"Man bliver vred, når man bliver svigtet og forladt"

Vrede

– Jeg hørte for nylig om en kvinde, der tissede i sin eksmands 22-årige kærestes ansigtscreme. Kvinden var på besøg hos det nye par, skulle låne toilettet og klemte så lige et par dråber tis ned i "fars nye kærestes" creme og rørte rundt.

– Alt kildede inden i mig ved tanken. Det lille menneskes hævn er altid underholdende. Lad mig bare sige det sådan, at man oplever nye sider af sig selv, når man bliver skilt. Det blev jeg sidste år. Det slog mig ret meget ud af kurs, selv om det "bare" var den gamle traver om midaldrende mand i krise, der flygter i stedet for at kigge sig selv i spejlet og mærke efter. Det kom virkelig bag på mig, at det også var vores traver. Og så blev jeg vred. For man bliver vred, når man bliver svigtet og forladt af det menneske, man elsker mest og stoler mest på og har stiftet familie med.

– Men rundt omkring mig mente alle, at jeg ikke måtte være vred. "Så, så, du skal se, på den lange bane var det nok bedst sådan." Eller "der er jo ingen, der er døde, vel." Og "skriv et tilgivelsesbrev til ham." Sådan lød de råd, jeg fik. Jeg skulle tilgive og komme videre. I en fart. Ikke dvæle ved sorgen og endelig ikke være vred. Men jeg var vred, og jeg opdagede, det var nemmere at være vred end ked. For med vreden kan man skubbe fra dernede på bunden af det endeløse mørke, man er havnet i.

Det er fascinerende, så hurtigt man kan trampe i pedalerne fra bydel til bydel, når der kører en film af hævn, vold, had og lemlæstelse på den indre smalfilm. Jeg har skrevet alverdens eder og forbandelser til eksen i mails og sms'er. Jeg har tudet og råbt og gjort manden rædselsslagen. Set ham stå i min dør og ryste i bukserne af angst og skam over for denne "rasende furie", som han en dag kaldte mig. Men jeg har også nægtet at skamme mig over at være vred. Når nogen slår en, er man nødt til at slå igen. Hvorfor skal vi dog vende den anden kind til?

– Det er absolut ikke comme il faut at være vred i vores samfund. Det er kun trafiktosser og machomænd, der hidser sig op. Især kvinder må endelig ikke udvise vrede. Vi skal være milde og gode, aldrig vrede – eller hysteriske, som man altid skynder sig at kalde vrede kvinder for at fratage dem autoritet. Men jeg blev sgu bare mere vred, hver gang jeg fik at vide, at jeg ikke måtte være vred. Hvorfor er det egentlig en synd at være vred? Vrede er jo en sund reaktion. Når nogen træder på dig, er det da naturligt at reagere. Jeg tror derimod, man bliver syg og bitter og får mavesår og nedadhængende mundvige, hvis ikke man kommer af med sin vrede.

– Vrede er selvforsvar. Og det gode ved den er, at den damper af igen. Stille og roligt raser man af. Og lige pludselig cykler man en forårsdag i roligt trav igen og opdager, at syrenerne sørme er sprunget ud.