Mette Kirstine Goddiksen: "Når jeg tænker på det, prikker min brystkasse stadig af skam"

Jeg udstiller gerne mine svagheder. For mig er 100 procent åbenhed trygt. På den måde behøver jeg aldrig gå rundt og frygte, at en eller anden pludselig afslører mine hemmeligheder eller tabuer.

Desuden ville verden være bedre, hvis vi var mere nøgne – i alle ordets betydninger. Ud i lyset med de mentale flommer, så vi ikke behøver gå og suge sårbarhederne ind.

Derfor var det mig en stor glæde at blive inviteret til at skrive min historie i bogen "100 kiksede knald". Den minder os nemlig om, at også de andres sexliv byder på flere klodsede knæ i ansigtet og utidige kropsfunktioner end glinsende, muskuløs elskov i månens skær. Sådan en bog gad jeg godt at have haft, især da jeg var yngre og havde tendens til at tro, jeg var den eneste uperfekte på planeten.

Dermed ikke sagt, jeg aldrig skammer mig over mig selv. Slet ikke. Og i passende doser gør selvkritik såmænd ingenting. Det kan motivere os til at blive en bedre version af os selv. Men det skal være på et realistisk sammenligningsgrundlag, og det får man altså sjældent på Instagram.

Vi har derfor brug for at dele livet uden filtre – rigtigt uden filtre. Ikke på den her #fnis-måde, hvor selvironien mere er en del af en strategi om at virke både cool og tilmed menneskelig. Som når folk indrømmer, de kom til at gå gennem caféen med en mikroskopisk snip toiletpapir under Blahnik-skoen. Eller fotomodeller deler billeder med hashtags som #nofilter og #nomakeup. Skønt for dem, de ligner en million uden snyd – og bring endelig billederne. Men det gør ikke rigtig noget for min lyst til at publicere mit ægte jeg. Tværtimod. Nej, der skal mere til, hvis vi skal hjælpe hinanden med et skud Panodil mod såret værdighed.

Derfor melder jeg mig hermed til tjeneste. Vil I ikke være med?

Vi kunne skrive "Mine mest skandaløse branderter". Eksempelvis er jeg engang blevet smidt ud fra en fin restaurant, fordi jeg fandt det sjovt at kaste medium rare kød efter et ægte Trampedach-maleri. Eksemplet er 20 år gammelt, men når jeg tænker på det, prikker min brystkasse stadig af skam, og jeg ville ønske, jeg kunne gribe ud efter den bog med andres pinlige historier, der kunne tale den vrede stemme indeni til ro. For kan du ikke bare mærke, hvordan min kødhistorie gør, du allerede får det bedre over, at der måske røg et glas vin for meget indenbords fredag?

Hvis du for nyligt er blevet swipet i datinglivet, så kunne det måske også være rart at læse "De 50 mest ydmygende afvisninger". Da jeg var i starten af tyverne, var jeg utrolig forelsket i en lidt ældre mand, der var VIP på gå i byen-stederne. Jeg evnede ikke at håndtere situationen med værdighed, men fandt gang på gang mig selv foran hans dørtelefon. Det mest sølle øjeblik var klart, da jeg sang "So Kiss Me" med Sixpence None the Richer ind i højttaleren på en sexy kitten-måde, og han responderede med et kort og koldt: "Så gå da hjem!"

Jeg kunne også komme med hårrejsende eksempler til bogen "100 uretfærdige skideballer til mine børn", fotobidrag til interiør-bogen: "Verdens grimmeste stilleben" eller "Fem afskyelige avokadomadder".

Og hvor vil jeg hen?

Der findes to slags mennesker: Dem, der peger og griner meget højt, hvis de opdager, du har en bussemand under næsen. Og så er der dem, der værner om din værdighed og diskret orienterer dig om den. Måske vælger de endda at dele en historie med dig om, at de engang havde en meget større, mere grøn bussemand i en meget mere pinlig kontekst.