"Mænd er ikke bare onde patriarker i Afghanistan"

Sørgelig men også varm historie fra Vestjylland om en mand, der holder modet oppe og klarer sig som enlig far? Nej. Manden er fra Afghanistan og han er en af de medvirkende i en ny film af den dansk-afghanske dokumentarist og journalist Nagieb Khaja.

- Det viser, at mænd ikke bare er onde patriarker i Afghanistan, selvom der selvfølgelig er traditioner vi ikke kan acceptere. Der er også mænd, som er det vi ville kalde "bløde mænd" i Danmark, siger Nagieb Khaja.

De lokale har selv filmet

Optagelsen med sønnerne har den afghanske bonde selv stået for. Nagieb Khaja har nemlig udstyret en gruppe beboere i Helmand med små mobiltelefonkameraer for at de kunne optage deres hverdag midt i krigen, som Danmark snart har været en del af i 12 år. Det har kostet 12 milliarder kroner, hvoraf blot tre milliarder kr. er gået til bistandsprojekter i landet.

Ikke desto mindre er alle, eller rettere de få, kvinder i filmen for det meste tildækkede og nærmest umulige at rekruttere til projektet, fordi det strider imod de lokale normer. Det skal vi dog ikke forveksle med, at Taleban har vundet, mener Nagieb Khaja.

- I Helmand siger en mand ikke til sin kone, at hun skal bære burka. Det har kvinderne bare altid gjort. Og hun kan også godt have mere magt i familien end manden. Fordi hun bærer burka er hun ikke nødvendigvis svag.

Kvinder og kamera er farlig kombination

En enke er indledningsvis med på at filme sin hårde hverdag uden en mand og med en mindre flok unger. Mest fordi Nagieb Khaja har givet betaling for optagelserne, som han anså for et arbejde, som de lokale skulle aflønnes for. Men kombinationen enlig kvinde og kamera viser sig at være for sprængfarlig i det lille samfund enken lever i. Splittet mellem enkens behov for penge og hendes bekymring for sit eget og børnenes omdømme, må Nagieb Khaja afbryde samarbejdet med hende.

Heller ikke senere i forløbet lykkedes det at få en ung kvinde, som gerne vil være journalist, til at filme sit liv. Det ønsker familien ikke. Hun når dog at få en optagelse med en lille pige i kassen, som er blevet sat til at vogte får, selvom hun hellere ville være i skole.

De personlige historier fra Afghanistan skal sætte fokus på en større og overset historie.

- Min idé byggede på en indignation over måden Afghanistan blev dækket på af TV 2 og DR. De sagde, at de allerede dækkede konflikten med deres korrespondenter. Men de var i Kabul, og den er fredelig. Der kan man ikke få skildret konsekvenserne for almindelige mennesker, og det er et problem at komme ud til de civile, når man er beskyttet af hjelm og skudsikre hjelme. Så tror de civile, at man er en del af militæret, siger Nagieb Khaja.

"Det var den eneste måde at komme tæt nok på"

For egen regning og risiko er han flere gange taget til Afghanistan i forbindelse med research til sin bog 'Historien der ikke bliver fortalt' og har lavet optagelser, som han ind i mellem har haft held til at sælge til tv-stationerne. Men med dokumentaren prøver han at give et dybere indblik ind i den hverdag, som også er for farlig for ham at dække, fordi man som journalist risikerer kidnapning. Også for de lokale er det farligt at omgås journalister.

- Jeg prøver med filmen at genskabe, hvordan mit indtryk er af Afghanistan og mit indtryk er de lokales indtryk, så hvorfor ikke lade dem fortælle historien? Det var den eneste måde at komme tæt nok på.

Hvorfor er det så vigtigt for dig at få den del af historien med?

- Det var vigtigt for mig at vise, at vi ikke er klar over, hvad den militære tilstedeværelse betyder for de mennesker, der bor der. Vi aner ikke, hvad der foregår, vi kender ikke deres liv eller forholdene. Alligevel har vi soldater dernede, som skyder og bombarderer, så det er vigtigt i et demokratisk samfund, at vi ved, hvad der foregår.

"Jeg havde undervurderet livsglæden og kærligheden"

Selvom Nagieb Khaja kender forholdene i Afghanistan godt, overraskede de lokales optagelser også ham.

- De ting jeg forventede var historier om krig, sårede og døde mennesker og korruption. Men jeg havde undervurderet livsglæden, kærligheden til deres område, ironien og den tålmodighed og styrke de håndterede krigen med, og hvordan de får det bedste ud af livet alligevel. Det var jeg overrasket over.

I filmen forholder de lokale sig ikke til krigen, hvordan kan det være?

- Nej, det skulle ikke være en film, hvor de kommer med en masse politiske statements. Jeg ville gerne have, at billederne taler for sig selv. Man kan jo se, at de oplever krigen som absurd og meningsløs med en masse parter, der siger, at de kæmper for dem. Men de ønsker egentlig ikke, at nogen kæmper for dem. Det er mennesker, der er fangede som lus mellem to negle. Det er ikke en krig, hvor de råber på, at vi i Vesten skal hjælpe dem. Tværtimod virker vi som elefanter i en glasbutik, siger Nagieb Khaja, som i modsætning til de fleste journalister ikke er bange for at have en holdning til, at han mener, at Afhanistan-krigen er blevet tacklet helt forkert.

En gylden regel for journalister er ellers, at man ikke skilter åbenlyst med sine holdninger, fordi læsere og seere kan tro, at det smitter af på den måde, man dækker sine historier på.

- Jeg har holdninger til krigen, og det er mange journalister bange for at have, men når politikerne ikke gør deres arbejde, så bliver jeg nødt til at udfylde det tomrum. Vi har meget fokus på de sårede danske soldater, og det er forfærdieligt, at unge tager derned og kæmper, men vi har politikere som famler og ikke ved hvorfor vi er i krig, hvem de egentlig hjælper og hvordan.

Noget tidstypisk over dansk ligegyldighed

Som almindelig borger går man heller ikke fri af Nagieb Khajas kritik, og det er bestemt ikke sjovt at blive skudt i skoene, at kun få danskere overhovedet har forholdt sig til vores krigsdeltagelse i det fjerne land, som startede i kølvandet på 11. september 2001. Over alle de år, kan jeg personligt tælle på to hænder – max – de gange, hvor Afghanistankrigen er dukket op i samtaler med venner og familie.

- Der er noget tidstypisk over det. Når man tænker tilbage på Vietnamkrigen tror jeg, at mange flere danskere tog stilling. Man har det med at idealisere fortiden, men der er mange fortællinger som viser os, at der var flere reaktioner mod krig tidligere.

Men er det ikke fordi, det er vanskeligt at forstå krigen i Afghanistan og fordi Taleban virker ultimativt ond og så må alle midler tages i brug?

- Måske er der en opinion om at vi og vores allierede er gode, og de andre er onde. Derfor tror befolkningen nok, at det er de rigtige beslutninger, der er truffet.

Kvinder har fået mere frihed visse steder

Men det hele er heller ikke dårligt i Afghanistan, når man skal vurdere Danmarks og andre vestlige magters indsats. Vi skal bare forstå, at alternativet til Taleban ikke altid er bedre, mener Nagieb Khaja.

- Der er bobler i større byer, hvor kvinder har mere frihed, men det skyldes den tidlige militære indsats fra 2002, men derefter er det gået mere og mere galt, fordi dem der har fået magten flere steder er korrupte. Og frem for at blive styret af en lokal politichef, som stjæler dine dyr og måske også slår dig, er Talebans begrænsning af den personlige frihed, når det fx gælder at høre musik, til at leve med, fordi man til gengæld har trygheden. Og i de områder er kvinderne i forvejen tildækkede og mændene har skæg, det skyldes ikke Taleban. Det er ikke et valg mellem Taleban og demokrati i Afghanistan, som vi tror.

Og selv om Afghanistans præsident Hamid Karzai er "sympatisk" og har de rette værdier, har han ikke meget magt og kaldes borgmesteren i Kabul af de lokale, ifølge Nagieb Khaja.

Vi vinder ikke - vi skaber en fjende

Men hvad så nu? Hvad er fremtiden for Afghanistan, der vel nærmest oftere har kendt til krig end til fred? Og kommer Nagieb Khajas film ikke alt for sent, nu hvor Danmark er på vej til at trække tropperne hjem?

- Jeg er ærgerlig over, at filmen ikke kom for mange år siden, men vi er stadig til stede militært, og jeg håber, at min film får folk til at forstå kompleksiteten i situationen. Jeg håber også, at den bliver vist til så mange soldater som muligt, så de bedre forstår, hvad de kommer ned til, og hvordan de civile har det. Jeg håber også, at den giver nogle politikere et drive til at søge fredelige løsninger, når de ser hvor klemte de civile bliver i filmen.

Når det gælder fremtiden er Nagieb Khaja ikke just optimist.

- Jeg er bange for, at der sker en eskalering af den aktuelle borgerkrig, når vi forlader Afghanistan. Det vil gøre de radikale grupper stærkere, og det er de rigtig hårde typer, som så risikerer at komme til magten. Frem for at forhandle i starten, ville vi bare fange og udrydde Taleban, men sådan vinder man ikke en krig. Sådan skaber man en fjende.

Om Nagieb Khaja

Nagieb Khaja (f. 1979) er en dansk-afghansk forfatter, dokumentarinstruktør og journalist. Nagieb er født og opvokset i København, og er uddannet journalist fra Syddansk Universitet (BA, Jour 2004) Nagieb har igennem årene arbejdet for både fjernsyns- og avismediet og primært beskæftiget sig med terror, menneskerettigheder, krigen i Afghanistan og de kriminelle miljøer i Danmark.

Dokumentaren 'Mit Afghanistan – livet i den forbudte zone' bliver sendt på DR2 tirsdag 5. februar kl. 20.20. 

Forfatter til 'Historien der ikke bliver fortalt - om krigen i Afghanistan', forlaget Gyldendal.

Læs mere om Nagieb Khaja og hans bog her.