Mette blev gravid 14 dage efter sin søns begravelse

Tirsdag den 16. april 2013 kører en sort Ford Mondeo fra Odense til Kolding. På bagsædet står en lille hvid kiste. I kisten ligger Willads. Han blev 3 år. På forsæderne sidder hans mor, Mette og hans far, Mogens. De har sat Willads’ yndlings-cd med soundtracket til Peter Pedal-filmen på. Den har de hørt rigtig meget gennem de sidste syv måneder, hvor Willads har kæmpet for sit liv på Odense Universitetshospital, og de synes, at lige præcis den cd passer til hans sidste køretur. På vejen fortæller Mogens Willads om alt, hvad de kører forbi. De store traktorer og gravemaskiner, som han var så vild med. Markerne. Vindmøllerne. Og Mette sidder helt stille. Splittet i sine følelser over det absurde i at køre med sin søn i en kiste – og samtidig føle, at det er den helt rigtige måde at bringe Willads ”hjem” på. Han skal ikke køre med en eller anden tilfældig bedemand. Selvfølgelig skal de selv køre ham. På samme måde, som de har været ved hans side hver eneste dag gennem hele hans umenneskelige sygdomsforløb efter han d. 8. oktober 2012 fik konstateret en aggressiv form for lymfeknudekræft.

Det er ni måneder siden, Mette og Mogens bisatte deres yngste søn, Willads. Og da jeg møder Mette for at høre hendes og familiens historie, er hun højgravid. Hun og Mogens følte, at det at have tre levende børn var så rigtigt for dem, og selvom Mette lige var blevet 40, blev de enige om, at de ville gøre forsøget og se, om Mette kunne blive gravid.

– Og jeg blev gravid 14 dage efter bisættelsen! Det var fuldstændig udenfor al logik. Jeg var lige blevet 40, jeg havde været igennem det værste mareridt, og alligevel blev jeg gravid med det samme. Så fra at have været helt nede, oplevede vi igen en lykkefølelse. – Det har dog været meget svært for mig at være gravid i de første måneder af graviditeten. Jeg har haft svært ved at kommunikere det ud til omverdenen og ventede så længe, jeg overhovedet kunne.

"Vi kan ikke love vores børn et langt liv, men vi kan love dem et liv i kærlighed"

– Igennem hele forløbet med Willads har vi været så meget i fokus, og jeg havde allermest lyst til at trække mig tilbage og bare være en helt almindelig person. Nu skulle jeg til at fortælle noget igen. Det fyldte meget, indtil en veninde sagde til mig, at det vist mest var oppe i mit eget hoved, at det føltes forkert. Alle ønskede os jo det bedste. Og da jeg endelig begyndte at melde det ud, tog folk det jo rigtigt pænt. Men de reagerede på samme måde, som da Willads var syg. Med tårer. Og med knus. Præcis samme fysiske reaktion, som jeg havde fået på sorgen. Det betød, at jeg måtte tage det lidt i etaper, for jeg følte det så voldsomt. Det var jo hjerteligt og fantastisk, men jeg kunne ikke tåle så meget ad gangen. Hvad tænker du om, at det er en pige, I venter?

– Jeg ville lige så gerne have en dreng. 95 procent af alle har sagt, hvor er det da fantastisk, at det er en pige, så I ikke har noget at sammenligne med. Men sådan tænker jeg slet ikke. Jeg havde indstillet mig på, at vi havde tre drenge, og jeg fungerer godt med drenge. Og det er ikke, fordi jeg ikke vil have en pige, for ved du hvad, når man har haft et sygt barn – og har mistet et barn – så er det altså ret ligegyldigt, hvilket køn man venter. Det er først nu her til sidst i graviditeten, at jeg har fået købt nogle pigeting. Vores store drenge griner lidt og siger, hold da op mor, det er da helt nye farver herhjemme!

Mette har valgt at fortælle sin historie til ALT for damerne i denne uge (17/2014), fordi hun håber, at den kan hjælpe andre til at se, at der er et lys i mørket, og at det er muligt at komme videre efter det værste, man kan forestille sig.

– Og jeg synes, at det er en historie med sindssygt meget kærlighed. Vi kan ikke love vores børn et langt liv, men vi kan love dem et liv i kærlighed. Det er det, der hjælper mig til at kunne komme videre. Willads’ liv var alt for kort, men han oplevede al den kærlighed, han kunne få. Jeg har dyb respekt for min fortid, og Willads vil altid være i mit hjerte, men jeg skal ikke gå ned med ham. Så kunne jeg lige så godt lægge mig over på kirkegården sammen med ham, og det ville ikke være rimeligt over for de andre mennesker, jeg elsker, og som elsker mig.

Læs hele Mettes historie om at miste sin søn og kort tid efter mærke lykken, da hun og manden Mogens uventet må tage imod datteren Merle på hjemmekontoret en mandagmorgen i februar.