Familiefar døde af kræft: Det hjælper at tale om sorgen

Har du hørt om Børn, Unge & Sorg? Det var Marlene Westergaards søster, der i 2016 fandt frem til den hjælp, især den ældste af Marlenes to børn, Willads, havde brug for, efter han havde mistet sin far i 2014.

– Willads havde et tæt forhold til sin far. Han manglede børn at spejle sig i, der havde det ligesom ham, siger 41-årige Marlene.

Hun bor i dag i et rækkehus i Hørsholm med Willads på nu 11 år og Augusta og på 8. Da hendes mand, Martin, levede, boede familien i et hus i Rungsted. I 2013 fik han svært ved at synke sin mad. Han er nok stresset, mente de. Lægen lød heller ikke bekymret, så de tog på sommerferie med børnene.

Det viste sig desværre at være kræft. Martin var gennem kemo, operation og mere kemo, og i sommeren 2014 blev han erklæret rask.

– Midt i juni holdt jeg en kæmpe surprise-fest for ham, fordi han blev 40 år og var erklæret rask, siger Marlene – og tilføjer, at det var godt, hun gjorde det.

For selvom hendes mand passede sit arbejde, slog græsset og f.eks. tog til Skanderborg Festival i forsøget på at opretholde en normal hverdag, havde han det ikke godt. Den 11. august kørte Marlene ham på hospitalet. Kræften havde spredt sig, viste undersøgelsen. Han havde højest tre måneder tilbage, lød beskeden nu.

– Så besvimede jeg, siger Marlene.

Hvad gør man?

Den 28. august døde Martin, og Marlene stod alene tilbage med børnene på fem og tre år.

– Det var et chok. Jeg kunne slet ikke overskue situationen. Hvad jeg skulle stille op i forhold til børnene – og med mig selv. Man ved jo ikke, at der findes sorggrupper, siger Marlene.

Hun fortæller, at meget af den første tid gik med praktiske ting: Der skulle holdes begravelse, ligesom hun skulle have solgt huset, der var for dyrt for hende at betale alene.

– Men det var svært med børnene, der vågnede meget om natten, så jeg konstant var træt. Jeg kan huske, jeg sad nede på kommunen og græd, fordi jeg ikke kunne klare mere, siger Marlene.

Henvendelsen førte dog ikke til en brugbar hjælp, og efter to år, hvor hun havde holdt sig på benene, brød hun sammen på sit arbejde i en marketingafdeling. Hun sad bare og rystede og blev sendt hjem med besked om at passe på sig selv.

– Tre uger efter fyrede de mig, siger Marlene.

Her var det så, at hendes søster hjalp hende med at finde frem til Børn, Unge & Sorg.

Marlene forklarer, at især Willads savnede sin far meget. Han og hans far havde været de bedste venner. Hun håbede, det kunne hjælpe ham at tale med Børn, Unge & Sorgs psykolog og at komme i en gruppe med ligesindede børn. Og sådan er det hendes indtryk, at det er gået.

– Du kan ikke tage sorgen fra et barn, men jeg tror, det er blevet lidt nemmere for ham at leve med den, efter han har snakket med psykologen. Derudover kan jeg mærke, det har været godt for ham at tale med børn, der ligesom ham selv ved, hvad det vil sige at miste en forælder, siger Marlene.

Det er først og fremmest børnene, det drejer sig om hos Børn, Unge & Sorg, men også for hende selv har det været godt at komne der. Når Willads var til de i alt 10 samtaler, man kan få derinde, sad hun i venteværelset sammen med seks-syv andre forældre, der jo også havde mistet deres ægtefælle. Psykologen gav dem stikord, de kunne tale sammen ud fra.

– Vi behøvede næsten ikke de stikord, vi havde så meget at tale om: Der var frustrationerne ved at være alene om ansvaret og alt arbejdet i hverdagen med børnene. Men lige så meget manglede vi alle den anden forælder at dele glæderne over børnene med. Vi talte også om praktiske ting som f.eks. vores oplevelser i Skifteretten. Det var første gang, jeg talte med nogen, der virkelig forstod min situation. Det var så godt, siger Marlene.

Hyggedag

Hun gjorde meget ud af, at turen ind til København, hvor Børn, Unge & Sorg har kontor, blev en hyggedag for hende og Willads. De spiste f.eks. på hans fars yndlings brunchrestaurant, og de gik en tur i Rundetårn.

– Det var svære følelser, Willads skulle ind at tale om. Men jeg håber, at han også vil tænke tilbage på, at han havde nogle hyggelige dage sammen med mor, når han skulle ind til Børn, Unge & Sorg og tale om far, siger Marlene.

Hun var så taknemmelig for hjælpen, at hun efterfølgende lavede et armbånd, hun donerede til støtte for Børn, Unge & Sorgs arbejde.

Men Marlene har også hjulpet sig selv ved at lave de armbånd og andre smykker, som hun siden teenageårene har hygget sig med at fremstille.

Allerede inden afskedigelsen i 2016 prøvede hun for sjov at sætte nogle af smykkerne til salg på sin instagram profil. De gik som varmt brød. Så da Marlene stod uden job, oprettede hun firmaet Wioga og besluttede, at hun ville prøve, om hun kunne leve af smykkerne.

Og det ikke alene kunne Marlene, smykkefremstillingen hjalp hende også i sorgprocessen.

– Jeg elsker at være kreativ og er i en helt anden verden, når jeg arbejder med smykkerne. Samtidig fik jeg virkelig mange positive tilbagemeldinger fra folk, der købte dem. Det gav mig glæde og livsværdi, at folk var glade for det, jeg lavede og ville købe det, siger Marlene, der fortsat lever af sine smykker.

En ekstra glæde er det, at datteren Augusta synes, det er hyggeligt at sidde og lave smykker sammen med hende, så det er også blevet en ting, de to har sammen

– Augusta var så lille, da Martin døde, at hun ikke rigtig kan huske ham. Hendes sorg har derfor ikke været så voldsom. Men kommer den en dag, ved jeg heldigvis nu, at vi kan få hjælp i Børn, Unge og Sorg, siger Marlene.

Mere om Børn, Unge & Sorg: sorgcenter.dk