, overskud eller behov for dagbøger. Heller ikke da Maise i 2008 blev skilt, tog hun fat på dagbøgerne, men behovet for at nedfælde tankerne kom tilbage, da hun pludselig ud af det blå mistede sin mor efter en operation for tre år siden. I dagbogen dateret 26. august 2020 skriver hun blandt andet:
”Min mor var med, da jeg tog min første indånding, og jeg var med, da hun tog sin sidste. Og det var det. 86 år i livet var væk, og fra nu af eksisterer hun kun i minderne hos dem, der elskede hende. Lige nu ved jeg ikke, hvad jeg har i vente. Jeg kan ikke huske, hvad jeg husker”.
Hvorfor begyndte du at skrive dagbog, da du mistede din mor?
"Det var fordi, jeg ikke kunne rumme det, hvis jeg ikke skrev det. Jeg tror tit, man skriver dagbog der, hvor der er kaos. Enten fordi man er MEGAforelsket i ham med det lyse pandehår, eller fordi der er sket et eller andet helt frygteligt. Det har jeg selv gjort, kan jeg se.
Da min mor døde, kunne jeg pludselig mærke, at det her går ikke, hvis jeg ikke får skrevet det ned. Det er igen det med at være chauffør i sin egen hverdag. Jeg var i chok i lang tid efter, fordi min mors død kom så pludseligt, og jeg bliver stadig chokeret, når det går op for mig, at jeg ikke bare lige kan ringe til hende. Det er også kun et par uger siden, jeg tænkte, aj, den køber jeg lige til min mor … Nå nej. Og så er der det med minderne, som jeg talte om før. Hvad sker der med dem, når man mister sine forældre?"
Men du har stadig din far, og ham fortæller du også om i bogen?
"Ja, det har jeg. Men han husker ikke længere så godt. Og for mig er der en kæmpe sorg og skræk forbundet med, at min far bliver glemsom. Jeg bliver ked af det, når han ikke længere kan huske en historie, som vi altid har grinet af sammen, og som det så pludselig kun er mig, der kan huske, fordi min mor er død, og min bror er seks år yngre end mig.
Men igen – så er det jo fantastisk at have sine dagbøger, og det er også skønt at have en far, der har været journalist og lidt af en samler. Han har store scrapbøger, hvor han har klistret stort set alle sine artikler ind, og på den måde er jeg heldigere end de fleste, for han har skrevet sig igennem livet, og det kan jeg nu læse."
Det har bestemt ikke kun været svært og trist at dykke ned i de gamle dagbøger, og Maise har bl.a. mange sjove historier om de forskellige drenge og kærester, der har krydset hendes vej. Det fylder en del i de mange notesbøger, og hun slår da også fast, at hun havde let ved at forelske sig, da hun var ung. Sådan er det ikke længere.
"Jeg tror helt ærligt, at jeg hellere vil elske nogen end at være forelsket. Jeg synes, det er ubehageligt at være forelsket, og jeg synes, det er stærkt uklædeligt til andre mennesker. Altså, folk bliver jo utålelige, når de er forelskede, og det bliver ikke bedre med alderen. Pludselig går modne kvinder i lavtaljede bukser og griner utrolig højt, og jeg tror aldrig, at jeg oplevet mennesker, der var forelskede, som ikke også var dybt forelskede i sig selv lige pludselig.
Så jeg vil hellere elske, og det var også, tror jeg, grunden til, at jeg fik tre børn med min eksmand. For jeg kunne lynhurtigt elske ham med tilbagevirkende kraft. Når han fortalte om sin barndom, kunne jeg elske det lille menneske, og det vil jeg hellere end at gå rundt og være helt åndssvag. Og derfor er det nok ikke så nemt for mig at finde en mand, for det kræver, at jeg taler længe nok med ham til, at jeg kan se ham som den, han var engang."
Og det er tiden og måden, man møder hinanden på, ikke til?
"Jeg ved ikke, hvor jeg skulle møde en. Jeg havde på et tidspunkt en idé til en bog, der krævede, at jeg talte med en ny mand hver dag i 30 dage. Nu er jeg jo efterhånden blevet sådan en dame-mand, der kan lave det meste selv og egentlig ikke har brug for en mand til det praktiske, men hvis jeg f.eks. gik i Silvan, så lod jeg som om, jeg var virkelig dum og gik hen til en tilfældig mand og spurgte om noget med nogle kroge og skruer. Bare for at tale med en mand den dag.
Men der er jo langt fra spørgsmålet ”ved du noget om de her rawplugs?” til at komme videre i sådan en samtale. Jeg kan ikke finde ud af at komme videre. Og jeg ved ikke, hvor jeg skal gå hen og møde en mand, som jeg hurtigt kunne komme til at elske. Måske skulle man lave sådan et loppemarked med brugte mænd. Vintagemænd. Men det er måske i virkeligheden det, Tinder er."
Ny bog
Maise Njor er aktuel med bogen 'Kære bagklog – Minder & fortrængninger', der udkom på Gyldendal den 22. september.
248 sider, 200 kr.
