Mette Horn: "Jeg mødte ham den krølhårede, da jeg lavede revy i Tisvilde"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var Emmasvej i Gentofte, hvor vi boede i stueetagen i en gammel faldefærdig villa, og min farfar boede på første sal. I haven var der kastanjer og et pæretræ. Jeg havde to forældre og to ældre brødre. Det var en barndom uden mobiltelefon, så de voksne vidste ikke altid, hvor børnene var. Man skulle bare sige cirka, hvor man gik hen og love at være hjemme til spisetid. Jeg var en lille sød pige, men også lidt distræt med undertrøjen uden på bukserne. Jeg var meget afholdt derhjemme af dem alle sammen. Skuespillere er tit små søskende, som er vant til at blive set på og klappet ad. 

Hvordan fandt du din levevej?

– Allerede i folkeskolen fandt jeg ud af, at jeg elskede skolekomedie, men jeg kom ikke ud af en kunstnerfamilie, så jeg tænkte, at jeg nok skulle være sygeplejerske eller skolelærer. Jeg kom på højskole som ung, og der mødte jeg andre unge, der tænkte i skuespillerbaner. Jeg tog skuespillerkurser – endda med kommunens hjælp, for det kunne man dengang. Jeg tog også fire rengøringsjobs, så jeg kunne betale for skuespillertimer. Jeg har også været postbud, gartner og hjemmehjælper, inden jeg kom ind på skuespillerskolen. 

Så sent som for halvandet år siden tænkte jeg: ”Nu gider jeg ikke mere.” Der er mange omkostninger forbundet med mit fag. Det er intense prøveforløb, og du kan nemt blive bange for, om du nu kan huske replikkerne. Du vil så gerne lykkes, og det gør dig nervøs. Og så er der pauserne mellem job, hvor du ikke har noget at lave. Jeg savner også at stå i en kantine med kolleger, hvor der er en, der siger: ”Hvordan gik det hos fodlægen i går?” Jeg går alene rundt i min lejlighed og tænker på den næste rolle. Hvis jeg skulle lave noget andet nu, blev det noget med børn. Jeg savner at have børn i mit liv, for vores sammenbragte børn er 24, 24 og 21 år. 

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Mange kender mig fra Max Pinlig, fordi de har holdt meget af det univers. Det er jeg stolt af at blive genkendt fra. Men faktisk lægger jeg kun mærke til det, når jeg er i udlandet, hvor ingen kender mig. Mine brødre har ind imellem sagt, at de synes, jeg får ekstra god behandling på for eksempel restauranter. Måske har de ret i, at der indimellem pludselig er ting, der kan lade sig gøre, som ellers ikke kunne lade sig gøre. 

Hvornår har du stået ved en korsvej?

– Da jeg blev skilt fra mine børns far. Der skulle jeg vælge. Men det er man nødt til at gøre, når man synes, man har givet sit ægteskab nok chancer. Og det var ikke godt mere.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Jeg mødte ham den krølhårede, da jeg lavede revy i Tisvilde. Det var på Bio Bistro, hvor der var sådan noget nat-disko. Der faldt vi i snak. Han boede i et sommerhus tæt på, og der lærte jeg ham endnu bedre at kende. Jeg boede i et andet sommerhus i nærheden, hvor der manglede et fjernsyn. Det kom han og afleverede hos os, så mine børn kaldte ham bare fjernsynsmanden. Jeg tror, de lurede os, da fjernsynsmanden en dag kom og afleverede en rose til mig. Jeg faldt for hans vid. Han er sjov, skør og samtidig tjekket. Han kunne tage affære. Jeg nåede kun at være alene et par år, inden jeg flyttede sammen med ham. Vi flyttede ind i den her lejlighed, men det er først for nylig, vi har revet vægge ned og høvlet gulve af. Indtil nu har der været tre hjemmeboende børn og rigtig mange fester – også dem jeg ikke kendte noget til. Nu er det helt vildt, at vi kun bor to personer, men jeg synes, at vi i lang tid har været gode til at dele pladsen med andre; tre børn, en hund og en hamster. 

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Jeg er ikke religiøs, men jeg tror på lidt af en blandet landhandel. Jeg er meget optaget af det okkulte, uden at jeg egentligt kan give det et navn. Jeg tror på både trolde, feer, Gud og auraer, for der er mere i verden end bare det, vi kan se. Jeg tror også, vi har været her før, og på at vi skal videre til et andet sted. Jeg kan godt være jaloux på venner, der har besluttet sig for en spirituel vej, om det så er kirke, tarotkort eller shamanisme, som de flittigt praktiserer. Jeg ville ønske, jeg selv havde besluttet mig, men jeg er stadig lidt troløs over for de forskellige retninger. Det hele interesserer mig, og jeg har aldrig sat mig ned på yogamåtten og besluttet mig for hvilken retning, jeg skal tro.

Jeg har lige skrevet en bog, som indeholder et helt kapitel om det. Fik jeg tilbudt mine børn spiritualitet i deres barndom? Jeg ved, at jeg har vist dem, at man kan bede til Gud, hvis man for eksempel føler sig alene. Det hjælper for det meste.

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

– Ja, da jeg ramte overgangsalderen i slutningen af 40’erne, hvor mange kvinder oplever, at børnene flytter hjemmefra, og de står tilbage og tænker: ”Hvad nu?” Da det skete for mig, havde jeg lige besluttet mig for, at jeg ville skrive et filmmanuskript, som blandt andet skulle handle om min far, om at være en moden kvinde og om at have evnen til at elske. Det var et meget stort projekt. Samtidig ville jeg gerne være hjemme for mine børn, hvis de skulle få lyst til at tale med deres mor, for netop i den periode døde deres far. Det var to modsatrettede projekter både at skrive en film og stå klar med varm kakao. Så kom overgangsalderen med hedeture, og det blev tid til at gøre status over mine mål, mine ægteskaber og børn. I lang tid gik jeg søvnløs rundt i mine stuer, og jeg tænkte: ”Gad vide om andre kvinder også går søvnløse rundt med et hormonspejl i udu ligesom mig?” 

Min læge sagde, at jeg måske også var en smule deprimeret, så jeg skubbede mit filmprojekt til side, så jeg bedre kunne tage mig ordentligt af mig selv. Filmen blev i stedet til en bog, Flueben, som lige er udkommet, og den handler også om det med at forfølge en ting og komme i mål med noget andet. Du behøver jo ikke opfinde en dybfryser eller skrive en stor film, bare fordi du er lidt ked af det. Du kan godt bare komme igennem det. Det har været fedt at skrive, men også udfordrende, fordi jeg ikke helt vidste, hvad jeg gjorde. 

Hvor er du på vej hen lige nu? 

– Jeg er på vej ind i et vidunderligt univers på Nørrebro Teater, hvor jeg skal spille Scrooge i Et Juleeventyr. Det er tæt på at være min yndlingsrolle, for han er så sjov, umulig og kærlig på én gang. Det er fantastisk at spille for børn, for de synes virkelig, han er en idiot til at starte med, og de er ikke bange for at sige det højt. I starten skælder de ham ud for til sidst at synes, han er ret sød, og det er et magisk øjeblik hver aften, når Scrooge opdager, at han har et bankende hjerte, og alle børnene skal række hånden i vejret, hvis de også kan mærke deres eget bankende hjerte. Det er en meget vellykket udgave af Et Juleeventyr.

Hvad tænkte du på vej herhen?

– At jeg har lidt for travlt i øjeblikket, fordi arbejde altid kommer i klumper. Lige for tiden er jeg også i gang med at turnere med forestillingen Den gerrige på Folketeatret, selv om jeg ellers havde besluttet mig for, at det var jeg for gammel til. At turnere. Det er altså lidt hårdt at rulle rundt på landevejene. Jeg skal også holde bogreception, og Scrooges replikker er begyndt at rumstere i mit hoved. Jeg spillede ham også sidste år, men i år skal vi prøve med dobbeltforestillinger, og jeg er spændt på, hvordan kadaveret klarer det. Men jeg glæder mig, selv om jeg har virkelig meget arbejde i disse dage og ingenting efter jul. Sådan er livet. 

Hvem er Mette Horn

• Født 1965.
• Uddannet skuespiller. 
• Slog igennem i satiregruppen Emmas Dilemma, men har også slået sine folder som Max Pinligs mor. 
• Har to børn med sin første mand. I dag er hun gift med Steen Iversen, som hun bor sammen med i København. 
• Fra 19. november til 20. december aktuel i Et Juleeventyr på Nørrebro Teater, hvor hun spiller Scrooge. Derudover har hun netop udgivet bogen Flueben på forlaget 28B.