Mette og Jakob mistede deres 1-årige datter: “Jeg tænkte, at Josefine var så lille, at jeg blev nødt til at gå efter hende i døden”

Hvor meget kan et ægteskab holde til? Mettes har holdt til rigtig meget, blandt andet fordi hun og hendes mand giver hinanden plads til at være forskellige.

Mette og Jakob mødte den første, store udfordring i deres ægteskab, da deres ældste søn i 2001 som bare femårig fik konstateret en særlig farlig kræftsvulst omkring nyren. Der var kun 30 procents chance for, at han overlevede.

– Vi havde også en søn på to og arbejdede begge to rigtig meget. At holde liv i parforholdet blev ikke nemmere med et alvorligt sygt barn. Der var ni måneder, hvor vi næsten ikke så hinanden, fordi vi var nødt til at fordele os mellem hospitalet og den mindste derhjemme.

Mette Albreckt Falthers mener, at man som par enten kommer svækket ud af sådan en omgang eller styrket. Mette og hendes mand var så heldige at tilhøre den sidste gruppe.

– Selv om der var svære perioder, hvor vi var forskellige steder i vores bekymring, var vi gode til at dele glæden over, at Jonathan blev rask. Vi var også gode til at få snakket det hele igennem – blandt andet med en psykolog – og det rustede os på en måde til den næste krise. Vi blev klar over, hvordan vi hver især reagerer og vidste f.eks., at Jakob er langt mere rationel og nøgtern end mig i den slags situationer.

På den anden side af sønnens sygdom så parret nu fremad, og de fik et barn mere, datteren Josefine.

– Nu skinnede solen på os, det var den følelse, jeg havde, fortæller Mette.

LÆS OGSÅ: Dot Wessman oplevede en mors værste mareridt, og to måneder senere blev hun forladt af sin kæreste

Vi er ikke helgener

Så i 2004 ramte en ny katastrofe. Uigenkaldeligt denne gang og dermed en endnu hårdere krise end Jonathans sygdom. Josefine døde fjorten en halv måned gammel på grund af en fejlsynkning.

– Heller ikke denne gang fulgtes vi ad i vores sorg. Der var perioder, hvor vi var endda meget langt fra hinanden. I starten tænkte jeg, at Josefine var så lille, at jeg blev nødt til at gå efter hende ind i døden, mens Jakob havde brug for at se fremad og talte om, at vi måtte få et barn mere.

For ikke at miste hinanden gik de i terapi sammen og fik også kontakt til Foreningen til støtte ved spædbørns død, hvor de kom i sorggrupper med andre, der havde mistet et lille barn.

– Vi lærte at give hinanden plads til at håndtere vores sorg på forskellig vis og med forskellig styrke. Måske derfor er Josefines død endt med i sidste ende at binde os tættere sammen. I dag kan jeg ikke forestille mig, hvordan jeg skulle klare det, hvis jeg ikke havde Jakob som mit vidne i forhold til de voldsomme ting, vi var igennem. Når jeg bliver ked af det over at høre Tears in Heaven, som vi fik spillet til Josefines begravelse, eller over at finde nogle af hendes ting på loftet, forstår han med det samme mine følelser. Vi er enige om, at sorgen ikke skal være tabu, og vi har et fællesskab omkring den, der binder os uløseligt sammen.

De barske perioder i Mette og Jakobs ægteskab har også betydet, at de ikke er i tvivl om deres prioriteringer.

– Det kan lyde som en floskel, men vi skændes meget lidt, og sjældent om småting. Jeg går ikke op i, hvem af os der laver mest herhjemme for eksempel. På den anden side er det vigtigt at sige, at sorgen ikke har gjort hos til helgener. På godt og ondt er vi vendt tilbage til en normal hverdag, hvor vi kan blive sure på hinanden ligesom alle andre.

Og det er en hverdag med fart på.

– Vi besluttede jo at få et barn mere og fik vores anden datter, Karoline, netop som drengene var blevet større og kunne klare sig selv. Men selv om vi også har to krævende fuldtidsjob, lægger vi stadig vægt på at tale om det, vi hver især går og tumler med og tage en weekend væk bare os to, siger hun.

Mettes råd om ægteskabet

– Plej fællesskabet, men giv også hinanden plads til for eksempel at realisere nogle arbejdsdrømme. Man skal ikke binde hinanden for stramt.