"Jeg vidste, jeg var stærk, da jeg fandt ud af, jeg kunne tåle at tabe"

− I 2008, da det stod virkelig skidt til med Radikale Venstre og sikkert også med mit lederskab, fik jeg skæld ud oppefra, nedefra og generelt hele vejen rundt. Der var ikke det, der ikke var galt med mig. Jeg har mine egne kelimtæpper på mit kontor, som jeg altid har med mig. På det tidspunkt gik det op for mig, at jeg bare kunne rulle mine tæpper sammen og gå min vej. Der var ikke noget, der tvang mig til at blive, hvis ikke jeg ville, og den frihed gjorde mig stærk. Selvom det kan lyde absurd, så er et nederlag også en åben dør til andre mennesker. Hvis du ikke har set andre tabe, men de altid ligner en succes, er det svært at komme ind på de mennesker, for så er der ligesom ikke så meget at tale om.

− Dengang gik det op for mig, at jeg var stærk, fordi jeg kunne tåle at tabe. Jeg kan sætte noget på spil og samtidig vide, at hvis det ikke går den vej, jeg gerne vil, er det ikke verdens undergang, for det fører mig i stedet nogle andre steder hen. Derfor har jeg en model for at træffe beslutninger: Hvis jeg kan leve med det værste, der kan ske, siger jeg ja. Det gør mig virkelig fri i forhold til, at ting ikke absolut skal være på én bestemt måde.

− Da jeg første gang fik lov til at låne magt som landsformand for mit parti for 21 år siden, begyndte jeg at overveje, hvad magt egentlig er for en størrelse. På det tidspunkt læste jeg meget Václav Havel, den tidligere præsident i Tjekkiet, og han beskrev, hvordan magten langsomt sneg sig ind på ham og gjorde, at han flyttede sig et sted hen, han aldrig havde forestillet sig, han ville komme til. Derfor er en anden dimension af det at være stærk også at kunne forholde sig meget direkte til den magt, man har.

− Jeg har senere haft magt til låns i syv år som leder for mit parti og i tre år som minister, og jeg har prøvet at være ekstremt bevidst om, hvad de magtbeføjelser gjorde ved mig. I Danmark har vi en tendens til at underspille magt og sige "Nå ja, det er klart, jeg har da indflydelse på nogle ting" i stedet for at kalde tingene ved deres rette navn. Man er nødt til at have styrken til at se sin egen magt i øjnene og sige: "Jeg ved, du gør noget ved mig, men jeg vil kunne sige nej undervejs, for jeg må ikke tro, at magten er min".

− Magt er meget vanedannende, og jeg har prøvet at vaccinere mig selv mod at tænke, at verden bryder sammen, hvis ikke jeg har magten. Jeg kan mærke, at det gør mig glad at være en del af nogle beslutninger, som jeg har påvirket undervejs, så et stykke hen ad vejen, tror jeg, jeg er afhængig af at tage del i magten. Men jeg gør meget ud af ikke at lade magten styre mig. Når jeg kommer hjem, stiller jeg politikeren på dørmåtten og træder ind som mor og kone, så jeg er til stede i en hverdagsvirkelighed, der består af tøjvask, hundeluftning og indkøb.

LÆS OGSÅ: Margrethe Vestager: Jeg tror på kærlighed ved første blik