Kære danskere, hvorfor skal man have kendt jer hele livet for at blive jeres ven?

Danskere tager venskaber meget seriøst.

Det oplevede jeg allerede, da jeg startede på CBS for fem år siden.

De folk, jeg mødte på universitet, havde kendt hinanden længe og var alle en del af en tæt vennegruppe, som var svær at blive en del af.

Vi talte sammen, men kun på et overfladisk niveau. Og selvom jeg prøvede at spørge folk, om de ville drikke en kaffe eller en øl efter skole, virkede de ikke interesseret i at få flere venner.

Det var ikke, fordi de sagde det direkte, men jeg fornemmede det, når de svarede: ”Åh, jeg har så travlt, så kan ikke ses i denne uge eller næste uge. Måske kan vi ses om en måneds tid?”

Men for mig er en måned langt ude i fremtiden. Og selv hvis man planlægger noget i så god tid, har jeg oplevet, at folk aflyser, fordi noget andet dukker op.

Det er åbenbart sådan, de fleste danskere lever deres liv. De har en meget travl livsstil, så det er svært at finde tid til at være spontan.

Catch up venskaber

Jeg oplever, at mange danskere fylder deres kalender op til randen. Hvert minut er optaget, der er ikke plads til noget eller nogen ekstra.

Det er på trods af, at I danskere har langt mere fritid, når I har fri klokken 16:00, end vi har i Italien, hvor folk arbejder til sent om aftenen.

Det giver som tilflytter en følelse af, at alle har for travlt til én. Man skal være taknemmelig, hvis folk finder tid til at se én.

Men for en italiener som mig behøver en aftale ikke at vare en hel dag eller aften. Når jeg spørger folk, om de vil drikke en kop kaffe, betyder det, at vi mødes i en halv time, måske en time. Ikke mere.

For mig kan et venskab godt være et, hvor man bare catcher up over en kop kaffe. Ikke alle venskaber behøver at være ekstremt nære. Men for danskere er venskaber serious business.

I Italien er der langt mindre pres på et venskab, og det gør det lettere at få nye.

Jeg tror, at hvis man skal udvikle et venskab, er det vigtigere, at man ses ofte over en kop kaffe, end at man tilbringer en hel aften sammen én gang om måneden. Hvis man ser hinanden sjældent, er det svært at opbygge et venskab.

Et formål med at mødes

Gennem de seneste fem år har jeg fået få danske venner. Men det er altid sket, fordi der var et formål med vores møde.

For eksempel lærte jeg en af mine danske venner at kende, fordi jeg underviste ham i italiensk. Han skulle på udveksling i Italien og skulle nå at lære sproget.

Jeg har ikke fået danske venner, fordi vi blot var interesseret i at lære hinanden at kende.

Men det er også en meget italiensk ting; at tale med andre uden formål. Det ved jeg.

Forleden mødte jeg nogle italienere i elevatoren ved metroen, og vi begyndte at tale sammen.

Det kunne jeg ikke forestille mig at gøre med danskere. Det ville være akavet.

Men det er også fint, at det er sådan. Som tilflytter skal man bare vide, at danskere ikke så ofte taler til fremmede.

For det kan føles en smule hårdt at blive afvist, efter man for eksempel har tilbragt en aften sammen med nogle studiekammerater, og dagen efter, når man møder hinanden i skolen, ikke taler sammen. Næsten bliver ignoreret.  

Det overraskede mig meget i starten, men det gør det ikke mere.