Makeup du sagtens selv kan lægge
Brudemakeup skal få det smukkeste frem i os, se godt ud på billeder og holde til den lyse morgen. Her får du makeupartist Marianne Tromborgs bedste tips til, hvordan du selv kan lægge makeuppen – for dybest set er du jo selv eksperten, når det kommer til dine fortrin.
GLØDENDE HUD
”Jeg vil altid starte med at prime huden med et glødgivende serum, så huden får masser af varme og energi. Når produktet er trængt ind, vil jeg bruge en løs mineralfoundation med en bred kabukibørste. Mineralfoundation ser usminket ud og kan tåle en lille tåre eller to. Brug hellere lidt ad gangen, så makeuppen kommer til at ligne perfekt hud, og blend den godt ind med runde bevægelser. Fordi en mineralfoundation er lysreflekterende, synes jeg ikke, en concealer er nødvendig. Jeg vil lægge en blush midt fra øret og ned mod munden for at understrege kvindens træk. Den skal ligge der, hvor skyggen ligger naturligt, og det gør ansigtet mere markeret. Hvis bruden foretrækker et mere cremet look, kan man duppe en cremeblush på æblet af kinden. Det giver en let skinndende eekt uden at fedte. Til sidst vil jeg duppe min Face & Body Shine øverst på kindbenene og under brynet. Det forsegler looket og giver den fineste lyse shine. Det bedste ved en mineralmakeup som denne er, at den holder hele dagen, og at den nærmest kun lige skal røres ved for at fremstå flot igen.”
BAMBI-ØJNE
”Bryn er smukke, så dem vil jeg rede op med en klar eller farvet brynmascara, så de sidder. Jeg synes ikke, man behøver at tegne dem op. Når det kommer til øjenskygge, synes jeg, at det skal være øjnenes farve, der taler – derfor vil jeg anbefale en gråbrun skygge frem for en lilla eller grøn. Vær ikke bange for at lægge den selv. Den skal være på hele låget. Læg også gerne en smule under øjet. Er du til lidt mere knald på øjnene, kan du bruge en mørk skygge som eyeliner. Den er meget nemmere at styre end en flydende. Afslutningsvis vil jeg fiksere øjenmakeuppen ved at duppe Face & Body Shine ovenpå. Så sætter skyggen sig ikke i linjerne, og den kan ikke grædes væk. Dup også gerne lidt i den inderste øjenkrog for at lysne og gøre makeuppen frisk. Afslut med mascara. Om den skal være vandfast eller ej, er et temperamentsspørgsmål. Det vigtigste er at lægge den på de yderste vipper også – ikke kun på de midterste. Det åbner øjet og giver bambi-eekt.”
KYSSEKLAR
”Fordi du skal tale meget og kysse hele dagen, vil jeg anbefale en fugtgivende læbestift i en naturlig nuance. Gerne en rosa og beige tone, der passer til alle skandinaviske hudtoner. Påfør den på midten af læberne, og saml læberne et par gange for at få den på plads. Du kan tilføje en lipgloss på midten af læben, hvis du ønsker optisk at snyde læberne fyldigere. Hav gerne læbestiften og glossen med til touch-ups i løbet af dagen.”
LÆS OGSÅ: Hvilken type brud er du?