Ballroomdanser Maji Claire: "De traumer, vi oplever gennem livet, sætter sig i kroppen"

Året er 2018, og vi befinder os i A-salen på Det Kongelige Teater i København. Gulvet og væggene er sorte, og menneskemængden i rummet har formet en runway og hujer og råber ad dem, der tør vise sig på den og for det panel af dommere, som sidder for enden.

Stemningen er intens, frygtindgydende og samtidig utrolig kærlig.

En kvinde træder ind på runwayen. Hun har en en lillebitte hvid blondetop, en kridhvid ultrakort pailletnederdel og tårnhøje stiletter på og hvide perlehalskæder svingende om halsen.

Elegant og smidigt glider hun ned ad gulvet, shaker, voguer og viser dansende sin krop frem. Vi er til A Night at The Theater Ball, det første officielle ball i danmarkshistorien.

Kvinden på gulvet hedder Maji Claire. Hun er danser, en af initiativtagerne til aftenens ball, og sammen med performancegruppen Disturbing Business har hun grundlagt den danske ballroom-scene.

"Den aften var vild. Ball'et blev udsolgt lynhurtigt. Det var fantastisk," siger Maji Claire.

"Jeg tror, at de traumer, vi oplever gennem livet, sætter sig i kroppen. Bevægelserne, dansen, performancen er et outlet, en protest, en fejring og en måde at reclaime dig selv på. For os inden for miljøet er det at deltage i balls lige så nødvendigt som at trække vejret. Ballroom er vores kirke," siger Maji Claire.

I dag står Maji Claire ikke på en runway. Hun sidder i en lejlighed i København og taler om sin vej ind i ballroom, om at have brug for et sted af ventilere, om dansens kraft og ikke mindst om den store betydning, den flamboyante, shady og historiske subkultur har for det brune LGBTQ+-miljø.

En protest iklædt gitter og glam

Maji Claire begyndte for alvor at danse, da hun var 17 år. Men hun blev først rigtig introduceret til ballroom, da hun var 19 og besøgte den ikoniske LGBTQ+-bar Escualita i Hells Kitchen i New York.

"Noget af det, jeg husker tydeligst fra det første ball, jeg oplevede i New York, var, hvor overvældende og empowering det var at se andre sorte og brune queerpersoner være så meget sig selv uden at skulle undskylde for det. På det tidspunkt var jeg ikke selv sprunget ud, og jeg var meget mere sky, end jeg er i dag," siger Maji Claire.

Ballroom, der ikke skal forveksles med standarddansen eller en festsal, opstod oprindeligt i New York i 1972 som en modbevægelse til de dragballs, der dominerede drag- og transmiljøet dengang, hvor der ikke var mange steder, man som transperson eller queer kunne gå hen. Datidens dragballs var talent- og skønhedskonkurrencer, som vi kender dem fra Miss World. Idealet var de eurocentriske træk, og det gjorde det svært for sorte og brune queens at deltage og vinde. Men en aften, hvor transkvinden Crystal LaBeija endnu engang tabte til de hvide drag queens, fik hun nok af den diskrimination, de sorte og latinx queens blev udsat for til dragballs'ne og gik i protest ud og skabte stort postyr, som man blandt andet kan se i dokumentaren The Queen. Og det var ud af den protest, at ballroom-scenen født. Som et safe space for racialiserede personer, en pause fra en virkelighed præget af vold og diskrimination og ikke mindst et rum, hvor man kunne fejre sig selv og fællesskabet, forklarer Maji Claire.

LÆS OGSÅ: Mille Holkenfeldt i et brev til sin krop: "Derfor skældte jeg dig ud"

Hjemkomsten

Ballroom satte sig dybt i Maji Claire efter turen til New York, men der gik nogle år, før hun for alvor blev en del af kulturen, som på det tidspunkt i Europa kun rigtig eksisterede i Paris. Tilbage i København begyndte Maji Claire at arbejde som professionel danser, men hun var draget af ballroom-kulturen. Efter en hård periode besluttede hun sig derfor for at rejse til Paris og opsøge ballroom-verdenen, fortæller hun.

Ballroom-scenen var og er stadig undergrund, så det tog lidt tid, før Maji Claire rigtig kom ind i miljøet i Paris. Efter et par år, hvor hun havde danset og voguet løs til de parisiske balls, blev hun optaget i The House of Miyake Mugler, og i ballroom-sammenhænge begyndte hun at gå under navnet Maji Miyake Mugler.

Husene er en stor del af ballroom. Nogle af de mest kendte og historiske er for eksempel House of Xtravaganza, House of Ninja, House of Ebony og House of LaBeija, som har eksisteret siden 70’erne eller 80’erne. Husene, der senere ofte blev opkaldt efter store modehuse, var og er en måde at organisere sig på indenfor balls'ne. Når du deltager i balls, gør du det på vegne af dit hus. Når du vinder et trofæ for en kategori, gør du det på vegne af dit hus, som også står for at afholde balls. I 2019 afholdt House of Miyake Mugler for eksempel ball'et Return of Porcelain, hvor en af kategorierne blev sponsoreret af Rihanna.

"Jeg fik et par tilbud fra forskellige huse. The House of Miyake Mugler er virkelig dygtige og ambitiøse, men vigtigst af alt føltes det som et hjem," siger Maji Claire.

I 70’erne og 80’erne havde husene også en anden vigtig funktion, forklarer Maji Claire. I hvert hus er der en house-far eller -mor – nogle gange er der også house-bedsteforældre – og dem, der bliver optaget i huset, er børnene. Mange fra ballroom-miljøet dengang blev afskåret fra deres biologiske familier, når de sprang ud som queer, homoseksuel eller transperson og blev derfor forældreløse.

Moren eller faren i huset blev således ofte en form for plejeforældre for 'børnene' i huset og sørgede nogle gange også for et sted at bo til dem. Mange af de unge, der opsøgte ballroom-scenen, levede et hårdt liv. Flere arbejdede som prostituerede eller i andre udsatte erhverv og kæmpede med HIV. Deres hus holdt øje med dem og hjalp til, hvis de kom ud for problemer. Man var hinandens familie, forklarer Maji Claire.

Efter Maji Claire havde tilbragt et par år i Paris, kom hun tilbage til København på grund af et dansejob, som krævede, at hun blev i byen i noget tid, og her var hun med til at stifte Disturbing Business. De afholdt vogue-timer, som er en stilart, man især dyrker inden for ballroom, og støbte fundamentet for den ballroom-scene, vi har i Danmark i dag.

"I begyndelsen handlede det mest om, at vi selv havde brug for ballroom for at kunne eksistere uden at blive vanvittige. I lang tid troede jeg ikke, det ville være muligt at stable en ballroom-kultur på benene i Danmark, da mange af de mennesker, der har brug for ballroom, er usynlige i samfundet. Og det er stadig en rejse," siger hun.

Mange af dem, Maji Claire underviser i vogue, er personer, der er "out of the closet," og ikke har et problem med at sige til deres venner og familie: "Hey, jeg tager lige til vogue-time." Og det er også tit folk, der har en dansebaggrund, forklarer hun.

"Men at have mulighed for at gå til dans og leve i sin sande kønsidentitet eller seksualitet er privilegier, som ikke alle i Danmark har adgang til for eksempel på grund af deres etniske baggrund, familie eller religion. Det har været så dejligt at mærke fællesskabet vokse og skabe et sted, hvor andre queerpersoner kan føle sig trygge. Men jeg håber stadig, at ballroom vil finde frem til alle de mennesker i Danmark, der rent faktisk har brug for det," siger hun.

LÆS OGSÅ: Forfatter Elham Kavousi om nutidens skønhedsideal: "Skønhed skal være for alle uanset hudfarve og etnicitet"

"I sin essens er ballroom stadig en protest, hvilket jeg også kan mærke til de danske balls. Racisme i Danmark er noget andet end i USA. Den er ikke mildere, den er bare anderledes, men den er bestemt til stede. I Vesten er det de fleste steder accepteret at være queer, men når du er queer og ikke-hvid er det en anden historie. Derfor gør ballroom stadig en forskel. Det skaber et rum, hvor du ikke kun kan stå stærkt i din queerness, men også i din blackness," siger hun og tilføjer, at sidste års Black Lives Matter-bevægelse endnu engang tydeliggjorde, hvor vigtigt det er, at subkulturer som ballroom får mere plads.

At give slip og gå amok

Tv-serier som den Emmy-vindende Pose og Legendary har de seneste år skabt en fornyet interesse for ballroom. Det ses tydeligt på billetsalget til de balls, der inden coronapandemien blev afholdt rundt omkring i København. Det er dog ikke første gang, at samfundet udenfor har vendt sit blik mod den poserende og dansende subkultur, pointerer Maji Claire.

Især voguing – der ud over at være en dans også er en af de kategorier, man kan gå i til ball’et – har gennem årene inspireret og vakt stor interesse. FKA Twigs' "Figure 8" er en ode til dansestilen, Teyana Taylor voguer i musikvideoen til "WTP", og Rihanna, der også voguer, har blandt andet lagt vejen forbi House of Miyake-Muglers balls. Derudover er der naturligvis Madonnas single "Vogue" fra 1990, hvor hun selv voguer i musikvideoen, og to medlemmer fra House of Xtravaganza også optræder. Hun er dog efterfølgende blevet kritiseret for at appropriere og udnytte ballroom-kulturen.

Når Maji Claire deltager i balls, går hun også nogle gange i kategorien vogue femme, som er en underkategori og stilart inden for vogue. Men den kategori, hun typisk går i, er sex siren. Hun har faktisk vundet den så mange gange, at hun har fået ballroom-titlen European Princess of Seduction. Sex siren handler om give sin sensualitet og seksualitet fuld gas, forklarer hun.

"I vores patriarkalske samfund bliver alt, der er hyperfeminint enten dæmoniseret eller set som svagt. Til et ball kan jeg trygt udtrykke min femininitet og tage min feminine styrke og seksualitet tilbage uden at undskylde eller blive bedømt – af andre end dommerne naturligvis," siger hun.

"Hvis et folk eller en kultur er blevet undertrykt, har dans og musik været en måde at udtrykke sin kultur og identitet på. Det har fungeret som en protest, der ikke kunne opfanges af magthaverne. I mean, you can’t silence movement. Og det skinner tydeligt igennem i ballroom, det er derfor, det er så vibrant," siger hun.

"At kunne få lov til at bevæge kroppen, give slip, gå amok," hun udstøder et “pargh", der ryster rummet.

"Det er frisættende og utrolig vigtigt for alle – især for minoriteter."